Stine mistede sin ufødte søn - nu har hun lavet noget helt særligt til forældre i samme situation

Stine følte ikke andet en kærlighed, stolthed og glæde, da hun fik sin søn i armene. Han var så lille, og hun kunne se, at han lignede sin far. Den umiddelbare glæde blev dog hurtigt afløst af sorg, for hendes lille dreng var ikke levende.

"Jeg blev ramt af dårlig samvittighed, for jeg måtte jo have gjort noget forkert, siden han var død i min mave," husker Stine Ratchke Vestegård.

"Jeg undskyldte over for ham, at jeg ikke havde kunnet passe ordentligt på ham."

Det var i sommeren 2020, at Stine og hendes mand, Ebbe, måtte sige farvel deres søn, som fik navnet Lasse. Han døde i 20. graviditetsuge. I tiden efter hjalp det Stine at skrive, og hun købte en klassisk ”barnets bog” med plads til optegnelser om barnets udvikling og historie.

Bogen passede bare slet ikke til Stines situation, og det fik hende til at udvikle sin egen version – til forældre, hvis barn ligesom Lasse aldrig fik et liv. I dag er bogen sat i produktion i håb om, at den kan hjælpe andre gennem sorgen.

"Det er stadig lidt af et tabu at miste et barn i graviditeten eller lige efter fødslen, men jeg håber, at bogen kan være med til at starte nogle samtaler om det," siger Stine.

Mens hun fortæller, ligger Fie i sin hoppeslynge og sover fredeligt. Stine blev nemlig atter mor for tre måneder siden, til en sund og levende lille pige.

Noget galt

Glæden var stor, da Stine blev gravid for to år siden. Sommeren inden var hun og Ebbe blevet gift, og et barn stod nu øverst på ønskelisten. Men graviditeten var ikke nem. Stine have smerter og blev skannet adskillige gange, men hver gang lød beskeden, at alt så fint ud. Derfor var der heller ingen bekymring, da hun atter skulle til skanning lige før sommerferien.

"Skanningen begyndte ved fødderne, og alt var fint – lige til vi kom til hovedet. Så stoppede hende, der skannede, slukkede skærmen og sagde, at det så alvorligt ud," fortæller Stine. 

"Det var et kæmpe chok, og hele vores verden braste sammen. En tilkaldt læge bekræftede, at der sandsynligvis var noget galt med barnets hoved, og i løbet af de næste dage viste undersøgelser, at babyen i Stines mave var svært hjerneskadet. Det stod klart, at han ikke ville overleve."

20. juli fødte Stine sin døde søn på hospitalet i Aarhus.

LÆS OGSÅ: Vuggedød: ”Der er ingen, som kan tage sorgen fra os. Vi er i et helvede, og ingen kan gøre det bedre”

"Jeg var slet ikke mentalt forberedt på, at jeg skulle gennem en fødsel. Jeg var ikke så langt i graviditeten, at jeg havde været til fødselsforberedelse, og jeg anede ikke, hvordan man føder," fortæller hun.

Parret overnattede på sygehuset med deres søn, men allerede næste morgen måtte de tage afsked, da Lasse skulle obduceres.

"Jeg var slet ikke klar til at give ham fra mig," siger Stine.

"Mit instinkt sagde mig, at ingen skulle tage ham væk."

Hun og Ebbe fik derfor lov at tage Lasse med hjem efter obduktionen, så de fik endnu en nat med ham før begravelsen.

"Vores venner og familie kom forbi og så ham, og jeg følte mig lige så stolt, som hvis han havde været i live," mindes Stine.

Rev sider ud

Efter begravelsen begyndte Stine at skrive sine oplevelser, tanker og minder ned, ligesom hun samlede alle papirer vedrørende Lasse. Ganske som hvis hun havde haft et levende barn.

"Jeg havde haft så kort tid sammen med Lasse, og derfor var timerne med ham guld værd og vigtige at huske," forklarer hun.

Det var i den sammenhæng, at Stine købte en ”barnets bog”. Hun startede med at rykke alle de sider ud, som ikke passede på hendes situation.

"Jeg kommer jo ikke til at opleve mit barns første skoledag og andre mindedage, og det var skrækkeligt at blive konfronteret med," husker hun.

I stedet manglede hun sider, hvor hun kunne beskrive sin sorg, og i den erkendelse udformede hun sin egen udgave af en ”barnets bog”.

"Det var hårdt, men også smukt at genfortælle, hvad der var sket, for jeg har også gode minder fra min graviditet og min korte tid med Lasse," fortæller Stine.

"Han var her så kort tid, men har sat sit aftryk i verden og i os, og det skal vi huske."

Lasse blev født i uge 20 og derfor registreret som et foster, ikke et barn, hvilket blandt andet betød, at Stine ikke var berettiget til den barsel, som kvinder, der har mistet efter uge 22, får.

"For mig var Lasse et barn, og det gør mig ked af det, at hans liv ikke er registreret noget sted," siger Stine og uddyber:

"Det er, som om jeg ikke er berettiget til min sorg – men den havde ikke været anderledes, hvis han først var død i uge 23 eller uge 40."

Styrke fra Lasse

Stine ville være gravid igen så hurtigt som muligt, men der gik ti måneder, før det skete, og det er hun i dag glad for.

"Jeg fik lidt mental ro inden min næste graviditet, som var benhård, fordi jeg havde frygten med mig, husker Stine, som under fødslen sendte en tanke til Lasse og bad ham give sig den sidste styrke – inden hun fødte Fie på den følgende ve."

Først da hun havde Fie i armene og fået jordemorens ord for, at babyen var sund og rask, turde Stine glæde sig over sit nyfødte barn.

Taknemmeligheden over Fie betyder dog ikke, at sorgen over Lasse er forsvundet.

"Den har fået et ekstra lag," forklarer hun.

LÆS OGSÅ: En måned efter Martin sover ind, bliver Natasia gravid med hans barn: ”Konrad er ikke en erstatning for Martin”

"Før Fie kunne jeg kun gisne om, hvad jeg gik glip af, men nu ved jeg det. Når jeg ser på Fie, tænker jeg på, hvordan Lasse ville have set ud. Når hun har sin første skoledag, vil jeg tænke på, at han også ville være begyndt i skole. Resten af mit liv vil jeg føle, at der skulle have været to børn."

Stine er stille et øjeblik, før hun fortsætter:

"Men hvis Lasse havde levet, havde jeg nok ikke fået Fie, og hun er jo verdens dejligste baby."

Lille Fie er kommet op af sin hoppeslynge, og nysgerrigt kigger hun rundt og siger de dér pludrelyde, som kun en tilfreds baby kan sige.

"Ja, det er en god slutning på min historie, at jeg blev gravid igen og er mor til Fie," smiler Stine.