Thomas Skov: 'Der er brug for endnu flere fædre, der fortæller om, hvor fantastisk det er at være far'

Thomas Skov: "Der er brug for endnu flere fædre, der fortæller om, hvor fantastisk det er at være far"

Der er fokus på far i disse år. Og det er ikke kun, fordi mor vil have, at han tager del i barsel og bleskift. Det er, fordi fædre kan og vil være en aktiv del af deres børns liv, og fordi man sagtens kan være sexet, selvom man går med bæresele og kører med cykelhjelm.

Piers Morgan burde have vidst bedre end at lægge sig ud med James Bond. Men den britiske tv-vært kunne ikke dy sig. Han lagde et billede op af skuespilleren Daniel Craig, der med sin baby på maven i bæresele lignede noget så hverdagsagtigt som en… far! Og tilføjede kækt et hashtag #emasculatedBond (kastreretBond, red.).

Det skulle han aldrig have gjort.

Han blev ramt af en digital tsunami af selvbevidste fædre, der delte billeder af dem med lykkelige smil og junior fastspændt til maven. Og det er ikke så mærkeligt. For det har aldrig været mere cool at være far – og mere hipt at skilte med det.

Far VIL selv

Jakob Forup Stubkjær, tidligere kreativ direktør for det internationale modemagasin Vs., har på tæt hold fulgt, hvordan berømte personligheder og modeverdenen generelt omfavner det nye mandeideal.

Men det er ikke fodboldspiller David Beckhams eller Daniel Craigs fortjeneste, at flere mænd dyrker farrollen åbent.

– Det er ikke en kortlivet trend, vi er vidner til, men en voksende tendens. Og det er der en simpel grund til: mændene vinder så meget ved det. De får et tættere forhold til deres børn, et bedre familieliv, et tættere parforhold og et lykkeligere liv. Det eneste issue er tiden, for vi vil stadig nå det hele. Kvinder har længe bokset med, at de både ville være karrierekvinder, gode mødre og skønne ægtefæller, og det kommer til at ramme mændene nu, mener han.

I 10 år arbejdede Jakob Forup Stubkjær med superstjerner som Uma Thurman, Drew Barrymore og Liv Tyler fra sit kontor i New York, men da hans hustru, stylist Vibe Dabelsteen, blev gravid med sønnen Atlas, ændrede deres liv og prioriteter sig. De sagde farvel til cocktailparties i Greenwich Village og goddag til en dansk hverdag i Tisvilde.

– Mine prioriteter ændrede sig, da jeg blev far. Jeg ønskede ikke at opgive karriere og hobbyer, men der var bare ikke tid til at fastholde det samme ambitionsniveau. Der er en vis frustration forbundet med, at du pludselig kun kan nå 25 procent af, hvad du nåede, inden du fik børn. Men den frustration blev jo opvejet af den vilde kærlighed, jeg pludselig oplevede til min lille søn, siger Jakob Stubkjær og fortsætter:

– Lysten til at være en god far, var der også blandt fædrene i New York, men det er en karriereby. Hvor du måske lægger 40 timer om ugen i Danmark, skal du levere 80 timers arbejde i New York. At være en god far kræver først og fremmest tid, og derfor er det nemmere at være en god far her i Danmark, siger han.

Selvom der er stigende interesse for at dyrke far-rollen i dag, er der ikke tale om en tendens eller en trend, ifølge kønsforsker Cecilie Nørgaard, for en sådan har det med at forgå.

– At sige det er på mode at være en mere synlig far, synes jeg er en nedsættende måde, at omtale nogle fædres forandrede og markant mere deltagende adfærd. Jeg tror, det primært handler om en bevidstgørelse i samfundet blandt unge mænd, der har fået indsigt i, at samværet med børn er en gave, som de også ønsker at tage del i. De oplever, at de får noget ved at give noget, siger kønssociologen.

Det er imidlertid ikke kun far og barn, der vinder ved, at far kommer på banen og tager aktivt del i forældrerollen. Det er også en kæmpe gevinst for parforholdet, siger Nicholas Kawamura, der er TV- og Radiovært, DJ og far til Roberta på halvandet år.

– Du står nu på hinandens banehalvdel, og ser hele vejen rundt hvad rollerne indebærer. Og vi kan se hvem der bedst kan udfylde hvilke behov. Der er da ikke noget mere usexet end de fædre, der skal være alene hjemme med deres barn for første gang, og så kimer de moren ned, fordi barnet græder eller de ikke kan finde bleerne. Det er ikke mandigt, hvis du ikke kan varetage dit barn alene, og det er jo lige svært for både mor og far at gøre ‘det rigtige’. Vores udgangspunkt er det samme. Barnet er den nye seje tatovering. Det forpligter at få en baby, og det er ikke en let opgave at have et barn. Så kan man bære den opgave, så kan man noget, siger Nicholas Kawamura.

