Test: Her er den bedste højstol til din baby
Når junior skal sidde ved spisebordet sammen med resten af familien, kræver det en højstol, som både er god at sidde i og nem at gøre ren – og så må den gerne være pæn. Mødregruppen har testet 6 forskellige. Testen blev bragt i magasinet Vores Børn i februar.
Fin til prisen (4/6 stjerner)
BABYDAN Højstol i gummitræ inklusive bøjle, strop og sele, max. 15 kilo, 1.000 kr. Se babydan.dk.
Design:
Hov – ligner den ikke lidt Tripp Trapp stolen? Jo, det gør den altså ... endda meget! Men den er også virkelig pæn (og meget billigere) og så robust, at den ikke vælter nogen steder. Men for søren da, vi kom på overarbejde, da vi skulle samle denne stol – det var alt, alt for besværligt, øv.
Funktion:
Som sagt – robust stol, så vi er trygge ved at lade de små kravle på den. Men hvorfor skal man bruge værktøj til at justere højde og fodstøtte? Og SUPERsmart, at man kan justere dem i 14 forskellige højder. Men de mange huller kalder på madrester! Savnes: spisebakke og babyindsats til de mindste.
Komfort:
Tykke babymaver er ingen hindring, for der er riiigeligt med plads bag bøjlen til et par gode deller. Det giver dog udfordringer for de mindste babyer – selvom de har den rette alder – men de skøjter rundt i sædet, og vi bliver ekstra glade for selen, som kan holde på de små sprællemænd.
Pengene værd?
En fin og robust stol til prisen, især hvis du har et større barn. Vi savner bare lidt ekstra luksus og lir – og en håndværker til at samle den.
Minder om en lænestol (3/6 stjerner)
MOWEO Matstol Lucas 2 in 1 justerbar højstol med sele, bøjle og bakke, max 17 kilo, 999 kr. hos Jollyroom.dk.
Design
Der er nærmest dømt kongestol over denne smarte sag, der minder mere om en loungestol end en klassisk højstol – og det er positivt! Den er nemlig blød og behagelig med foret skum, let at flytte, og så kan den både være en høj stol og senere en juniorstol, da benene kan tages af. Genialt!
Funktion
Av, for den da. De vide ben gør stolen ekstra stabil – for de små! De voksne snubler desværre over dem. Kunne det ikke løses bedre (og mere sikkert for hele familien)? Det er også et stort minus, at fodstøtten ikke kan justeres, for så kan den ikke bruges til de mindste børn. Øv.
Komfort
Sagde du loungestol? Den er godt nok blød at sidde i! Overfladen er til gengæld i helt glat materiale – nemt at gøre ren for madrester, men de små skøjter rundt i det store sæde, hvor der ikke er rem mellem benene (men dog en sele). Bonus: spisebakken kan komme i opvaskeren, jubii!
Pengene værd?
Til større børn er det en fin kombistol, som er nem at flytte rundt på, men til den lille baby ved spisebordet er vi ikke imponeret.
Lækkert design (5/6 stjerner)
LEANDER Højstol i formspændt bøgetræ fra bæredygtigt skovbrug, max 125 kilo, 1.499 kr. Med sikkerhedsbøjle, hynde og bord, 1.999 kr. Se leander.com.
Design
Wow, for en pæn stol, hvor der er tænkt over alle detaljer: bl.a. stroppen i læder og lange afrundede ben, der gør stolen ekstra stabil. Den gider vi godt at se på, og så er der ekstra bonus for robusthed – den holder nemlig fint til både mor og juniors vægt, så den kan bruges længe.
Funktion
Stolen virker super robust, og den vælter ingen steder, heller ikke når både lillebror og storebror selv kravler op i den. Og vi elsker, at man kan justere fodstøtten, så både de korte og lange testere kan sidde godt – men man skal altså have værktøjet frem for at flytte pladen. Suk.
Komfort
Åh, man sidder dejligt på den tilhørende pude, men hold makrelmadderne langt væk, for puden er i stof og skal vaskes – hver gang! Og pas på med tykke babylår, for sædet er smalt, og runde testere skal lirkes ud af stolen. Men pil op for den bounce-effekt, de afrundede ben giver – de små elsker det!
Pengene værd?
