Det sluger næsten en 1/3 del af dit vandforbrug: Sådan kan du spare
Hvis du bader i fem minutter, koster det mellem tre og otte kroner om dagen – eller 1.095 - 2.920 kr. om året. Vil du spare penge på vandet, så følg disse råd.
Vidste du, at brusebadet er en af de helt store vandslugere i dit hjem? Omkring en tredjedel af dit vandforbrug går til det daglige brusebad. Derfor er det et oplagt sted at sætte ind, hvis du gerne vil have en lavere vandregning.
Er I mange i husstanden, kan det give en klækkelig årlig besparelse at følge de her fem simple råd:
1. Køb en sparebruser
En sparebruser blander luft i vandet, så strålerne spredes, og det derfor føles, som om der kommer mere vand ud. Gå efter en sparebruser, der bruger ca. 8 liter vand i minuttet. Det er halvt så meget som en almindelig bruser, og det betyder, at du sparer ca. 1.300 kr. om året.
2. Vandbegrænser
I stedet for en sparebruser kan du også vælge at installere en vandbegrænser, som er en modstand, der nedsætter vandgennemstrømningen i dine vandarmaturer. Vandbegrænseren kan bruges både på vandhaner og almindelige brusebatterier og koster ca. 50 kroner.
LÆS OGSÅ: 6 myter om at spare penge
3. Kortere bade
Du sparer yderligere 2.000 kr. om året, hvis du skærer dit bad ned fra ti minutter om dagen til fem minutter. Samtidig har din hud bedre af de korte bade. Sæt din telefon eller et æggeur til at ringe, når de fem minutter er gået. Prøv også at slukke for vandet, når du sæber dig ind og vasker hår.
4. Brug glidestangen
Installér din bruser på en glidestang, så højden kan indstilles til den enkelte. Jo tættere på kroppen, bruseren sidder, jo mindre afkøles vandet – og energiforbruget falder derfor, fordi du ikke behøver skrue så meget op for det varme vand.
5. Skru ned
Varmt vand koster 70 procent mere end koldt vand. Hvis du tager meget varme bade, kan du altså med fordel skrue et par grader ned.