Christina flyttede fra København til Vesterhavet: "Min søn fik den barndom, jeg havde haft, men vi forældre blev ulykkelige”

Christina Lunds telefon ringer midt i dette interview til Vores Børn. “Det er ejendomsmægleren – er det ok, jeg liger tager den?” spørger hun.

Hun og ægtefællen Kim er midt i forhandlingerne om de sidste detaljer med de købere, der gerne vil overtage den store klitgård ved Vesterhavet i Fjaltring, som Christina og familien har boet på indtil for få måneder siden. 

Læs også

Amalie har stadig smerter efter fødslen af sin søn for to år siden: Nu har hun et stærkt budskab

Nu skal gården tømmes – Christinas far har allerede været og hentet alle de gamle vinduer, der stod i laden og som skulle have været brugt til at bygge det orangeri, som Christina havde drømt om.

“Det kommer han nok til at bygge hos sig selv,” siger Christina, der ikke har plads i det lille frimærke af en have, der hører til rækkehuset i Ørestaden, som familien bor i nu. Gården ved Vesterhavet er solgt, og døren til den drøm er lukket. Virkeligheden levede nemlig ikke op til den.

“Vi havde på en måde levet lidt i en illusion om, hvad det var vi ville med vores liv, og de billige kvadratmeter kom med en pris ...,” reflekterer Christina Lund, der har tilbragt størsteparten af sit liv langt væk fra den lille vestjyske by, hun selv er vokset op i.

Hun har været udenlandskorrespondent i Sydøstasien, og når hun ikke rejste rundt med sit arbejde, så boede hun i København. Ironisk nok endte Christina med at møde en mand, hun rent faktisk har gået i børnehave og folkeskole med i Thyborøn – og det er ham, hun i dag er gift med.

“Da vi blev forældre til Sylvester, boede vi i en villalejlighed på Amager og havde begge jobs, som vi var glade for. Men vi havde en længsel efter at give vores søn samme start på livet, som vi selv havde haft. Når jeg så på vores venner og bekendte, der boede i København med deres familier, så jeg nogle børn, som jeg synes var meget overvågede. 

Jeg husker selv min barndom som enormt fri og med naturen tæt på. Min morfar boede lige i nærheden, og nogle af mine stærkeste barndomsminder er at fiske makreller i havet med ham. Og den barndom skulle vores barn også have,” fortæller hun.

En barndom ved Vesterhavet

Parret flyttede først til et parcelhuskvarter i Lemvig, men fandt sig ikke rigtig til rette der. Da en stor klitgård i landsbyen Fjaltring kom til salg, sprang Christina og Kim til. Her var et kreativt miljø omkring en lille friskole, de kunne se sig selv i – og så drømte de om at udleje ferielejligheder og starte eget ismejeri.

“Vi havde en ukonkret fantasi om at lave noget cool Bornholm-agtigt, men så kom Corona og dræbte al vores energi omkring iværksætteri. Til gengæld var det fantastisk at bo der under nedlukningen. Med al den plads, luft og natur omkring os. Da vi købte gården i 2020, troede jeg at vi skulle bo der for evigt!”

Christina udlevede den drøm, som alle vennerne i København sad og sukkede efter. Med lange ture langs Vesterhavet og omgivelser, der så fantastiske ud på Instagram. Christina begyndte at skrive på sin første roman, og Sylvester – han stortrivedes!

“Han fik faktisk den barndom, jeg selv havde haft – med mormor og morfar tæt på, gode venner i sin børnehave, huler i havens træer og den her spektakulære natur som sin legeplads. Problemet var bare, at Kim og jeg var ulykkelige. Vi fandt aldrig vores åndsfæller og havde svært ved at finde nogen, vi kunne spejle os i. Vi følte os simpelthen ikke hjemme der længere,” fortæller Christina.

En bristet drøm

Men hvorfor fungerede det ikke? Det var et spørgsmål, som Christina og Kim stillede hinanden løbende i løbet af de fem år, de endte med at bo i det vestjyske. I de mange lange samtaler ud på natten, forsøgte de at finde et svar. Og en løsning.

“Det var jo en gradvis proces, hvor vi blev mere og mere sikre på, at det her, det kunne vi ikke mere. Men det var svært at give slip på den drøm, som vi blev ved med at holde stædigt fast i, og derfor brugte vi mange måneder, år faktisk, på at være i tvivl om, hvad vi skulle gøre. Vi elskede jo det sted, men vi følte os ikke hjemme – og hvorfor gjorde vi ikke det, vi er jo herfra! Vi troede, at vi var flyttet tilbage til vores hjemstavn, men vi havde været væk for længe. Det føltes meget skamfuldt at erkende,” fortæller Christina.

Parret delte deres tvivl med de vennepar, de havde fået i Fjaltring – forældrene til to af Sylvesters bedste legekammerater – men mest af alt med vennerne i København. Det, som gjorde beslutningen om at flytte tilbage til byen så svær, var Sylvester. En femårig, der stortrivedes på sin vestjyske gård med 500 meter til Vesterhavet og en uendelig himmel over sig. Kan man taget det fra ham?

Læs også

Anders Matthesen og hans søn har et særligt koncept: “Det er noget af det sjoveste at snakke om”

“Det blev vi nødt til, for var vi blevet der, så var Kim og jeg blevet tiltagende ulykkelige – og kan du forestille dig noget mere ensomt end at gå rundt som enebarn på en gård i Vestjylland med to triste forældre? Det er der en roman i. Og en masse terapi.”