Som en steppebrand

Ja, det er tjekket at være far. Alligevel vurderer Cecilie Nørgaard, at vi langt fra er nået til vejs ende, når det kommer til udviklingen af far-rollen.

– Vi vil se stadig større diversitet i måderne, vi forholder os til identitet og træffer livsvalg på. Færre stereotyper, herunder også kønsstereotyper, og flere forskellige familieformer og måder at være del af et kærlighedsforhold og parforhold på i det hele taget. Det vil også øge spektret for faderrollen. Nogle vil tage markant mere del i familiearbejdet og børneopdragelsen – og andre vil ikke, siger hun.

Moderne fædre med barnevogn og bæresele er endnu tydeligst i de større byer herhjemme.

– Jeg tror, udviklingen vil brede sig hurtigere geografisk og mellem by og land, ikke mindst i kraft af de sociale medier og anden kulturpåvirkning, end den vil socialt mellem klasser, vurderer kønssociologen.

En typisk by-far med barnevogn og babybilleder på sin instagram-profil, kunne meget vel være Nicholas Kawamura.

– Det er et godt image at være ham, der kører med cykelhjelm og barnesæde. Det er ikke en ting, du bliver mobbet med. Tværtimod så får du et klap på skuldrene. Det er sejt nu, og du kan sagtens dele et ‘far-billede’ på de sociale medier.

Nicholas Kawamura har tæt på 30.000 følgere på Instagram. Derfor er han også meget bevidst om, hvad han deler, og at han viser sig selv som en ‘hands on dad’.

– Det er lige nu, at vi kan gøre en kæmpe forskel og ændre på gammel stigmatisering. Jeg tog al den barsel, ferie og orlov jeg kunne, så jeg havde seks måneder med Roberta. Havde jeg kun taget tre måneder, ville jeg føle, at det hele stoppede, inden jeg var kommet i gang, siger Nicholas Kawamura.

På trods af den iver og glæde der hersker blandt mange fædre ved at skilte med sin titel af far, og selvom nogle fædre tager en god del af barselsorloven, er der stadig meget at kæmpe for, når det gælder ligestilling mellem fædre og mødre.

– Der er hverken formel eller reel ligestilling i forhold til forældreskabet. Eller for så vidt hvad angår så meget andet i samfundet. Vi tror, at vi er globale ligestillingsmestre i Danmark. Men sandheden er, at vi har sovet i timen, mens de andre har arbejdet målrettet på at skabe flere lige muligheder og reel ligestilling. Hvad angår forældreskabet, så har fædre hverken lovgivningsmæssigt eller i forhold til normer i kulturen samme rettigheder og muligheder som mødre, om end de har flere i dag end tidligere, fortæller Cecilie Nørgaard.

Vi er kommet langt, siden kvinderne trådte ud på arbejdsmarkedet, men meget ændrede sig netop, fordi kvinderne flyttede sig fra udelukkende at holde hjemmet til også at udfolde deres evner i forskellige virksomheder.

– Der er en øget bevidsthed blandt unge om, at tidligere tiders traditionelle kønsroller, har været begrænset. Ikke kun kvinders frie liv, men for alle, uanset køn. Det gælder også fædrerollen. Mandens rolle ændrede sig i 50'erne fra at være rent skaffedyr på grund af kvindernes indmarch på arbejdsmarkedet. Da var det ikke kun kønsrollerne, der blev udfordret, men også familiemønsteret, siger kønssociolog Cecilie Nørgaard.

Ligestilling ikke ensretning

Nicholas Kawamura er vokset op med en progressiv far, der både gik i køkkenet, gjorde rent og turde bryde med de traditionelle kønsroller, han havde set hos sin far. Men blot fordi arbejdsbyrden var mindre traditionelt opdelt, var der stadig forskel på kønnene - og den forskel er vigtig at holde fast i.

– Jeg tænker meget over, hvad jeg tager med fra min egen far i de her kønsnormative tider. Min far var den, der bar de tunge ting op af trappen og spiste de rester, jeg efterlod på tallerkenen. Sådan skal det være. Du kan ikke være kræsen og være far, og det skal være dig, der bærer kufferten og løfter barnevognen op i bilen. Jeg vil gerne være en moderne mand, men det betyder ikke, at jeg ikke holder nogle af de gamle dyder i hævd.

Selvom Nicholas Kawamura havde en god rollemodel i sin far, er der også ting, han selv vil gøre anderledes.

