Til Berlin med baby og barnevogn – kan man det?

Hjulene driller, og understellet nægter at klappe sammen. På gulvet ligger fire måneder gamle Ebba i sin voksipose og venter tålmodigt. Hendes mor og jeg sveder og tør dårligt kigge på hinanden.

Vi befinder os i afgangsterminalen i Københavns Lufthavn. Vi har været oppe siden klokken fem, og jeg har en sulten baby på armen. Febrilsk forsøger jeg med den anden hånd at få barnevognen til at makke ret, så den kan komme ind i den lille pose, vi har fået udleveret af bagagemanden.

Det var præcis det her, jeg frygtede. Men det er for tidligt at begynde at savne vores mænd. Pointen er jo, at vi skal på venindetur. Uden mændene. Det burde to rutinerede tredjegangsmødre vel nok kunne klare. Eller hvad? Tvivlen melder sig lige så hurtigt som svedskjolderne under mine arme. Har vi undervurderet, hvor besværligt det er at rejse alene med en baby?

Ideen virker ellers så tillokkende, da vi nogle uger tidligere bliver enige om at udnytte vores barsel og tage på fire dages storbyferie til Berlin. Den formiddag sover begge babyer sødt.

Tanken om at skifte ammestolen ud med en caféstol i Prenzlauer Berg synes indlysende: Vores små piger har den perfekte alder til en storbyferie. De er glade for at ligge i deres barnevogne. Og bare fordi vores mænd er på arbejde, er det vel ikke ensbetydende med, at vi skal sidde derhjemme.

Hej, hej, kaffe!

Eller også er det netop det, der er meningen, når man er på barsel. Jeg kan se på min veninde, Karen, at hun tænker det samme, da vores kamp med de alt for små barnevognsposer bliver en kamp mod tiden.

Da vi en halv time senere løber mod gaten med pusletasker på skulderen, en coffee to go i hånden og to babyer dinglende i bæreselerne, ligner vi alt andet end to overskudsmødre på vej på eventyr.

Vi når ind i flyet, lige inden gaten lukker. Jeg fornemmer en stille hovedrysten fra min sidemand, da jeg spørger, om han kan holde min kaffe, mens jeg får viklet babyen ud af bæreselen.

Da han ti minutter senere stadig sidder med kaffen i hånden, fordi jeg ikke aner, hvor jeg skal gøre af den, må jeg bare erkende, at visse former for luksus er uforenelige med en baby på skødet.

Vi sidder i det mindste i flyet nu. Vi er på vej. Og hverken træthed eller stresshormoner kan undertrykke den boblende følelse af frihed, der kommer snigende, da de små lidt efter er faldet i søvn.

Den rolige summen fra flyet får kroppen til at slappe af. Solen skinner ind ad vinduet, og jeg mærker en stille jublen over at sidde her med min gode veninde ved siden af og min sovende guldklump i armene.

Posedamerne ankommer

Aftensmad – hvad er det?

Dig og mig, Ida-Marie

Metro-amning og ble på bænk

De følgende dage traver vi Berlin tynd. Holder lange pauser, når de små skal skiftes eller have mad, og opdager ukendte sider af Berlin: Floden set fra en ufremkommelig sti langs bredden. Smukke baggårde og små pladser, der aldrig har set en guidebog, men har perfekte bænke at amme på. Vi laver så få planer som muligt og indretter os efter Ebba og Ida-Marie.

Bleskift foregår i barnevognen eller på en bænk. Det går an, så længe der er tale om en tisseble, mens det er lidt sværere at jonglere med en lorteble og 20 vådservietter på en plads fuld af turister, som sidder og nyder kaffen. Amningen har også sine udfordringer, især hvis man ved en fejl havner i en øde park fuld af skumle typer eller i metroen, hvor toget er hurtigere fremme, end man kan nå at få amme-bh’en ned. Ida-Marie er så stor, at hun kan spises af med en kiks, men Karen er indimellem lidt presset.

Min stille bekymring inden afrejse for besværet med at rejse som aleneforælder bliver dog manet i jorden. Det går jo fint trods mindre praktiske prøvelser, og de små har en fest i barnevognen.

Det, der overrasker mig mest, er dog, hvad det gør ved mig som mor at være revet ud af de vante rammer. Det er, som om sanserne skærpes. Jeg mærker min datter på en ny måde. Mere intenst.

Ida-Maries strålende øjne, der vender sig mod mig, når hun begejstres. Hendes klukkende latter over fugle i parken. Den buttede hånd, der kravler ind i min, når vi sidder tæt på en fredfyldt bænk. Samhørigheden mellem os, når jeg bærer hende sovende op i seng.

Det, der var tænkt som at komme væk fra hverdagen og ud at opleve noget nyt, bliver en tur af langt større betydning. Hvor jeg har al tid i verden med mit barn. Til at lære hende at kende som det lille menneske, hun er, og hvor båndet mellem os vokser sig stærkere. En tur, vi aldrig glemmer.

Jeg føler mig som en genfødt kvinde, da jeg kommer hjem igen. Mine store piger hopper og danser som små hundehvalpe og har travlt med at fortælle mig alt det, de har oplevet. Det er dejligt. Næste gang skal jeg have den mellemste eller den store med på storbyferie. Alenetid er kvalitetstid. Det ved jeg nu.

LÆS OGSÅ: Debat: Må vi holde ferie uden børn?

LÆS OGSÅ: Ferie med børn: Amsterdam

LÆS OGSÅ: 6 små råd til rejser med små børn