Støt din stædige tumling

Situation 1: I sidder ved middagsbordet, og Jens på et år hælder sine kartofler op i mælken. Selv om du beder ham holde op adskillige gange, bliver han ved og ved.

Situation 2: Klokken er lidt i fem, og du skal have flyverdragt på toårige Aleksander. Han vil selv, men kan ikke rigtig. Det tager lang tid og ender med, at du må bære ham skrigende ud til bilen, fordi vuggestuen lukker.

Situation 3: Regnen pisker ned, og Sara på tre insisterer på at få sine guldsandaler på i børnehave. Da du siger nej, kaster hun sig skrigende på gulvet og nægter at få gummistøvler – eller noget som helst andet – på.

Kan du nikke genkendende til en af de tre situationer – eller nogle, der ligner rigtig meget? Så er du sandsynligvis den stolte, men hårdt prøvede forælder til et barn midt i den første selvstændighedsalder.

I gamle dage hed det trodsalderen og gik ud på, at vi forældre skulle have vores børn til at makke ret. Sådan er det ikke mere. I dag ønsker vi for vores børn, at de bliver selvstændige individer, men det betyder samtidig, at vi står over for en ny udfordring:

Vi skal finde ud af, hvordan vi så håndterer vores små selvstændige poder, når de ikke vil det, vi vil have dem til, eller når de vil noget, vi ikke synes, de skal.

Hvem er jeg?

Tag det gelinde

Når Jens på et år bliver ved med at putte sine kartofler op i glasset med mælk, er det altså ikke for at drille dig, men fordi han simpelthen ikke kan styre sin nysgerrighed. Og din sproglige besked ‘nej’ er ikke nok til at stoppe hans handling. Men hvad gør du så? For Jens skal vel ikke have lov til at fylde hele gryden ned i mælkeglasset, vel?

Nej, men det nytter ikke at skælde ud. Brug i stedet dit kropssprog samtidig med nej’et, og flyt sødt og venligt hans glas. Små børn læser nemlig ikke-sproglig kommunikation bedre end sproglig kommunikation.

‘Men så bliver han jo rasende og skriger’ tænker du måske. Ja, det bliver han. Men det er, fordi han endnu ikke er i stand til at styre mellemhjernen, hvor de følelsesmæssige centre sidder. Konflikter involverer jo altid følelser, og jo mindre dit barn er, desto mindre er han i stand til at styre og regulere sine følelsesudtryk.

Når han bliver vred, pumpes der adrenalin ud i kroppen på ham, men hvis du tager optrinnet roligt, klinger det hurtigt af igen. Sig for eksempel ‘Nøj, der blev du godt nok gal, hva’?’. På den måde viser du, at du kan rumme hans følelse, og at følelser er noget, som er okay at have. Hvis du straks forsøger at få Jens til at holde op med at græde, pumpes der blot ny adrenalin ud i kroppen. Tag det roligt, og tænk overbærende ‘åh, den lille mellemhjerne’.

Hvis du står i en situation, hvor der ikke er tid til skrig og skrål, kan du forsøge at aflede Jens med noget andet spændende. Men i længden er afledningsmanøvrer ikke en holdbar strategi. For når du afleder barnet, glemmer det, hvad det egentlig var, det ville – og det kan på længere sigt forstyrre barnet i forhold til at kunne mærke sig selv, hvordan det har det, hvad det vil og ikke vil og så videre. Og det er vigtigt senere i livet.

Ord på, tak!

Det er også i et til treårsalderen, at dit barn begynder at huske. Udviklingen af hukommelsen gør, at hun bliver bedre til at finde ud af, hvad hun selv vil, og holde fast i det. Det kan opleves, som om hun er meget stædig, som når hun kaster sig ned på gulvet, fordi hun vil have sandaler på. I virkeligheden er hun så opfyldt af følelsen af at ville sandalerne, at hun ikke samtidig kan rumme informationen, at det regner og er koldt.

Her er det en god idé, at du sætter ord på. Sig for eksempel: ‘Jeg ved godt, at du gerne vil have dine sandaler på, og at du bliver vred på mig, fordi jeg siger nej. Du kan i stedet få dem med i børnehave.’

Når du sætter ord på, hjælper du dit barn til at blive bedre til at regulere sine følelser, og samtidig viser du hende, at du kan rumme hendes følelser – altså, at du kan holde ud, at hun har det, som hun har det, og at hun er uenig med dig og vred på dig.

Mange af os kommer automatisk til at appellere til barnets fornuft og siger måske ‘nej, hør nu her, du kan vel nok forstå, at du ikke kan få sandaler på i regnvejr!’.

Men det kommer man ikke langt med, for et lille barn er ikke fornuftsorienteret, men mærker, hvordan hun har det her og nu. Og her og nu vil hun altså være prinsesse i guldsandaler.

I stedet er det vigtigt, at du viser Sara, at der ikke er noget mærkeligt i at være ked af det og rasende over, at hun ikke må få guldsandaler på, men at sådan er det: Man kan ikke have sandaler på i regnvejr. Hold fokus på sagen i stedet for at gøre den til en konflikt, hvor du bebrejder hende, at hun vil have sine sandaler på.

Formulér dig positivt

Kan selv – vil selv

I et til treårsalderen begynder dit barn at kunne mange ting selv. Derfor vil det også gerne gøre mange ting selv – også ting, som det endnu ikke helt magter. Som når den toårige insisterer på selv at tage flyverdragt på.

Det bedste er naturligvis, hvis du har tid til at lade Aleksander bakse med flyverdragten selv og lade ham bruge den tid, det tager – og måske hjælper ham lidt på vej. Men der kan være situationer, hvor I simpelthen SKAL ud af døren her og nu.

Her er det igen vigtigt, at du kan rumme dit barn på en positiv måde, og at du sætter ord på konflikten. Sig for eksempel: ‘Jeg kan se, at du gerne selv vil tage flyverdragten på. Du kan selv stikke armene ind i ærmerne, så hjælper jeg dig med lynlåsen.’ Det betaler sig, at du sætter dig ind i dit barns intentioner og følelser, for der opstår meget færre konflikter med børn, som føler sig forstået.