Trine Tuxen

Smykkedesigner Trine Tuxen følger altid denne regel, når hun er kreativ med sin søn

Som voksen er det vigtigt at være i ro og afstemt med, hvad man kan magte, hvis man vil inspirere sit barn til at være kreativ – og selv lade sig rive med af barnets leg og fantasi, siger smykkedesigner Trine Tuxen.

Hvordan og hvornår kan du bedst lide at være kreativ sammen med dine børn?

“Jeg har selv et ret høj energiniveau, men med min søn har jeg kreeret min overmand, så det kan godt været svært for ham at holde fokus omkring et bestemt projekt. For mig handler det derfor om at finde ud af, hvor jeg lige fanger ham – og hvor vi begge to får mest ud af det.

De allerbedste tidspunkter er, når jeg selv er i ro og har afstemt med mig selv, om jeg for eksempel kan overskue mel i hele mit køkken og er klar på, at det hele godt må sejle – for hvis nej, så skal jeg ikke foreslå, at vi bager banankage.

På den måde kan jeg mærke, at det er enormt vigtigt at tjekke af med mig selv, hvor jeg er, og hvad jeg kan magte. Så det ikke ender med at blive et kedeligt projekt, der i virkeligheden går ud over min søn i stedet for at stimulere ham.”

Hvordan bruger du dine egne kreative evner, når du er kreativ med dit barn?

“Jeg elsker selv en kreativ proces, og fordi jeg laver det, jeg laver, kan jeg også vildt godt lide resultater. Med min søn har jeg dog erfaret, hvordan det er en god idé at prioritere proces frem for resultat og skrue lidt ned for mine egne forventninger – fordi vi ikke nødvendigvis når i mål med noget bestemt, og det i højere grad handler om det moment, hvor vi skaber noget sammen.

Jeg har lavet smykker sammen med ham, men på en helt anden måde, end jeg ville tilgå det i mit eget erhverv. Vi har for eksempel lavet en kæde med fimo-ler, som han rullede til kugler, og så hjalp jeg med at stikke hul igennem, så de kunne blive til perler. Vi bagte dem i ovnen, så de hærdede, og så malede han dem og var med til at sætte dem på snor.

Det blev en gave til hans farmor, og det var på den måde også et specielt moment for ham, da hun fik den – og når hun går med den. Det kunne sagtens have været, at den kæde aldrig var blevet færdig, fordi han havde mistet tålmodigheden, eller vi var gået i gang med at danse disko i stedet, men lige der gav det konkrete resultat en helt særlig glæde.”

Har du selv erfaring med at være kreativ som barn – sammen med nogle voksne?

“Ja, rigtigt meget. Begge mine forældre var meget kreative, da jeg var barn, og de tog tit mig og mine søskende med ind i det at være skabende. For eksempel omkring at bage, sy og strikke, som min mor var meget optaget af, og jeg kan huske, hvordan jeg blandt andet har lavet tøj til mine Barbiedukker og bamser sammen med hende.

Min far elskede at tage os børn med ud i naturen, og jeg har mange minder fra ture til vandet, hvor vi samlede ting, der var skyllet op på stranden – af både plast og træ – og hvor vi byggede alle mulige skulpturer ud af det, når vi kom hjem.

Skulpturer, som stadig hænger på væggene hos min mor og far i dag. Jeg tror, at mine forældres lyst til at være kreative har betydet meget for både mine søskende og mig i forhold til selv at blive skabende – også som voksne.”

Hvad er det vigtigste, når man gerne vil være kreativ sammen med sit barn?

“Jeg synes, det betyder noget, at man laver noget, som både voksne og børn synes er skægt, og jeg tror, at man som forældre kan være med til at inspirere sine børn og gøre dem nysgerrige ved selv at gå i gang med et projekt. Op til jul sad min mor og søster og jeg for eksempel og lavede juledekorationer, og så kom min søn helt af sig selv hen til os og ville være med – og endte med at lave en vildt fin dekoration, hvor han formede ler og pyntede med gran og kogler og svampe.

Jeg tror også, at fantasi i sig selv er en vigtig størrelse, og at det handler om at give plads til både sit barns og sin egen fantasi og som voksen tillade sig selv at gå med ind i barnets historier og leg. Imens man spæder til og kaster sine egne ideer op i luften, som barnet så kan gribe. Vi voksne kan tit være meget optaget af, hvad der er rigtigt og forkert, hvilket har den kedelige bagside, at vi glemmer at træne vores kreativitet, og jeg oplever, at der ligger en kæmpestor frihed i at lade sig rive med.

3 gode råd...

... når du vil være kreativ med børn.

  1. “Gode, gamle klassikere som kastanjedyr er både billige og sjove. Eller uroer med muslingeskaller og ansigtsskulpturer lavet af (affalds)fund fra strandkanten.”
  2. “Vi er også meget optaget af skrald og har opfundet noget, vi kalder Skralderobotterne, som er mig og Emmet, der snakker om skrald og indsamler det – for at sortere det og smide det ud eller genbruge det. Indtil videre har vi mest fundet cigaretskodder, gammelt papir og brugte kaffekrus, som ikke lige er noget, jeg har lyst til at tage med hjem. Men vi prøver at gøre det til en sjov ting, og jeg tænker, der er masser af muligheder for at kreere noget fint, hvis man bare er lidt heldig og selektiv.”
  3. “Trylledej og Fimo-ler er også store hit hjemme hos os.”

Trine Tuxen

  • 38, smykkedesigner.
  • Mor til Emmet, 3.