Szhirley har født to 'stjernekigger'-børn: "Jeg følte mig som den sygeste superheltinde"

Jeg er 40 år og står over for at være førstegangsfødende. Måske er det alderen, der er problemet, at jeg ikke er ung og uforfærdet, måske er det alle de dårlige fødselshistorier, jeg har hørt gennem mit liv, der gør mig bange.

Jeg beslutter mig for, at det skal være en del af min fødselsforberedelse at smide frygten og i stedet installere troen på, at min krop kan det her. I min research på gode fødselsfortællinger finder jeg frem til syv kvinder, der åbner op for et kraftfuldt univers af viden og erfaringer.

En af de inspirerende fødselssamtaler har jeg med sangerinden Szhirley, der har født to drenge og er i sorg over, at hun ikke skal prøve det igen: 

"For mig var det en fuldstændig fantastisk oplevelse at føde, selv om de begge var stjernekiggere. Det var hårdt arbejde, men også fantastisk og wow-agtigt, og jeg ville gøre det igen og igen, hvis jeg kunne."

Hvorfor synes du, det er vigtigt at tale om fødsler?

"Når man ligesom dig ikke har gjort det før, har man sindssygt mange tanker om det, og man ved ikke, hvordan det er, hvordan ens egen krop kommer til at reagere, og om man bliver overmandet af katastrofetanker og bliver alt for skræmt og spændt.

Og selvom mine fødsler var hårde på nogle punkter, og jeg sprækkede første gang og blev klippet lidt anden gang, så er det noget, jeg tænker tilbage på med: ”hold kæft hvor føler jeg mig vild og superhelteagtig og powerwoman og åååhr urkraft! Jeg kan noget!”."

Læs også

Cille havde en fødselsdepression: ”Lige dér mærkede jeg det endelige punktum”

"Det er jo en sindssyg gave, vi har fået. Vi kan lave et andet menneske inde i vores krop, hvor vildt er det ikke? Jeg har haft en tissemand inde i min krop to gange – altså ikke min mands, den har jeg haft flere gange, men jeg har haft to bittesmå dillere inde i min krop, som jeg har lavet.

To mennesker er bagt inde i min krop, det er jo bare skørt. Som så kommer ud, og så bliver navlestrengen cuttet, og så kan de alt selv – altså ikke vaske tøj og sådan, selvom det ville være praktisk. Men de kan trække vejret og sige lyde, og de kan høre, og de har fem fingre på hver hånd og bitte små organer, som fungerer. Det er virkelig et trip."

Hvad skal jeg mere vide som førstegangsfødende?

"At det er helt normalt at være nervøs eller ængstelig og spændt over noget, man aldrig har prøvet før, og som man ved er forbundet med stærk smerte, men det behøver ikke være forfærdeligt.

For mig byggede veerne sig stille og roligt op over flere dage, så jeg vænnede mig til smerten og styrken af den. Anden gang troede jeg slet ikke, jeg var i gang med en fødsel, fordi jeg tænkte, det var meget slemmere første gang, og da jeg endelig kom på hospitalet, var jeg sådan set i fødsel."

Hvordan forberedte du dig på din første fødsel?

"Jeg havde sådan en tro på, at det skulle min krop nok klare, og den er jo lavet til det, og så mange kvinder har gjort det før mig. Jeg gik til noget fødselsforberedende yoga, og det var superdejligt med nogle små stræk. Jeg lærte, at når der kommer en ve, skal man lade være at spænde i kæben, for så spænder man også i underlivet. Og når man spænder op, gør det mere ondt."

"Når du får veer, så slip kæben og sig lyde. Træk vejret og sig aaaahhh – sæt lyd på, selvom man føler sig som en idiot, og når du får de rigtig spændende veer, som virkelig niver som ca. varer omkring et minut, så kan du sagtens komme igennem."

"Første gang var jeg i badekar. Og lå der i virkelig lang tid. Det var rigtigt rart med noget vand omkring sig, og jeg endte med at komme op på briksen og føde der, rygliggende."

Hvordan startede din første fødsel?

"Den startede med, jeg fik mange plukkeveer i måneden op til. Jeg følte mig tung og havde vand i kroppen og tænkte, at nu måtte han godt komme, og jeg tog hen til en zoneterapeut, der trykkede lidt, og så ud at gå lange ture.

