Det danske brand
Bang & Olufsen relancerede for nylig noget så
1990’er-agtigt som cd-afspilleren. Flere møbelbrands introducerer
krom og stål som i 1980’erne, og farverne på vores vægge bliver
valgt til at sætte minder i gang om tidligere tider.
Når verden er
urolig omkring os, trækker vi os naturligt lidt tilbage og søger ting, som
gør os trygge. Det har været med til at tegne konturerne af trenden
Newstalgia, som er en sammentrækning af news og nostalgia eller på dansk;
nyheder og nostalgi. Det nye i det nostalgiske. Det kan komme til
udtryk på mange planer – fra en lille detalje, en svungen form på et møbel
eller en flæsekant på en pude, til hele koncepter som hotelindretninger, farveserier
eller kollektioner, der tager afsæt i tidligere tider som for
eksempel 1990’erne.
"Newstalgia er
en kombination af det nye og det nostalgiske. Det er en menneskelig
refleks at vende sig mod det, der er trygt og velkendt, når tiderne er
urolige og udfordrende," siger Julia Lahme, der blandt andet arbejder
med trendforskning og branding og ejer kommunikationsbureauet Lahme.
"Når vi lige
nu vender os mod noget, der går mindre hurtigt, er det fordi vi i en
tid med kriser og uvished har brug for at vores base, hjemmet, signalerer
stabilitet og ro," siger hun.
Det skal du
satse på i 2025
Ifølge Julia Lahme.
- Personligt udvalgte unikamøbler og effekter. Ting, møbler osv. der er lavet til hjemmet af dig selv eller af en professionel.
- Blidt lys og blid lyd.
- Inde- og uderum, der overlapper, og hvis du har rigtigt mange penge: Et wellbeingrum – et slags badeværelse, men med koldt bad og varm bruser.
I indretningen
af vores hjem tager vi også gerne afsæt i tidligere tiders håndværk og
farver. Men det skal ikke bare være gammelt for at være det modsatte af det
nye.
"Nostalgi
handler om at mindes en atmosfære, en følelse, et møde eller samværet med nogle
eller noget af personlig værdi," siger Julia Lahme.
I indretningen
kan det blandt andet vise sig som lidt ’moderne mormor’-stemning.
"Vi kommer til
at se meget retro-romantik, som ikke er en slags flæseromantik, men mere noget
almue-inspireret med rene linjer, striber og volumen på
møbler, tekstiler og interiør," siger Julia Lahme.
Ny tendens: Newstalgia
Nostalgi og modernitet er smeltet sammen og genopstået som Newstalgia - noget genkendeligt, men alligevel med et nyt twist. F.eks. en lille detalje som en flæsekant på en pude, til hele koncepter som hotelindretninger, farveserier eller kollektioner, der tager afsæt i tidligere tider.
Retroromantik
Også
trendekspert og livsstilsekspert Mads Arlien-Søeborg bemærker, hvordan vi
søger mod tidligere tider, når vi indretter, men ser også en anden tendens
end den retroromantiske. Han peger blandt andet på hvordan kendetegn fra
tidligere udskældte årtier lige pludselig dukker op igen:
"Vi kommer til
at kigge endnu mere i den kasse, der står 1990’erne på igen. Og så
vil vi stadig have stort fokus på glas, keramik og andet kunsthåndværk," siger Mads Arlien-Søeborg, der også kan se mange af 1980’ernes
ikoniske kendetegn komme tilbage.
"Vi kommer
både til at se masser af stål og kølige metaller, både med mat og poleret
overflade. Særligt glas, både klart og farvet, tror jeg virkelig meget på i det
kommende år," siger Mads Arlien Søeborg.
Det skal du satse på i 2025
Ifølge Mads Arlien-Søeborg.
- Vintage, second-hand og Underconsumption-core.
- Masser af stål og kølige metaller, både med mat og poleret overflade.
- Simpel indretning med få markante farver og statement-møbler, som gerne må være skulpturelle.
Men hvordan
finder man på nyt, der minder om tidligere tider? Det er ikke altid
nødvendigt. Vintagemarkedet bugner af ting og design, som stadig holder i
kvaliteten, og vintage kommer naturligt til at blive endnu mere udbredt, når
fortiden er det hotteste, du kan indrette dig med i nutiden.
Når det handler
om at finde vintageting fra tidligere tider er indretningsekspert og -konsulent
Anne Lawaetz Haaning meget dedikeret og bruger det aktivt, når
hun hjælper både virksomheder og private med deres indretning.
"Vi kommer til
at bruge de ældre ting på mange forskellige måder. De gamle ting skal
hjælpe til at fortælle en historie om vores liv og til at skabe
personlighed i indretningen," siger Anne Lawaetz Haaning og påpeger, at
trangen til at skabe personlige hjem, der skiller sig ud er blevet større.
"Siden de
sociale medier er kommet til, spreder tendenser sig med lynets hast. Det
gælder både microtrends og store kommercielle trends. Og selvom vi har
tendens til gerne at ville kunne genkende os selv i hinanden, så fornemmer
jeg, at vi – i takt med, at det bliver nemmere at kigge med hos hinanden i
tide og utide – har et større behov for at skille os ud og stå stærkt som
individer. På grund af de store udefrakommende indtryk har vi ekstra behov
for at kunne skabe kontakt til os selv og vores indre verden," siger Anne
Lawaetz Haaning, som deler ud af sin verden på instagramprofilen @ahcurated.
Køb brugt
Hun fremhæver
endnu en fordel ved at købe brugt:
"Der er ofte
også en økonomisk gevinst ved at købe brugt, og når vi vil sætte vores
eget præg ved for eksempel at ombetrække en gammel stol i vores
yndlingsmetervare – så skaber vi et unikamøbel, som er et mere bæredygtigt
alternativ til ny-produktion."
Sammen med den
stadig voksende vintagetendens ses også en tendens til, at vi skal
tænke endnu mere over, hvad vi investerer i i fremtiden. En tendens, der
har fået navnet Underconsumption-core, og som handler om at forbruge
mindre og kun skifte ud, hvor det giver mening og generelt investere i
bedre kvalitet.
Ny tendens: Underconsumption-core
Et fænomen, der handler om at forbruge mindre og i bedre kvalitet. Det handler om at bruge det op, du har, før du køber noget nyt, om at stå mere fast på det, du kan lide i stedet for at jagte de nye trends.
Nogle kalder det også sund fornuft og en nødvendig opbremsning af vores forbrugskultur, som har eskaleret blandt andet i kraft af det, vi ser på sociale medier, hvor der dagligt kan opstå et nyt kunstigt behov for at ville eje noget nyt.
Underconsumption-core gør det cool at købe færre ting, bruge ting op og købe brugt.
"Jeg drømmer
om at inspirere flere til at foretage bevidste valg i forhold til vores
forbrug. At vi forholder os til vores valg og stiller spørgsmål som: Har jeg
virkelig brug for det, jeg er ved at købe? Er det en langsigtet løsning, jeg er
i gang med? Og kan jeg måske finde et alternativ, som er vintage? Ingen
kan gøre alt, men alle kan gøre noget," mener Anne Lawaetz Haaning og
pointerer:
"Kvalitet skal
vinde over kvantitet. Genbrug og ting, som har et levet liv bag sig må
gerne spille en væsentlig rolle i indretningen, og jeg motiverer altid til at
købe med hjertet. Der er behov for mange ’nej’er’, for at der kan blive plads til
et ægte og langsigtet ja."