Baby in babynest

Populært babyprodukt dumper test: Der kan være alvorlig fare

Babynests kan være praktiske, men Forbrugerrådet TÆNK har fundet alvorlige sikkerhedsbrister i flere populære produkter. 11 ud af 13 dumper testen.

En lille rede til din baby lyder både trygt og rart, og langt de fleste forældre tyer da også til en såkaldt babynest, mens deres børn er helt små.

Men flere af de populære mærker på det danske marked har sikkerhedsbrister, der i værste tilfælde kan udgøre en alvorlig fare.

Det viser en test af Forbrugerrådet TÆNK, hvor hele 11 ud af 13 produkter har alvorlige problemer med sikkerheden. Og det overrasker seniorrådgiver Helen Amundsen, der har arbejdet med sikkerhedsstandarder for børneprodukter i mange år.

”Det er et stort problem, at der ikke er en sikkerhedsstandard for denne produkttype. Vi har fundet en del velkendte sikkerhedsproblemer, som ikke må være på tilsvarende babyprodukter, hvor der er en standard, så virksomhederne burde kende til problemstillingerne,” siger hun i testen.

Flere af produkterne har f.eks. en dyb revne mellem bund og sider, så barnet kan risikere at ligge fast med hovedet mod stoffet. Seks af produkterne har også lange snore over 22 cm, mens siderne på den meget populære Najell er så bløde, at barnet kan risikere at trille ud.

”Vores instruktion siger, at de skal være lukket til, når du bruger den som babynest. Ukorrekt brug, som fx ikke at stramme snorene, kan betyde, at siderne er for bløde, men vurderingen bør tage udgangspunkt i, at forældre bruger produktet korrekt,” lyder svaret bl.a. fra Najell i TÆNKS test.

Mangler retningslinjer

For at forældre ikke selv skal vurdere sikkerheden i babygrej, findes der typisk standarter, som producenterne skal følge. Det gælder blandt andet for sengerande, babymadrasser og lifte.

Men da det ikke er tilfældet med babynests, har producenterne risikovurderet deres produkter meget forskelligt. Og det er et problem, mener Forbrugerrådet TÆNK.

”Det betyder, at du skal være særlig opmærksom på, hvad du køber, og hvordan du bruger den, men du kan også overveje, om du overhovedet har brug for en babynest,” siger testansvarlig Stine Müller i testen.

Samsovning

Producenterne bag fire af de testede babynests skriver, at deres produkt er velegnet til samsovning. Sundhedsstyrelsen fraråder, at dit spædbarn sover mellem mor og far, fordi det øger risikoen for vuggedød. De anbefaler i stedet, at dit barn sover i egen seng i samme rum som dig.

Sikkerhedsstyrelsen har de seneste år markeret to babynests som farlige produkter, mens de ifølge TV 2 har modtaget fire anmeldelser om babynests, hvor der har været behov for sagsbehandling, de seneste fire år. I august i år valgte Contrast Company frivilligt at tilbagekalde fem ordrenumre af deres babynest.

Forbrugerrådet Tænk har præsenteret testens resultater til producenterne, og flere medgiver, at der rigtigt nok mangler retningslinjer på området.

Du kan læse deres fulde svar og se hele testen her.