15 oversete bakteriefælder: Her gemmer bakterierne sig i dit hjem
Hvornår har du sidst rengjort stikkontakterne, mikrobølgeovnen – eller vasket din hovedpude? Selv om du vasker og gør jævnligt rent, så er din hverdag fyldt med ting og steder, der kan være rene bakteriebomber. Bliv klogere på nogle af de mest oversete bakteriefælder i hjemmet, som du bør være ekstra opmærksom på.
Selvom du gør jævnligt rent og er grundig, når du svinger støvsugeren eller støvekosten, så kan der stadig gemme sig masser af bakterier rundt omkring i dit hjem. Der kan nemlig være bakterier alle de steder, hvor vi har kontakt med hænderne, og både støv og skidt kan være grobund for mange forskellige bakterier. Bakterier er bittesmå og kan ikke ses med det blotte øje, og derfor kan de små mikroorganismer nemt gemme sig alle steder – og ofte der, hvor du måske ikke lige tænker over det.
15 overraskende steder bakterier kan gemme sig:
1. Salt- og peberbøsser
Salt- og peberbøsser bliver brugt hver dag og berørt af hele familien til alle måltider, men det er nok de færreste, der tænker over, at de også trænger til at blive gjort rene ind imellem. Gør det derfor til en vane at tørre dem af med en fugtig klud sidst på dagen, når du alligevel rengør spisebordet.
2. Hjørner og kroge
I de små kroge fx i køkkenet kan der nemt ophobe sig støv og bakterier. I sprækken mellem dit køleskab og bordpladen eller sprækken bag ved komfuret opsamler der sig nemt skidt og snavs, som oftest bliver overset under rengøringen. Brug f.eks. støvsugeren til at komme ind i de små kroge.
3. Computertastaturet
Det er ofte de steder, som vi mindst tænker over, der er fyldt med bakterier. Det gælder bl.a. tastaturet til din computer, og derfor er det vigtigt af rense tastaturet regelmæssigt. Bruger du dit tastatur dagligt, bør du rengøre det for snavs og bakterier cirka en gang om måneden. Brug fx en vatrondel eller en vatpind, som du dypper i husholdningssprit og slut af med at tørre tastaturet af med en fugtig klud.
4. Mikrobølgeovnen
Når du varmer mad i din mikroovn, kan madrester og fedtpletter nemt sætte sig fast på indersiden af ovnen eller ovndøren. Da disse rester kombineret med varmen kan være grobund for forskellige bakterier, er det vigtigt at rengøre ovnen ind imellem. Du kan nemt og miljørigtigt gøre ovnen ren ved at stille en skål med vand og nogle citronskiver ind i mikroovnen og varme citron vandet, indtil det begynder at koge. Dampen fra vandet vil løsne madresterne på indersiden af ovnen og give en frisk duft af citron.
5. Køleskabet
Mange glemmer at rengøre køleskabet, og måske hænger det sammen med, at man ikke umiddelbart kan se snavs på samme måde som i resten af hjemmet. Men ikke desto mindre er det vigtigt også at holde køleskabet rent, så du undgår bakterier. Sundhedsfarlige bakterier som fx salmonella og skimmelsvamp samt bakterier fra gamle madvarer, mælkesjatter, kødsaft og jord fra grøntsager og frugt kan nemlig gøre køleskabet til en bakteriebombe, der i værste fald kan gøre dig syg. Se her hvordan du gør køleskabet rent på bare 20 minutter.
6. Stikkontakter
Stikkontakterne rundt omkring i huset bliver rørt flere gange om dagen, men ofte bliver de overset under rengøringen. Da der nemt kan ophobe sig forskellige bakterier, når alle i husstanden benytter sig af dem, er det vigtigt, at du husker at tørre dem af, når du gør resten af huset rent.