Så begyndte der at komme noget, der lignede de rigtige veer. Og så vågnede jeg tidligt om morgenen, hvor det nev rigtig meget i lænden. Men så sad jeg lige og drak en kaffe og trak vejret og ventede med at vække Mads – et par timer senere kunne jeg mærke, vi skulle afsted. Og så tog jeg ud på Hvidovre og blev lagt ind på stue 8, hvor der var et kar. Heldigt, at det var ledigt.

Og så måler de alt muligt, og de sagde, jeg havde åbnet mig 1 cm. Så der var lang vej endnu. Så lå jeg i karret i en del timer, og vi hyggede, og jeg tog mig af veerne, når de kom. Jordemoderen kiggede forbi indimellem. Så begyndte jeg virkelig at blive træt. Og efter nogle timer var jeg 3 cm åbnet.

Hun foreslog en epidural, fordi det tog så lang tid, og så ville jeg måske ikke være så træt, når presseveerne kom – men det ville gå langsommere, fordi epiduralen stopper det hele lidt. Så fik jeg totalt overskud og tænkte, jeg må lige spare lidt energi.

Læs også

Jannie blev syg af at føde: Jeg måtte flytte hjemmefra i min datters første år

Så begyndte veerne at ændre sig, og jeg følte, jeg skulle volddreje en vase, altså – jeg føler simpelthen, at jeg har en vandmelon, jeg skal skide ud nu. Der er så meget pres indefra, at du næsten føler det på samme måde, som når du virkelig skal på toilettet. Simpelthen.

Der er så meget pres på, så derfor får du faktisk også mere plads til, at barnet kan komme ud, hvis du sidder på hug. – Hver gang jeg fik en ve, gik det meget i ryggen, og det trak ned i benet hver eneste gang.

Men ja, veerne kom, og jeg pressede meget med Elton, men hans hoved blev ved med at smutte tilbage, når veen slap, så kom han ind igen. Og de begyndte at snakke kejsersnit, og jeg var sådan: Hey, jeg vil gerne ha’ ham ud den her vej.

Men så sagde de, en sugekop var en mulighed, og det ville jeg gerne prøve før kejsersnit. Og der kom nogle læger til. Og så satte de en sugekop på ham. Jeg blev lidt ligeglad med, hvad der foregik dernede – og der sprækkede jeg, men jeg kunne ikke mærke det, fordi alt var i gang dernede, og så kom der en kæmpe kleppert ud. 4 kg.

Jeg syntes, han var det smukkeste barn, og når jeg kigger billeder nu, så ved jeg ikke, hvad han ligner. Det er sådan, vi er indrettet. Men han havde det sygeste conehead, og han var hævet."

Hvad gjorde mest ondt?

"Det er de veer, du har op til pressefasen, der gør mest ondt. De kræver lange ind- og udåndinger, ca. seks gange pr. ve. Men når presseveerne så kommer – de føles som om, du skal voldskide, og kroppen presser uanset, om du presser eller ej, og det er derfor, man puster, indtil man får go til at presse med.

Og når hove-det er på vej ud og står i åbningen i ens skede, som har udvidet sig så meget, man ikke troede var muligt, så er huden papirtynd, og det er derfor, vi ikke kan mærke, hvis vi sprækker. Det er mere en sviende fornemmelse end decideret smerte."

Glædede du dig til din anden fødsel?

"Ja, da jeg blev gravid, tænkte jeg: jeg skal opleve det igen, hold kæft, det bliver fedt. Der håbede jeg på, jeg selv kunne tage imod ham, når han kom ud. Jeg fik veer om fredagen, men mandag vågende jeg og tænkte, jeg kan lige så godt tage på job.

Jeg lavede Tam Tam-revy med bl.a. Niels Olsen og Søs Egelind, og da jeg kom derhen, sagde jeg: I skal lige vide, at jeg har veer, så hvis jeg er væk på et tidspunkt, skal jeg bare lige igennem en ve. Og det gjorde jeg så en gang imellem – sad for mig selv et minuts tid og trak vejret og kom igennem en ve.