Uha, den er dyr, og du kan først bruge den, når din baby selv kan sidde ... Men du får en virkelig pæn og stabil stol, hvor bøjle, hynde og bord er MED i prisen.
Pæn klassiker (5/6 stjerner)
STOKKE Tripp Trapp højstol i træ, max. 110 kilo, fra 1.549 kr. Med babysæt, pude og bakke fra 2.626 kr. Se stokke.com.
Design
En ægte klassiker og med god grund. Den er så pæææn, og man kan have den stående i årevis – og den kan bruges lige så længe. Med lidt tilkøb dur den både til nyfødt, baby og teenager! Bonus: der er tænkt på mor og far, for der stikker ikke lange fødder ud, som vi kan snuble over.
Funktion
Op og ned det går med de små, og vi er trygge ved at lade dem kravle på stolen, for den går ingen steder. Tung, ja, men også virkelig robust, og det giver point for stabilitet. Men det trækker ned, at man skal bruge værktøj til at justere sæde og fodstøtte – vi får det jo aldrig gjort!
Komfort
Åh, de små sidder godt, og puden er dejligt blød – og praktisk! Hurra for økologisk PVC-fri bomuld, hvor snavset glider af. Smart, at stolen kan tilpasses med newbornsæt og babysæt – knap så smart, at bøjlen ikke kan tilpasses til forskellige størrelser baby. Ønskes: justerbar bøjle.
Pengene værd?
Absolut – selvom det hurtigt løber op med ekstraudstyr. Det er kun de meget få minusser, der gør, at den ikke kan slå stolen fra Nomi.
TESTVINDER: Luksusstolen (5/6 stjerner)
EVOMOVE Nomi højstol i FSC-certificeret træ, max. siddevægt 150 kilo, fra 1.649 kr. Med sele, bøjle, pude og bakke fra 2.945 kr. Se evomove.com.
Design
Oh la la, den oooser af luksus. Pæn i træ og praktisk i (kemifri) plastik – en ren win win! Samtidig er den let og på hjul, så den kan flyttes rundt i hjemmet. Bonus: du kan tilkøbe justerbart newbornsæt, så din baby kan ligge med ved bordet fra nyfødt – og stolen er så robust, at voksne kan sidde på den.
Funktion
Easy peasy! Nemt at justere fodstøtte og andet på denne stol, for der skal ikke værktøj til, jubii! Der er dog et lille minus ved den: når de små selv kravler op, triller stolen på de ellers så smarte hjul, åh nej! – men bare rolig, det er anti-tilt hjul, så den vælter i hvert fald ingen steder.
Komfort
Smart fodstøtte med antislip-overflade og foddup, som stimulerer blodcirkulationen i de små fødder. Kan det blive mere luksus? En lillebitte anke: der er lidt rigeligt plads bag bøjlen til de tyndeste af babyerne, og sædet kan godt virke køligt, så man er næsten nødt til at tilkøbe puden.
Pengene værd?
BABYBJÖRN Foldbar højstol i BPA-fri plast med justerbart bord og sele, ingen max. siddevægt, 2.019 kr. Se babybjorn.se.
Design
Bum bum, ikke den største fryd for øjet, men heldigvis i pæne farver og ret stilren. Men al den plastik ... Designelskerne jubler ikke, men den er til gengæld nem at gøre ren, og DET elsker vi. Den kan desuden klappes sammen, så den ikke fylder for meget og er genial at have med på farten.
Funktion
1, 2, 3 – vip spisebakken op og sæt babyen på plads, og så kan bordet endda justeres efter størrelsen på den lille mave. Genialt! Men hvorfor kan det ikke tages af, så stolen kan komme ind til spisebordet? Øv. Til gengæld kan øverste bakke klikkes af og ryge i opvaskeren – ja tak!
Komfort
Plastik er ikke kendt for at være behageligt, men de små sidder SÅ godt. Vi savner dog en pæn pude. Det trækker desværre ned, at stolens højde og fodstøtten ikke kan justeres. De langbenede babyer kan ikke være der, og fjerner man støtten, hænger benene – knap så behageligt.
Pengene værd?
Det er meget dyrt for en plastikstol, der egner sig bedst til at have med på farten og hurtigt bliver for lille til de små.