En måned efter Martins død, bliver Natasia gravid med hans barn: ”Vores søn er ikke en erstatning"

Det er første møde med kvinderne i mødregruppen og deres børn. Natasia har glædet sig til at møde andre nybagte mødre med babyer på samme alder som lille Konrad. Snakken falder hurtigt på parforhold, og de konflikter, der kan opstå, efter man er blevet forældre. Det kender Natasia ikke til, for hun er alene.

De andre mødre taler også om, at noget af det sværeste ved at blive mor er, at man skal tilsidesætte sine egne behov. Det kender Natasia alt til, for sådan var hendes liv allerede to år op til, at hun blev mor – hendes mand var dødeligt syg af kræft. De taler om, hvordan man som nybagt mor ofte kan være nervøs og vågne midt om natten for at tjekke, om barnet stadigvæk trækker vejret. Det gjorde Natasia også med sin mand, Martin. Især til sidst, hvor hun vidste, at han snart skulle herfra.

"Min mand var dødeligt syg i to år, dét var hårdt. Ligesom det var hårdt at miste ham. Det kan da også være hårdt, når Konrad ikke sover om natten. Men han er jo sund og rask. Da Martin ikke sov om natten, var det på grund af smerter, fordi han havde kræft. Jeg har været i så mange pressede situationer med min syge mand, jeg har haft så mange bekymringer. Det sætter tingene lidt i perspektiv," fortæller hun.

En knude i kærligheden

Martin og Natasia mødte hinanden på arbejdet. Hun var i praktik som pædagog i den institution, hvor han var medhjælper. Det begyndte venskabeligt, førte derefter til en stormende forelskelse, og de endte som kærester. Selvom det tog tid.

"Vi havde fra start en helt speciel kemi. Men Martin skulle lige indrømme, at han havde følelser for mig, selvom alle omkring ham kunne se, at jeg gjorde ham blød som smør."

Da de havde været kærester i et års tid, begyndte de at tale om at blive forældre, og Natasia bliver gravid efter et stykke tid. Men da hun er 10 uger henne, bliver hun scannet, fordi hun har ondt i maven. Fosteret er ikke levedygtigt. Nogenlunde samtidigt bliver Martins lyskenskade værre. Han bliver ultralydsscannet for brok, fordi han har en bule på lysken. Og dér opdager de kræften. Han er kun 25 år, og lader sig ikke umiddelbart gå på.

"Martin gik stadigvæk i byen, selvom han var syg. Han kunne godt lide at feste og være midtpunkt. Han kunne snakke med alle og fik folk til at føle sig godt tilpas. Men vores forhold ændrede sig. Før var vi meget sammen med vores venner, og pludselig var vi der virkelig meget for hinanden. Jeg havde fået en abort, men værre var det, at Martin havde fået kræft."

Tumoren er over 10 centimeter. Han begynder i kemobehandling, og ikke lang tid efter bliver han opereret. Han får fjernet knuden, får en bækkenprotese og en ny hofte. Lægerne anbefaler Martin at få frosset sæd ned, så de har mulighed for at få børn på et senere tidspunkt. Det viser sig, at kræften allerede har skadet Martins sædkvalitet, alligevel fryser de to portioner ned.

"Selvom Martin var syg, talte vi stadigvæk om vores drøm om at blive forældre. Vi spurgte os selv, om vi skulle gøre det nu eller vente. Og hvad hvis han pludselig ikke var der mere, skulle jeg så gøre det uden ham?" fortæller Natasia.

Oprerationen går godt, og parret forventer, at Martin snart bliver rask, så de henvender sig på en fertilitetsklinik for at høre om deres muligheder for at blive forældre. Men der går lang tid, før de kan få en tid, og da det endelig sker, har kræften spredt sig. De beslutter sig for at lægge projekt baby på hylden for en periode. Martin begynder i stedet på endnu et langt behandlingsforløb. 

LÆS OGSÅ: Klumme: Min mand var ikke med, da jeg fødte vores søn – og det var mit valg

"Vi har nogle svære snakke. Vi taler blandt andet om, at han måske skal dø. Og at det ville være hårdt, hvis han vidste, at han skulle dø, imens vores barn voksede i min mave. Det ville gøre det sværere at acceptere, at han skulle herfra. Fordi vi vælger at udskyde opstarten af fertilitetsbehandling, skriver Martin alligevel under på, at jeg må bruge hans sæd," fortæller Natasia.