Så begyndte Søs at tage tid på dem, fordi hun syntes, de begyndte at ligge lidt for tæt på hin-anden. På et tidspunkt åbner jeg øjnene, imens jeg sidder midt i en ve, og så sidder hun over for mig og siger: Der er kun gået tre minutter siden den sidste, du skal altså på hospitalet nu.

Nej, siger jeg, det niver slet ikke ligesom sidst. Jeg venter. Og igen midt i en ve siger Søs: Nu skal du ringe til Mads, og han skal hente dig. Jeg ringede og sagde, han godt kunne nå at spise frokost. Og Søs var sådan, hvor bliver han af? Og der kunne jeg godt mærke, at nu begyndte veerne for alvor at sætte ind. Så var Mads der."

"Og på vej ud til bilen skulle jeg lige holde pauser og holde på gelænderet og sige lyde."

"Da jeg kommer ind, tjekker jordemoderen mig, og hun ser helt mærkelig ud: Du ER i fødsel, du er 8 cm åben, vi skal have en kørestol."

”Nej, nej”, siger jeg.

”Men du skal ned på fødegangen nu”, siger hun.

”Jeg går derned”.

”Det kan du ikke”.

”Watch me”.

"Og så gik jeg derned, imens jeg en gang imellem lige havde en ve, og lige så snart jeg ramte briksen, skulle jeg presse, men skulle lige have bukserne af, og så gik jeg i gang med at presse. Og så sagde jordemoderen: jeg kan se, det er endnu en stjernekigger, så jeg er nødt til lige at klippe dig lidt."

"Men jeg ligger der i min egen verden med lukkede øjne og trækker vejret for at komme igennem endnu en ve, og så siger jeg nej til det klip."

Læs også

”Dér gik jeg i flitsbue og skreg. Smerten var så voldsom, at jeg ikke kunne være i det”

"Så siger jordemoderen: åbn lige øjnene, og så siger hun: Jeg har lige klippet dig. Nå super duper. Og det er også for at sige til dig, at du kan ikke mærke det, og du vokser så fint sammen. Også for at få noget af den frygt væk.

Jeg har lige været til tjek hos gynækologen, og hun synes bare, at min tissekone fungerer så fint – hun kan slet ikke se eller mærke noget."

Tilbage til fødslen, der snart er slut på trods af, Szhirley lige er ankommet til hospitalet, det er nemlig ikke kun en stjernekigger, der er også en navlestreng rundt om halsen på hendes næsten fødte søn:

"Så jordemoderen tog ham. Han kom ud, og han var også en 4 kilos klump – jeg føder store babyer. Og så kom mormor og storebror ind på stuen. Og den lille blev vejet og tjekket, og jeg rejste mig op og ville tage tøj på, og så sagde min jordemoder; hvad skal du? Jeg skal hjem. Det ved du godt, du ikke bare lige skal.

Har du været ude at tisse måske? Vi skal lige se, om det hele fungerer. Jeg drak en masse saft og gik ud og tissede – og det fungerede, men selvfølgelig er man hævet og følelsesløs i en periode, nerverne skal lige have lov at finde hinanden igen – følelsen kommer igen."

Kan du huske, hvad du følte efter fødslerne?

"Jeg følte mig som den sygeste superheltinde. I kan komme med alt, intet kan få mig i knæ – shit hvor er min krop vild. Den har skabt et barn, og det kan komme ud af mig, og så har jeg madkasser – ens krop er så vildt et kunstværk. Jeg har skabt et levende væsen med min egen krop."

"Jeg har stadig den følelse. Ikke i samme grad, men når jeg kigger på mine unger, dufter dem bag ørerne og aer dem, inden de skal sove, tænker jeg: Tænk at de store dyr har ligget inde i maven på mig. Tænk. Og så kommer sorgen: Tænk at jeg aldrig skal det igen. For jeg kunne også godt lide at være gravid."

Hvad er dit bedste råd til mig og andre førstegangsfødende?

"Der er ikke noget at være bange for. Vær spændt og nysgerrig, tag en ve ad gangen, og vær i nuet. Glæd jer. Det er så power-agtigt. Det er kun os kvinder, der får lov at prøve det, og vi har gjort det igen og igen. How privileged we are!"