Silja Okking: Alle forældre bør stille sig selv dette afgørende spørgsmål foran spejlet

Hjemme hos 37-årige Silja Okking omgiver man sig mig med modeller som Brigitte Bardot og Anita Ekberg på toiletterne. Tjubang-farvede superhelte-tegneserier fylder hele væggen i stuen. I husets kælderrum hænger A4-papirer, udprintet fra nettet i farve, så hun har styr på sin storyline i den kommende fantasy-roman. ’Håndbog for pigenørder’ læner sig op ad vindueskarmen. Silja er fantasy-nørd, og hun er stolt af det. Når hun står foran skærmen i rollen som børnevært på Ramasjang, vil hun gerne være et forbillede for børnene som en voksen, der står ved sig selv med alt, hvad det indebærer.

Hvordan viser du dem det?

"Det ligger nok mere i det, jeg gør – indirekte – end det, jeg siger. For jeg laver jo ikke programmer om at være en nørd, om at stå op for sit udseende, eller om at piger og drenge er lige gode. Jeg laver programmer om toiletruller, og får det til at virke nogenlunde sjovt. Og så står jeg ved, at jeg elsker tegneserier og spiller computer. At jeg har æblekinder og yoyovægt og briller, og at det er sådan, jeg ser ud. At alle køn er lige seje. At børnene skal stå ved sig selv og være stolte af dem, de er."

Den indre nørd

I husets kælderhjørne i Hornbæk har Silja og hendes mand et setup til at farve bittesmå rollespilsfigurer under en lille skrivebordslampe. På række står flere Marvel-figurer i hver deres uåbnede plastkasser og kigger ud i rummet.

Hvordan begyndte du at interessere dig for fantasy?

"Jeg har altid været et antennebarn og meget obs på, hvordan alle andre havde det. Og det koster meget energi. Så jeg havde brug for at forsvinde ind i noget, og det blev gennem fantasy-universer. Da jeg var barn, begyndte jeg lidt tilfældigt at læse Valhalla-tegneserier, fordi de lå på toilettet hos min far. Dem åd jeg råt. Så begyndte jeg at læse Erik Menneskesøn, Den Uendelige Historie, Narnia. Det er magisk at kunne forsvinde ind i de verdener, for livet er bare mindre leverpostej, hvis du skal ind og overvinde en drage! Jeg er jo selv en fantast i de universer. Og det er det samme, når jeg spiller computer og Dungeons & Dragons. Jeg har superkræfter. Jeg kan gøre, hvad jeg vil!"

Hvordan har du fået modet til at stå ved din indre nørd?

"Det har jeg heller ikke altid. Når jeg var på besøg hos min far, så sad mine brødre altid over et bord med deres venner og spillede rollespil. De sad under en lyskegle og rullede terninger, fortalte historier og lavede stemmer. Jeg var totalt hooked, men turde ikke spørge, om jeg måtte være med – det skulle jeg selvfølgelig bare have gjort. Jeg syntes, det var helt vildt spændende! Og jeg ville rigtig gerne dyrke det, altså rollespillet."

"Desværre gik jeg på sådan en fesen-kedelig-grå kommunalskole i Humlebæk – den har det sikkert bedre nu – men det var så uinspirerende at gå der. Der var i hvert fald ikke noget tilbud om rollespil. Og hvis du var nørd... det havde bare virkelig negativ klang dengang. Jeg husker også, hvordan jeg skulle skrive fristil på de der kæmpestore computere i folkeskolen. Og det havde jeg ikke lyst til, at nogle skulle læse. For det var altid fantasy, og noget helt andet, end alle de andre skrev om. Det var 100 procent, fordi jeg tænkte: ”Så bliver jeg måske hende der, der mobbes, som en af de der nørder, der dyrker noget, ingen andre synes er fedt. Tænk, hvis jeg kom dansende ind i klassen med elverører. Jeg kan lige se det for mig. Så jeg blev hurtigt den der kamæleon, der fandt ud af: ”Hvis jeg kunne lide at spille musik og synge, så var jeg sej. Men begyndte jeg at sige: ”Jeg spiller rollespil”, så var jeg out.”"