Efter et år med kræftsygdommen vælger parret at begynde på behandlingen. Natasia får hormoner, hun får taget æg ud, og så tør de sæden op, så de kan lave en kunstig befrugtning. Der er syv æg, ét af dem bliver lagt op, selvom kvaliteten af sæden er dårlig. Natasia bliver ikke gravid. Og så står de pludselig med en ny udfordring.

"Landet lukker ned, og det betyder med ét, at vi ikke kan gøre endnu et forsøg i fertilitetsbehandling. Jeg går helt i panik, for Martin bliver dårligere og dårligere. Indtil nu har han faktisk haft det okay, når man tænker på, at han har været syg og i behandling", siger Natasia.

Parret får lovning på, at klinikken vil tage dem ind til et nyt forsøg i fertilitetsbehandling, så snart de åbner op.

"Som aftalt ringer jeg ind til fertilitetsklinikken, den dag jeg får min menstruation. Samtidigt bliver Martin indlagt på palliativ afdeling, hvor de smertelindrer patienter, som er uhelbredeligt syge. Og i den kommende tid skifter jeg mellem at gå i fertilitetsbehandling og være sammen med Martin på palliativ."

Fra bryllup til begravelse

På dette tidspunkt ved Martin og Natasia, hvilken vej det går. Det ser nemlig ikke godt ud med Martins sygdom. Martin frier til Natasia, og parret gifter sig. Det er vigtigt for dem at blive gift, mens Martin selv kan gå op til rådhuset. De har familien med som vidner, og da de træder ud fra rådhuset, står alle deres venner klar for at overraske dem.

På grund af corona må de fejres på afstand og med to meters mellemrum. Alligevel har venner og familie sørget for en festlig hyldest til det nygifte brudepar. Risene hagler over dem, som det sig hør og bør til et bryllup, gæsterne møder op med flag og blomster – og nogle af vennerne har kreeret et banner med teksten ‘Tillykke #distancebryllup’.

Som en gestus til deres kræftsyge ven, har Martins venner kronraget sig i sympati inden brylluppet.

"Det var en smuk dag, mindes Natasia."

Der går ikke lang tid efter brylluppet, før Martin bliver rigtig syg. Døden er uundgåelig. På sit dødsleje fortæller Martin og Natasia den nærmeste familie, at de har været i fertilitetsbehandling. De taler også om Martins begravelse. Han vil gerne have, at “That’s the way it is” af Daniel Lanois fra videospillet Red Dead Redemption bliver spillet. Martin kan identificere sig med hovedpersonen fra Red Dead Redemption, som dør af tuberkulose.

"Vi havde nogle hårde snakke, men de var nødvendige. Hans familie var meget berørte, da vi fortalte dem om den forhenværende graviditet og vores fertilitetsforløb. De var lidt chokerede og kede af, at vi ikke havde sagt noget, selvom de godt vidste, at vi ikke ville bekymre dem yderligere. De var glade, men det var også absurd at forholde sig til, at Martin var ved at dø, og at han samtidig skulle have et barn. Men de støttede os," fortæller hun.

Natasia skal til scanning for at se, om hun er klar til at få taget æg ud. De kan se 16 æg, og det fortæller Natasia til Martin, som bliver glad.

"Han siger, at han ønsker det for mig. Og han ved, at det lykkedes denne gang. Det er den sidste dag, han er vågen."

Egentlig skal Natasia ind på fertilitetsklinikken i de kommende dage for at aftale, hvornår hun skal have lavet en ægudtagning. Men hun kan ikke gå fra Martin. Hun vil være der til hans sidste vejrtrækning. Der går to dage, så sover Martin ind. 11 dage før hans 28-års fødselsdag og efter næsten to års sygdom."

"Jeg vidste, at han ville dø. Hver dag tænkte jeg, er det i dag? Men da det skete, var jeg alligevel fuldstændig i chok. Jeg tager alligevel ind på fertilitetsklinikken. Her bliver jeg mødt af den sødeste kvinde, som jeg fortæller, at Martin er gået bort. Jeg bryder fuldstændig sammen," fortæller Natasia.

Hun får taget æg ud, og de bliver befrugtet med Martins sæd to dage efter, at Martin sov ind.

"Jeg tror virkelig på, at der var en mening med, at det skulle ske der."

LÆS OGSÅ: Katrine er solomor: ”Jeg mangler én, der giver mig et kram og en high five”

Men Natasia vælger alligevel, at få det befrugtede æg frosset ned, fordi hun ikke er klar til at blive gravid endnu. Noget meget vigtigt er i fokus; nemlig Martins begravelse.