– Jeg tror, at denne generation af fædre vil have nemmere ved at tale om følelser, kærlighed, sex og komplekser. Det er i hvert fald en fremtidig ambition for mig, og noget jeg allerede tænker på nu, selvom Roberta ikke er nået den alder, hvor det er et issue, siger han.

Jacob Forup Stubkjær er enig med Nicholas Kawamuras betragtning om, at nogle forskelle skal fastholdes.

– Der er forskel på mænd og kvinder. Og det skal der være. Mor må gerne være den, der er blødere og sødere end far; hun skal ikke ønske sig at være far. Jeg oplever, at mændene i min omgangskreds har det godt med den nye rollefordeling. De er familiens nye sikkerhedsministre, de laver maden og gør mere rent. Kvinderne har det godt med den øgede tid til sig selv, som de har fået, men svært ved at håndtere den nye identitet, siger Jakob Forup Stubkjær.

For selvom det erklærede mål er, at børnene ser begge forældre som aktive omsorgspersoner, så rammer det stadig mødrenes selvfølelse, når barnet prioriterer faren. Og som far bliver man hurtigt gjort til en ‘helt’, hvis man tager ‘barns sygedag’, mens man som mor hurtigt er ‘skurken’, hvis man henter sit barn kvart i fem.

– Der er nok mange, der føler sig som dårlige mødre, når mor og far er lige gode set med barnets øjne. Jeg mener ikke, vi har opnået ligestilling, før kønnene lige let kan blive set som som ‘skurk’ eller ‘helt’. Eller simpelthen kan slippe for de prædikater, fortæller han.

Den moderne far vil forstå sig selv

Thomas Skov er kendt fra adskillige programmer fra DR og blogger under eget navn om sit liv som ægtemand og far. Og så har han en bog på vej her til foråret.

– Min kommende bog er sådan en, jeg gerne selv ville have læst, da jeg skulle være far. Den handler om at blive far. Det er ikke de gode råd om børn, der fylder, men den tager fat i nogle af de tanker og følelser, der opstår, når man bliver far. Og så er den en hyldest til faderen. Jeg er slet ikke ude på, at tage noget credit fra mor, men jeg synes også, at det er vigtigt, at vi fædre husker, hvor vigtige vi er.

Thomas Skov har selv været far i tre år, og i den tid har han kun oplevet, at interessen for faderrollen er vokset. Og det er ikke de kendte mænd, der springer ud som far til fire, der er afgørende for, at flere mænd sætter sig i førersædet på ladcyklen, tager halvdelen af barslen og skifter nattebleerne.

– Jeg tror, der er brug for endnu flere fædre, der fortæller om, hvor fantastisk det er at være far. Ikke nødvendigvis kun på nettet og i blade, men også når man sidder sammen med vennerne. Jeg har altid været dybt fascineret af de mænd, der har fortalt om faderrollen – også inden jeg fik børn. Jeg tror, det er vigtigt at have nogle rollemodeller tæt på. Vi spejler os i vores venner og netværk. Jeg er mere tilbøjelig til at gøre hvad min ven Christian, der er far til to, gør, end hvad David Beckham gør.

Thomas Skov er glad for, at de danske mænd interesserer sig mere og mere for familielivet, skriver om det på blogs og taler om det i fædre-podcasts.

– Danske mænd kunne være endnu mere progressive. Vi skal have fædrene til at tage mere barsel. Ikke kun for ligestillingens skyld, men mest af alt for deres egen og deres barns skyld. Barsel er en investering i relationen mellem far og barn. Og så kan det godt være, at man må gå ned i løn for en stund, eller der kommer yngre og dygtigere mennesker og overtager deres job i mellemtiden. Men det er den risiko, man må løbe. Det er vigtigt, at de børn, der vokser op i dag, i højere grad ser far være en aktiv del af familielivet, end vi gjorde det i min generation. Min far var mest en, der gik på arbejde og så kom hjem og læste avis. Der håber jeg, at mine børn vil se lidt flere sider af deres far, siger han.

Om Nicholas Kawamura, 38

Er TV- og Radiovært, DJ, musikkonsulent og far til Roberta på halvandet år, som han har med influencer Trine Kjær.

Nicholas.gif

Om Jakob Forup Stubkjær

Tidligere kreativ direktør for det internationale modemagasin Vs, gift med stylist Vibe Dabelsteen, og far til sønnen Atlas.

jakob.gif

Om Thomas Skov, 32

Er kendt fra adskillige programmer fra DR og blogger under eget navn. Har sammen med hustruen Emilie Gershøj Bruhn børnene Ellen og Otto.

thomas2.gif