Seje drenge og piger

Silja vil gerne gøre op med kønsrollerne i børnehøjde, ligesom hun har lært af sin egen mor. Hun prøver at opdrage sin datter, Uma, til at stå ved sig selv og bifalder de kvinder, der i øjeblikket tager kønskampen op.

Er der forskel på drenge og piger?

"Jeg synes stadig, at der er brug for, vi gør op med kønsrollerne i børnehøjde. Nu hader jeg udtrykket, så vi må finde på noget andet, for drengepige er jo – i den her tid – ret latterligt, ikke? For hvad er du, når du er drengepige? Så er du sådan en, der godt kan lide at lege med drenge og blive beskidt og… Men det er helt klart, at jeg er – indtil vi finder et bedre begreb for det – en drengepige. Det har jeg måske hjemmefra, hvor jeg boede alene med min mor. Hun har også altid haft drengevenner, og hun har altid smurt ærmerne op. Altså, du fikser det hele selv! Og det har jeg taget med mig."

"Men jeg er vokset op med, at pigerne gik til ridning, måske håndbold, og så holdt de sleepovers. Og drengene spillede fodbold og spillede i band. Og senere drak de bajere. Så det er jo klart, at det, vi vokser op med, giver vi videre – ofte ubevidst. Men mon ikke min datters generation vil blive endnu bedre til at opdrage deres børn. Der er sket vildt meget, siden jeg var barn, og det kommer til at fortsætte, heldigvis."

Trækker vi vores idéer om køn ned over børnene?

"Jeg prøver efter bedste evne at præsentere noget forskelligt for min datter. Men det vilde er jo, at hun stadig vælger prinsessekjolen – især efter skolestart er alting blevet utrolig kønnet. I børnehaven kunne hun altså godt være klædt ud som Spiderman. Og pludselig har hun ikke rigtig drenge med hjem at lege mere. Så det er jo svært."

"Men vi skal heller være forskrækkede over, at køn eksisterer. Vi skal altså passe på, vi ikke tager de typisk feminine værdier fra pigen, for hvad hvis hun gerne vil lave prinsesseting? Må hun ikke have lov at pynte sig? Når det så er sagt, så har pigerne nok i øjeblikket mere plads at bevæge sig på. Når drengen bevæger sig over i det kvindelige univers, så klapper fælden hurtigere, tror jeg. Det har nok noget med magt-ubalancen i vores kønshistorie at gøre. Der er det der glasloft, kvinder og piger er ved at brage igennem. Men mon ikke pendulet på et tidspunkt svinger den anden vej igen…?"

Så hvad skal vi gøre for at komme kønsstereotyperne til livs i børnehøjde?

"Vi skal droppe det der med, at sej er lig med maskulinitet. Det er ikke kun drenge, der er modige og stærke, det kan piger også være. Og drenge kan også gå med ravkæder og dyrke deres følsomme side. I det hele taget synes jeg, at maskulin energi tilfalder drengene og vice versa – men hvis begge køn kan tage for sig af de forskellige energier og udsagnsord, så kunne der opstå en fed rummelighed."

"Men jeg synes også, vi er der nu, hvor feminine værdier opfattes mere positivt. Lige nu er vi vidne til et kæmpe rul for kvinderne… Vi har Kamala Harris, og fuck ja, Sofie Linde, som er ude i et kæmpe opråb! Hvor er det sejt, at vi også har sådan nogle stærke kvinder herhjemme, som kan være forbillede for børnene. Som stiller sig til skue og tager nogle smæk og siger: ”Du er lige sej, uanset om du er husmor eller karrierewoman, om du er en hård negl eller tuder under lønforhandlingen.” Det smitter som ringe i vandet og bliver til gode fortællinger, vi kan give videre, når vi sidder omkring aftensmaden."