"Det var en utrolig smuk begravelse. Det var en regnvejrsdag, og Martin elskede regnvejr. Der var corona-restriktioner, så vi havde lavet en gæsteliste til inde i kirken. Der var virkelig mange blomster, og der stod så mange mennesker udenfor. Da kisten skulle bæres ud af kirken, åbnede himlen sig, og der kom solstråler ned gennem skyerne."

"Efterfølgende samlede vi alle hans nære, og vi hyggede os og mindedes ham. Det var så fint, at vi kunne gøre det. Det var i hans ånd. Martin ville ikke have, at folk skulle være kede af det. Om aftenen mødtes jeg med Martins familie hjemme hos dem, og vi fik rundet dagen af. Selvfølgelig var det en utrolig hård dag, men det var også meget smukt."

Et lys i mørket

En måned efter Martin sov ind, bliver det befrugtede æg tøet op fra frys, og Natasia bliver gravid. Hun er glad og overrasket, men stadigvæk i chok og dyb sorg over Martins død.

"Jeg havde ikke selv forventet, at jeg ville blive gravid, fordi min krop var så stresset. Men det gav mig et lys i mørket. Jeg ville ikke have kunnet overskue livet, hvis jeg bare skulle stå op og gå på arbejde og komme hjem til en tom lejlighed og være alene. Nu kunne jeg i stedet se frem til at blive mor til vores barn."

I den forbindelse er der en ting, der er vigtig at slå fast for Natasia.

"Vores søn er ikke en erstatning for Martin. Det har han aldrig skullet være. Men samtidigt vil jeg gerne sige, at det har været en hjælp for mig. Især fordi Martin ønskede det. Han ville gerne have noget tilbage af sig."

Nyheden vakte glæde flere steder i den triste tid. Martins forældre havde mistet deres søn. Nu ventede de sig et barnebarn.

"Jeg har fået støtte og opbakning fra de fleste, men jeg har også fået nogle enkelte kommentarer fra tidligere veninder om, hvorfor jeg ikke bare fandt en anden at få børn med. Men Martin og jeg valgte jo ikke at gå fra hinanden. Vi valgte tværtimod, at vi sammen ville have et barn. De følelser ændrede sig ikke. Jeg ønskede Martin som far til mit barn. Men fra den dag vi begyndte i fertilitetsbehandling, forholdt vi os også begge to til, at jeg potentielt ville blive alene med vores barn. Vi har hele tiden været meget bevidste i vores proces," fortæller Natasia.

Den 10. marts 2021 kommer Konrad til verden. Martin og Natasias kærlighedsbaby. I dag er han ni måneder, og Natasia taler meget om farmand. Konrad er også med ved gravstedet af og til.

"Vi taler om, at nu skal vi ud til far og sige hej. Jeg gør meget ud af, at der skal være pænt med friske blomster, og til jul bliver der også pyntet op. Jeg står ikke og sørger over Martin der. Men det sted er en del af Konrads liv."

Martin havde en bamse med til kemobehandling og operationer. Den leger Konrad med nu. Han leger også med sin fars gamle legetøj, når de er hjemme hos Konrads farmor, så Martin er på mange måder stadig til stede.

"Konrad hører meget om sin far. Vi i familien taler altid om Martin. Han kommer til at lære ham at kende igennem os andre," siger hun.

LÆS OGSÅ: Katrine Binnés far gav hende et særligt råd: ”Nu bliver de stærkeste følelser bliver investeret i familien”

Natasia er også ved at lave en mindebog, hvor folk, som kendte Martin, har skrevet et stykke om ham. Den skal Konrad have en dag, når han er stor nok til at forstå det hele. Måske til sin konfirmation.

Men hvad byder fremtiden ellers på?

"Jeg har et æg mere i fryseren, men... Martin har altid sagt, at han gerne ville have, at jeg fik en ny mand. Han ønsker for mig, at jeg kommer videre, og at jeg skal finde mig en partner og få nogle børn med ham. Jeg kan i øvrigt heller ikke forestille mig at være alene med to børn," siger Natasia.

Der er ikke nogen tvivl om, at Martin er hendes drømmemand, men hun ønsker alligevel, at hun en dag møder en ny.

"Jeg er stadigvæk ikke klar til at møde en mand, men når det sker, skal det være én, der kan rumme, at jeg går med min vielsesring, og at der er billeder af Martin i vores hjem. Ligesom jeg har en svigerfamilie, som er min familie og mit barns familie. Og at jeg har været gift og har fået et barn med mit livs store kærlighed."