Og her er vi ved endnu en bristet drøm, der blandede sig med tiden i Fjaltring og alle de andre drømme, der var svære at indfri. For Christina og Kim var i flere fertilitetsbehandlinger, uden held.

“I al den tid vi boede i Vestjylland, prøvede vi at få flere børn, og det var opslidende. Det ved alle, der har været i fertilitetsbehandling. Vi var i en form for standby hver gang, jeg blev gravid – og mistede. Hvis ikke vi havde været i de sidste par fertilitetsbehandlinger, var vi nok flyttet et år forinden. Det blev så svært at lukke døren til det liv i Vestjylland, for det markerede på samme tid et farvel til drømmen om at give Sylvester en søskende,” fortæller Christina.

Sylvesters savn

I sidste ende satte Christina og Kim gården til salg, fandt begge nye jobs i København og har lejet et rækkehus i Ørestaden. Flytningen skulle ske nu, inden Sylvesters skolestart. En beslutning de ikke har fortrudt – men som samtidigt har kostet mange nætters søvn, og som er et tilbagevendende ømt punkt i især Christinas samvittighed. For Sylvester var lykkelig i Fjaltring.

“Vi har et barn, der havde det så godt, og han savner ALT i Vestjylland. Han savner sin børnehave, sin mormor, gården – og jeg har følt mig som den vildeste ravnemor. Beslutningen var egoistisk, for vi ville trives igen som individer og som par. 

Og selv om vi ved, at Sylvester nok skal komme til at trives og danne masser af nye, gode relationer her, så er det svært at se sit barn være væsentligt mere ked af det, end han plejer at være. ”Mor, jeg får et savnestik” er noget han siger, når han mærker savnet efter det, vi har efterladt ved Vesterhavet, og det er jeg nødt til at rumme,” fortæller Christina.

Siden flytningen tilbage i februar har Christina reflekteret meget over, hvorfor det har været så vigtigt for hende at genskabe sin egen barndom for Sylvester. For i alle sine år i udlandet, har hun mødt masser af internationale familier, der ikke på samme måde har været forankrede i hverken et land eller en bestemt by, og som gerne har flyttet deres børn ud af børnehaver og skoler, når nye muligheder har budt sig.

Læs også

Line mistede sin forældre og blev ung solomor: "Hugo fjerner fokus fra min sorg"

“Det er vi sgu lidt bange for herhjemme ... Men jeg har talt meget med min egen psykolog om alt det her. Og i virkeligheden er det jo så enkelt som, at Sylvesters velbefindende er afhængig af mit og Kims velbefindende – og ikke af hvor i landet vi bor. Børn kan i udgangspunktet ikke lide forandringer, de vil have det samme til aftensmad hver dag – de er vanedyr, og det ryster ham i hans grundvold, det her. 

Men han har fået fem år i Vestjylland, så han har fået den start på livet, vi drømte om. Og så slipper han for at være teenager og gå og røvkede sig derude, hvor der ingen steder er at gå hen, hvis man ikke går til håndbold eller fodbold.”

Selv om Sylvester stadig kan blive ramt af sine ”savnestik”, så har han også fundet sig til rette i sit nye nabolag i Ørestaden, hvor der er væsentligt flere unger at lege med.

“Nu kan vi åbne døren til rækkehuset og lade ham løbe ud og lege med Frida og alle de andre ude i gården, hvor der er et ret godt børneliv. Vi prøver ikke at overvåge ham for meget og slippe ham mere fri og at være modige, selv når cykelstierne er vanvittige. Jeg synes egentlig, at vi har lavet en ret livsduelig knægt, der bare har haft et større behov for omsorg og tryghed, siden vi flyttede tilbage til København,” fortæller Christina.

Hun og Kim har ikke længere bedsteforældrene i nærheden til at passe – men til gengæld et langt større udbud af oplevelser og venskaber, de kan dyrke. Når de besøger mormor og morfar i Lemvig, så har Sylvester legeaftaler med sine gamle børnehavevenner, og Christina og Kim kan give ham en lille bid af det liv, der viste sig ikke at være det, de drømte om alligevel. En konklusion, de er lettede over, at de er nået frem til.

“Er der en skam i det? Næh. Faktisk er jeg stolt af vores mod. Vi er startet forfra med et lejet rækkehus i Ørestad. Det er en gren i vores fortælling som familie, og jeg elsker selv historier om folk, der brænder broer og begynder forfra, for det er ikke omkostningsfrit,” siger Christina Lund, og fortsætter;

“Når jeg hører folk sidde og drømme om det der liv, som vi prøvede af, så siger jeg altid, at de skal tænke sig godt om. For det er svært at falde til, når man ikke længere hører til. Jeg kommer aldrig til at bo på landet igen. Og jeg kommer aldrig til at eje et hus igen. Det ved jeg nu. Men derfor kan jeg alligevel godt tage mig selv i at savne at hænge vasketøj op i vesterhavsvinden. Det er der en helt særlig tilfredsstillelse i.”

Om familien

Christina Lund, journalist og forfatter. Hun udkom i 2022 med sin anmelderroste debutroman 'Sort Monsun', som hun arbejder på efterfølgeren til. 

Hun er gift med Kim, der er leder i det private erhvervsliv. Sammen har de Sylvester på 6 år, der lige er begyndt i skole.