Thomas Skov med børn

Thomas Skov: ”Jeg har lavet programmer, som jeg virkelig ikke håber, mine børn googler frem en dag”

Hvad har en kastreret labrador til fælles med Thomas Skov? Ret meget faktisk, hvis du spørger den sjove far til to. Han er nemlig hyggelig som en hundekurv og kikset som Krummes far.

Hvis jeg var en farkarakter fra filmens verden, var jeg Krummes far, fordi han er lige dele rar, nørdet og kluntet – og det, synes jeg, er tre gode kvaliteter, en far kan have. En far må godt være lidt kikset, så længe han godt selv ved, han er det.

Den absolut sjoveste børnekarakter nogensinde er Pippi. Jeg synes, hun er for vild, og hendes værdi for børn – og voksne – kan ikke undervurderes. Jeg tror ikke, hun har været nem at være forælder eller ansvarsperson til. ”NEJ, Pippi! Selvfølgelig må du ikke få en abe!” ”Stil den hest ned!” ”Læg dig rigtigt i sengen, Pippi!” – men hold kæft, jeg håber, mine børn får noget af hendes mod og rebelskhed.

Den bedste børnebog nogensinde er Halfdan Rasmussens ABC, fordi hans leg med ord er inspirerende – og sår nogle kreative frø, som, hvis man passer og plejer dem, kan følge et hvert barn helt ind i voksenlivet.

Hvis jeg var et kæledyr, var jeg en kastreret labrador. Helt vildt sød og kærlig og kan godt huske, dengang livet gik ud på at jagte unge hunner i løbetid, men nu ligger jeg kastreret i min kurv – og har det rigtig rart.

Jeg får hug, når jeg siger det, men mødre skal slappe af, når de hopper ombord på den der alt-skal-være-perfekt-vogn. Det skal fædre for den sags skyld også.

Efter jeg er blevet far, er jeg blevet et meget mere behageligt menneske, fordi mit verdensbillede er blevet kalibreret – og jeg nu ved, jeg ikke er den vigtigste længere.

Livet som forælder er allermest leverpostej, når jeg om søndagen ved, hvad jeg skal spise hele næste uge. Madplaner er mit kryptonit – men det er jo desværre så pokkers praktisk. 

Alle kommende fædre bør vide, at de er vigtige. Uanset hvor tit man kommer på udebane – det vil være nemmere at læne sig tilbage og lade mor trække læsset, men det er vigtigt, at far kommer på banen. Og så er det også vigtigt at huske, at alt er en fase, så når du er helt frustreret over manglende søvn, sure børn, leverpostejsliv, så vid, at alt er en fase.

Jeg føler mig som en cool far, når jeg har mine børn med på restauranter, der ikke er børnerestauranter – og de rent faktisk opfører sig pænt, hvilket heldigvis er oftest. Jeg kan godt lide, at mine børn både kan være vilde, men også at de kan være til pænt brug.

Jeg føler mig som en utjekket far, når jeg råber ad mine børn mandag morgen, når de ikke vil ud af døren, og jeg ikke har fået pakket deres tasker, og jeg skal nå på arbejde, jeg er træt, fordi jeg har spillet skak til klokken et om natten, og ALT er kaotisk – og så ender jeg med at råbe af børnene. Det er både pinligt OG utjekket.

Alle småbørnsforældre burde få passet børnene én gang om måneden, så man kan tage ud og kigge sin partner i øjnene og tale om alt andet end børn.

Ingen ved det, men sommetider drømmer jeg om at gå i kiosken efter cigaretter og ’forsvinde’. Ikke i lang tid – slet ikke til Thailand eller andre fremmede egne, men måske bare på et hotel i nærheden. Og så lige få en nat i fred og ro.

Jeg bliver stolt af mine børn, når jeg ser på dem. Simpelthen. Tit bliver jeg også træt af dem og frustreret over dem – men den grundfølelse, jeg har indeni, er stolthed over de to små væsener, jeg hjælper med at gøre til hele mennesker.

Det pinligste, jeg selv har gjort som far, er noget af det, jeg gjorde, inden jeg blev far. Jeg har helt klart lavet programmer og indslag i tv og andre steder, som jeg virkelig ikke håber, mine børn – eller deres venner – googler frem, når de lærer den slags. Vi taler druk, nøgenhed, dumsmarte bemærkninger og meget meget andet. Hele min karriere hviler med andre ord på en bund af pinligheder.

Thomas Skov

Journalist, podcaster og underholdningschef for podcasttjenesten Podimo. Gift med Emilie Bruhn og far til Ellen, Otto og Aksel.

Følg ham på @thomasskov