Rapsmarker

Sådan skaber du smukke buketter fra grøftekanten

En buket behøver ikke at være dyr og komme fra blomsterhandleren. Trav i stedet en tur i den danske natur, på udkig efter smukke grøftekantsblomster, som du kan bruge til en sommerbuket eller en farvestrålende krans til stråhatten.

Markens gaver

Når du plukker valmuer, så gå efter blomster med en sprække i knoppen, hvor du kan ane farven. Dyp det nederste af stænglen i kogende vand, eller stik den ind i en flamme – så holder den længst
blomster.jpg
Når du plukker valmuer, så gå efter blomster med en sprække i knoppen, hvor du kan ane farven. Dyp det nederste af stænglen i kogende vand, eller stik den ind i en flamme – så holder den længst

I forgrunden af rapsmarker finder du ofte kornblomst, kornvalmue og sirlige græsser, som du kan blande i en sød og sommerlig buket.

Bevar blomsterne

Biodiversitet betyder ”forskelligartet liv”, hvilket vil sige natur rig på forskellige planter og dyr. Byggeri, veje og marker giver mindre plads til vild natur, men vi kan alle gøre vores for at passe på den, vi har. Når du plukker en buket, så saml ikke for mange blomster samme sted, og pluk aldrig samtlige blomster af en slags – det er uhyre vigtigt, at blomsterne får lov at sætte frø og sikre en ny generation.

Planterne har betydning for insektlivet, og derfor bør vi bevare så mange arter i grøftekanten som muligt. Når du – med omtanke – plukker en buket vilde blomster, er den til gengæld bæredygtig, fordi blomsterne hverken er vandet, gødet, pakket eller transporteret.

Vase i vasen

blomster-i-vase.jpg

1. På med hatten

Skal stråhatten – som er god at iføre sig, når du sanker blomster i den solrige natur – være ekstra festlig, så bind en skøn blomsterkrans, og sæt den på hatten, mens du plukker løs.

Her er det gederams, der samles ind – en plante, der kan blive op til et par meter høj, og hvis blomster sidder sammen i en lang klase. Senere dannes lange kapsler med frø forsynet med frøuld, så de let kan svæve af sted i vinden.

2. Pres blomsten

Du kan lave et lille herbarium med sommerens vilde planter, eller du kan bare presse et par stykker og lime dem på for eksempel et bogmærke. Her er det gederams, kornblomst, kællingetand, hvid snerre og en blomsterstand fra busken pilebladet spiræa, som du undertiden kan finde i naturen.

3. Blot blåt

blaa-blomster.jpg

Selv om grøftekanten bugner af blomster i skønne farver, er det også smukt med en buket med blot en enkelt art, for eksempel kornblomst. Husk lidt at sidde på, når der skal holdes pause, samt en lille saks – nogle blomster kan være svære at plukke, og du risikerer at trække dem op med rod. Med saksen kan du let klippe stænglerne af, og planten får lov at vokse videre.

9 gode grøftekantsblomster

Almindelig blåhat

Bliver op til 70 centimeter og sætter blå blomster i juni-august.

Almindelig kællingetand

Flerårig med fire-seks gule blomster i en skærm. Efter blomstring dannes lange bælge, der også er dekorative i buketter. Sæson: juniaugust.

Almindelig røllike

Bliver op til 60 centimeter og har typisk hvide blomster, som dog undertiden er sart rosa. De enkelte blomster er små, men sidder sammen i en halvskærmformet top og er derfor iøjnefaldende. Sæson: juni-oktober.

Gul snerre

Små duftende blomster i topformede stande på stængler, der kan blive op til en halv meter lange i juni-september.

Hvid okseøje

Fine og sommerlige blomsterhoveder med gule rørkroner omgivet af hvide randblomster. Flerårig og bliver op til 70 centimeter i juni-juli.

Kornblomst

Den smukke blå blomst var tidligere almindeligt ukrudt i kornmarkerne, men i dag kan du også finde den i grøftekanten i juni-juli.

Kornvalmue

Flot rødblomstret plante, der bliver 60-80 centimeter og efter blomstring udvikler dekorative kapsler. Sæson: juni-juli.

Rødkløver

Flerårig, op til 40 centimeter høj plante med røde blomster i rund stand i juni-august.

Vild gulerod

Op til 80 centimeter høj skærmplante med charmerende hvide blomster i juli-august.

Find navnet 

Hvis du virkelig vil gå omhyggeligt og ambitiøst til værks, så medbring en lille plantebog med fine illustrationer, så du ved, hvad du skal kigge efter, og lærer navnene på det, du plukker, at kende.

pressede-blomster.jpg
Brug en plantenøgle, når du skal bestemme vilde blomster, fx bogen Dansk fletflora

Giv buketten lang levetid

Den vilde buket kan godt komme til at hænge lidt, inden du kommer hjem. Derfor er det en god ide at pakke stilkene ind i våd køkkenrulle med et stykke avis udenom. Sæt blomsterne i en spand koldt vand, så snart du kommer hjem.

LÆS OGSÅ: Vilde blomster i haven: Sådan får du en smuk blomstereng

Når du skal binde buketten, så fjern de nederste blade fra stænglerne, og klip et stykke at stilkene, inden de kommer i vand. Bind stilkene sammen, eller stik blomsterne i vasen én ad gangen. Skift vand regelmæssigt, og klip hver gang et lille stykke af stilkene. Sæt buketten køligt om natten.

blomsterkrants.jpg

Sommerens sødeste