Stephania Potalivio deler glædelig nyhed med et ord: ENDELIG
Skuespiller Stephania Potalivo og hendes mand Nils Petter Bro har ærligt fortalt om, at de har kæmpet med fertilitetsproblemer. Men nu deler de nyheden om, at hun er gravid.
I DR-serien 'Hvordan bliver jeg gravid?' fortæller Stephania Potalivo og Nils Petter BRo ærligt om, at de i en længere periode har prøvet at blive gravide - uden held. I de fire afsnit undersøger skuespilleren, hvorfor der er så mange par, der kæmper med faldende fertilitet - ofte med afsæt i deres egen svære situation.
Artiklen fortsætter efter videoen.
"Jeg ved, hvor mange der står i netop samme situation, og derfor er det så vigtigt, at vi allesammen får en større viden om vores biologi, ved hvad der er af behandlingsmuligheder og får en indsigt i, hvordan de forskellige fertilitetsbehandlinger udføres - og ikke mindst hvordan det psykisk kan være at stå i, for både kvinder og mænd. Jeg er så taknemmelig for alle jer eksperter, der har delt jeres viden, og alle jer, der sammen med mig åbner op om jeres forløb," skrev hun på sin Instagram, da programmet havde premiere i februar i år.
I programmet kan seerne følge Stephania Potalivo, der søgte efter muligheder og svar i videnskaben på fertilitetsområdet. Det er en personlig skildring af et forløb med både drømme, nedture og mange blandede følelser. 38-årige Stephania Potalivo fortæller blandt andet, at de har forsøgt at blive gravide, siden hun var 32 år.
Men i går, søndag, kunne de så dele nyheden om, at lykken er vendt for parret. Stephania Potalivo er nemlig gravid, og med ordene ENDELIG 👶🏽❤️ blev den nyhed sendt ud til alle hendes følgere på Instagram. Nils Petter supplerer på sin instagram med ordene: "Har nok aldrig været så lykkelig som nu 👶🏼 ❤️"
Parret har endnu ikke afsløret, hvornår den lille guldklump kommer til verden.