"Piger skal vide, at de kan præcis det samme som drenge og omvendt. På mange måder er de gamle kønsroller, som jeg er vokset op med, jo forældede. Jeg håber, at jeg kan lære Uma at stå ved sig selv og sine egne behov. For det er noget, jeg stadig godt kan glemme. Jeg ser ofte andre først: ”Hov, er du glad? Har du det rart?” Og så bliver jeg den sidste i rækken. Også i arbejds-sammenhænge: ”Nej, I har ikke mere, I kan give i løn? Nå, men så skal jeg ikke være til besvær.” Hun skal lære at stå op for sig selv!"

Stå ved dig selv

På køkkenbordet med udsigt til havens ukrudt står en kop med kafferinge og påskriften: I woke up like this. Silja lægger ofte billeder af sig selv på Instagram med morgenhår og makeupfrit fjæs, hun elsker supernørder og har en forkærlighed for misfits. Hvorfor kan det være så svært at stå ved, hvem man er som barn?

"Der er virkelig noget sejt ved at være den, der tør skille sig ud. Men mange børn søger derhen, hvor man ligner alle de andre, for så kommer der ikke knubs. Og det er ærgerligt, at mange børn først over teenageårene – eller endnu senere – føler, at de kan være sig selv! Det skulle man gerne kunne, fra man er helt lille."

"Jeg har altid selv haft noget for misfits. Nogle, der er skæve i kanten. Dem vil jeg gerne slå et slag for. Hvis jeg møder nogle børn, der har briller – og det kan virke som en lille ting, men de har stensikkert haft en lorteperiode over det – og så går hen og siger: ”Ej, det er de fedeste briller, du har. Må jeg prøve dem?” Så får jeg beskeder fra forældrene dagen efter a la ”hun er ikke til at skyde igennem.” Det handler alt sammen om spejling, og børnene skal jo spejle sig i alle mulige karakterer og mennesker i deres liv. Mig, Onkel Reje, Rosa fra Rouladegade og John Dillermand på Ramasjang. Og onkler, der har grønt pandehår, og mostre, der er lesbiske og den finurlige fætter til de store familiefrokoster."

Hvornår turde du selv at stå ved dig selv?

"Det er ikke sådan én vågn-op-og puf fortælling. Nej, det er helt klart en sko, der skal passes til. Det var først i begyndelsen af 20’erne, at jeg selv tænkte: ”Fuck da det!” Der fik jeg mere selvværd, og så mødte jeg min mand, der selv spillede rollespil, så der fandt jeg tilbage til min indre nørd. Verden bryder jo ikke sammen, fordi jeg står ved, at jeg godt kan lide tegneserier og computerspil. Vi skal ikke være så bange for at være os selv. Heller ikke som voksen, udlev det, du vil – gør det nu!

Jeg fortryder, jeg smed mine egne supernørde-kræfter væk på den der fesne kommunalskole, hvor jeg gemte mine rollespilsinteresser væk. Virkelig! Og så kommer jeg til at tænke på min egen datter, Uma, og at jeg vil være rigtig ked af, at hun ikke ender med at blive… arkæolog for eksempel, fordi andre synes, det er nederen. Jeg vil altid opmuntre til, at dét, børnene virkelig brænder for og går op i, det skal de stå ved. Både gennem min rolle på Ramasjang og i mit eget moderskab."

"Jeg vil gerne selv give videre til min datter, at hun skal møde verden med en legende og nysgerrig tilgang. For hvis vi er nysgerrige, finder vi modet til at kaste os ud i alle mulige ting. Og måske vi på samme tid kan undgå had, skam, perfide kommentarer og dumme ord som drengepiger. Hvis vi er nysgerrige og spørger ind til hinanden, kan vi ikke gå galt i byen."

Hvordan opdrager du Uma til at stå ved den, hun er?