7. Skraldespanden i køkkenet
Alle skraldespande er snavsede, men vær særligt opmærksom på skraldespanden i køkkenet – især når det bliver varmere, da bakterier trives endnu mere i varme. Sørg for ind imellem at rengøre skraldespanden indvendigt og husk også at tørre eventuelle låg af for at undgå bakterier og andre mikroorganismer i at trives.
8. Dørhåndtag & greb
Dørhåndtag, greb på låger og skuffer og gelænderet på trappen er steder, som mange rører ved, og hvor der kan gemme sig bakterier og smitsomme mikroorganismer. Da alle håndtag er fyldt med bakterier – især håndtaget til køleskabet, skraldespanden, hoveddøren og toilettet – er det vigtigt at huske af rengøre dem jævnligt og evt. spritte dem af.
9. Fjernbetjeningen
En fjernbetjening som vi bruger til fjernsynet går på skift fra hånd til hånd. Derved kan der nemt ophobe sig mange bakterier både på selve fjernbetjeningen men også på de små knapper. Du kan nemt rengøre den med et desinficerende rengøringsmiddel, der egner sig til elektronik eller med almindelig husholdningssprit.
10. Tandbørsteholderen
Når du gør badeværelset rent så husk også tandbørsteholderen, da den kan indeholde rigtigt mange bakterier. Sørg for at vaske holderen med vand og sæbe mindst et par gange om ugen for at undgå, at der dannes bakterier og mug i kruset og på tandbørsternes skaft. Både krus og tandbørster kan i øvrigt sagtens tåle en tur i opvaskemaskinen – det dræber bakterier.
11. Kaffemaskinen
Der er ikke noget bedre end en kop friskbrygget kaffe. Men faktisk kan indersiden af kaffemaskinen være et paradis for bakterier. For at holde din kaffemaskine ren, kan du tilføje fire kopper ufortyndet eddike til vandbeholderen og lade det stå i 30 minutter, før du kører det gennem maskinen. Kør herefter maskinen igennem med rent vand et par gange.
12. Opvaskemaskinen
Gammel sæbe i lågeåbningen og gummilisterne samt madrester i filtrene danner grobund for bakterier i opvaskemaskinen. For at undgå en ulækker opvaskemaskine, bør du tømme grov-sien for mad og fedtrester mindst 1-3 gange om måneden og desuden gøre opvaskemaskinen grundigt ren 3-4 gang om året. Kør et intensivt program (65-70 grader) en gang imellem, gerne med indhold.
13. Trykknappen på toilettet
De fleste er opmærksomme på at rengøre selve toilettet for at få bugt med synligt kalk og skidt, men mange glemmer de bakterier, som man ikke kan se. Både håndtaget på døren til badeværelset men også stikkontakten, vandhanen og trykknappen på toilettet er alle steder, hvor der kan samle sig masser af bakterier, og som derfor bør gøres grundigt rent. Rengør med vand og sæbe og sprit eventuelt efter for at fjerne alle bakterier.
14. Kæledyrenes ting
Det er hyggeligt med kæledyr i hjemmet, men de firbenede og deres ting kan være rene bakteriebomber. Madskåle, kurve, lune tæpper og legetøj er ideelle væksthuse for bakterier, og får bakterierne lov til at udvikle sig, bliver de hurtigt til dårlig lugt. Derfor er det vigtigt at sørge for at vaske alle kæledyrenes ting med jævne mellemrum. Både for at fjerne lugten og potentielt smittebærende bakterier. Du kan fx bruge Rodalon, der effektivt rengør og fjerner bakterier.
15. Bamser og legetøj
Et andet sted, hvor bakterierne gemmer sig er på børnenes legetøj. Legoklodser, træklodser, bamser og nuttede plysdyr kan være fyldt med bakterier. Klodser og trælegetøj kan rengøres med vand og sæbe, mens bamser og tøjdyr bør rystes dagligt og vaskes i vaskemaskinen jævnligt.
Kilder: idenyt, Bolius, netdoktor.dk og Samvirke