I Hans og Sørens deleværelse er der plads til fordybelse og leg
Hans og Søren deler værelse, og selvom Søren måske ikke er helt gammel nok til at forstå Hans' passion for naturvidenskab, deler de to drenge interessen for dinoer og dejlige legesager.
For Hans og Sørens mor Majken er det vigtigste at der er plads til leg på drengenes værelse, men derudover har hun også brugt tid på at finde smukke vintagemøbler, der giver rummet personlighed.
Var det hele tiden planen at de skulle dele værelse?
Der er flere værelser i huset, så egentlig var det ikke planen at drengene skulle dele. Da Søren ankom, gav det bare pludselig mening at de skulle være sammen. Det giver dem stor tryghed at sove sammen og det fungerer utrolig godt, selvom der godt kan være fest om morgenen, for sengene står parallelt, så de kan kigge over til hinanden.
Hvor længe regner i med de skal dele?
Indtil en af dem udtrykker et ønske om eget værelse. Eventuelt laver vi et værelse til storebror Hans, hvor de så fortsat sover sammen på det nuværende værelse. Det ligger dog ikke i kortene lige nu at der er behov for endnu et værelse.
Hvilke tanker ligger bag indretningen?
Jeg har lagt stor vægt på at skabe et rum, der pirrer nysgerrigheden. Vores ældste dreng Hans er meget naturvidenskabeligt interesseret, så det er blevet et naturligt tema på værelset. Der skal være plads til leg og udvikling, men også gerne læring. Det meste af legetøjet er opbevaret i kasser, kurve og i det grønne chatol. På den måde er der et stort areal på gulvet til leg og bevægelse. Tipien kan nemt klappes sammen, så der er også plads til at flytte lidt rundt efter behov. Jeg har selv fundet møblerne rundt omkring på loppemarkeder og har selv restaureret dem og givet dem lidt farve, så de har fået et lidt mere legende udtryk.
Hvad er det vigtigste man skal tænke på, når man indretter børneværelse?
At der skal være plads til at være børn! At alt må bruges og leges med - pynt er for voksne. For os er gulvpladsen vigtig, da der tit bygges med Brio-tog og Lego.
Fungerer det efter hensigten?
Begge drenge er meget glade for værelset. Det fungerer rigtig godt at storebror har et ”helle” ved det grønne chatol. De små skuffer i chatollet er perfekte til hemmeligheder og små fund. Her har han sine særligt samlede skatte som lillebror ikke må lege med. Selvom de deler, skal der være plads til at de hver især har deres eget.
Hvad er næste projekt på børneværelset?
Næste projekt er at finde en ny seng til Hans. Han er ved at vokse ud af sin udtræksseng. Jeg håber på at finde en gammel karlekammerseng, der kan matche stilen. Derudover er jeg på udkig efter et karlekammerskab til deres tøj.
Flere børneværelser
-
15 tips til børneværelset
-
8 geniale Ikea-hacks til børneværelset
-
Indretning af børneværelset: 5 blogge med gode ideer og inspiration
-
7 ting du skal vide, når du indretter børneværelset
-
6 skønne børneværelser
-
Før & efter: Småt & sejt drengeværelse
-
Indretning af børneværelse: Her bor Karla og Bertram
-
Børneværelse: 7 skæve ideer
-
Skønt børneværelse med plads til vokseværk