"Jeg skal huske mig selv på – og skriver nogle gange også på en post-it – at det ikke bare ligger i snakken at være, hvem man er. Man skal jo også være det! Så jeg prøver at være en inspirator for Uma. Jeg gad godt give hende en grundfølelse af, at hun er god nok, som hun er. Og at hun skal være tro mod det, hun vil. Jeg håber, jeg har givet hende en rygsæk med gode værktøjer, hvor hun kan sige: ”Jeg er ikke nederen, dum eller klam, fordi jeg kan lide X, Y eller Z.” Eller fordi jeg er en pige. Eller har æblekinder. Det er måske de andre, der har det svært, og dem, som kæmper med et problem lige nu. Det ville jeg ønske, jeg selv havde fået at vide."

Alle kroppe er rigtige kroppe

Når Silja går i bad, står hun helt nøgen foran spejlet og klasker med patterne. Så kan hendes datter se, at det er sådan, mors krop ser ud. I rollen som Ramasjang-vært stiller Silja sig også op foran skærmen med yoyo-vægt og æblekinder og giver børnene noget at spejle sig i.

Hvad for nogle kropsidealer vil du gerne give videre til næste generation?

"Jeg tror, børnene synes, det er dejligt at kunne spejle sig i en, som har æblekinder. Og en, som har briller, som laver lidt sjov og ikke er for selvhøjtidelig. Som ikke er den højeste person i verden, og som sjældent vejer det samme særligt lang tid ad gangen. Ved at være mig selv kan jeg fjerne noget skyld og skam i børnene: Jeg er jo bare Silja. Børn spejler sig i deres forældre, så vi skal gå foran og stå ved, hvem vi er. Og det er ikke det, vi siger, der tæller. Det er det, vi gør. Så du skal selvfølgelig tale med dine børn om alt det ved deres krop, de er usikre på.

Men du skal allerførst lære at hvile i din egen krop og vise, at det er ok at have dobbelthage og mave. Det har også alt at gøre med, hvordan du som kvinde kigger på dig selv i spejlet. Står du og trækker ind og løfter op – og ser dit barn, at du ser utilfreds ud? Så giver du måske videre, at det ikke er ok at have hængepatter eller mavedelle. Børn ser og fornemmer altså meget mere, end vi tror. Det nytter heller ikke noget, at du sladrer om andre, mens barnet hører det: ”Ej, har du set Betina, hun er blevet stor, hva’?” Det er en ærgerlig kultur at give videre, for så tænker børnene: ”Jeg skal i hvert fald ikke være tyk som Betina.” Det bedste forbillede for dine børn er dig selv. Men altså, vi skal jo heller ikke blive noia for, at børnene kopierer alt, vi gør. Det er den svære balance."

Oplever du, der er mange piger, der ser ned på egen krop?

"Piger har altså et eller andet med krop og udseende. Det kan blive heftigt, og det bliver kun værre med sociale medier, som er et dårligt spejl på virkeligheden. Men det er jo klassikeren, at man vil have, hvad andre har. Min lyshårede Uma, som har de smukkeste proptrækkerkrøller, når hun lige har været i bad, drømmer om at få langt, mørkt hår. Som er helt lige. For så har hun set en veninde, eller Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter, og så synes hun bare, det er meganice. Og hvordan skal vi rumme det? Der skal man bare elske sin unge med alt, hvad man har og give kram og knus."

"Når vores børn og vi selv bliver misundelige på andre, og hvad de har eller har opnået – det kan være en tynd krop, en jobmulighed – så kan vi gøre to ting. Vi kan vende det indad og tænke: ”Jeg er forkert.” Men vi også blive inspirerede og tænke: ”Hun er sej, hun går præcis efter det, hun vil. Hun har lige det job, jeg vil have. Hvordan kom hun derhen?” Og så handle på det!"

"For mit eget vedkommende kan jeg jo ikke gøre noget ved, at jeg er 1,58. Altså, det er jo nærmest Lise Rønne, hvis du klappede hende sammen. Men der er jo også noget sejt i at være lille. Jeg er tæt på jorden, jeg har et lavt tyngdepunkt, der er god jordforbindelse. Og det fede ved mit tynde Gollum-hår er, at det er godt at sætte. Og der er pissegode jokes i det. Så må man finde det sjove i det, italesætte og pege på de positive ting over for sine unger og lære dem at gøre det samme!"