I Aarhus lå en gammel bygning med linoleumsgulve og lignede det, den var: En institution. Men kun til den dag, hvor et par fra Aarhus kastede deres kærlighed på universitetsbygningen fra 1934, der i dag fremtræder moderne og fuld af originale løsninger.
Det er de færreste par på omkring de 30, der kan sige, at de nu bor sammen i deres tredje hus. Og endnu færre, der kan sige, at de har renoveret og indrettet hver af de tre huse fra bunden. Men det kan Luise Monbjerg Lyngby og Rasmus Kjær. For mindre end et år siden købte de deres tredje hus. En nedslidt bygning fra 1934, der tilhørte Aarhus Universitet og gennem årene har fungeret som bibliotek og undervisningslokaler. Det betød lutter linoleum på gulvene og computerstik alle vegne. Og det betød også, at Luise og Rasmus endnu en gang måtte trække i arbejdstøjet og rive alt ud og ned for at forvandle kvadratmeterne til deres drømmebolig.
Et uoverskueligt projekt ville mange sikkert synes, men en lækkerbisken af en opgave for det unge par, der begge er uddannede bygningskonstruktører. Dertil kommer, at Rasmus har en uddannelse som murer, og at Luise arbejder som boligstylist og indretningskonsulent i det ejendomsfirma, Rasmus er medejer af.
– Vi brugte omkring 85-90 procent af vores vågne tid på ombygningen, og det betød, at vi allerede efter tre måneder kunne flytte ind. Lige med den detalje, at det var vinter, og vinduerne stadig ikke sat i, siger Rasmus.
Fra bjørne i Alaska til bungalow i Århus
Lidt træk fra vinduesåbningerne skræmte nu ikke det unge par, der er vant til at klare sig i langt barskere natur. Rasmus er inkarneret jæger, og så snart han ikke er ved at sætte huse i stand eller bygge helt nye af slagsen via sit firma, rejser han jorden rundt for at nedlægge vildt. Efter blot at have kendt Luise i et par måneder inviterede han hende på jagt i Alaskas ødemark. Så øde, at de blev dumpet midt mellem træer og bjørne af en helikopter og først så mennesker igen, da helikopteren vendte tilbage 12 dage senere.
– Luise stod distancen, og det samme gjorde vores forhold. Det var en romantisk oplevelse og en god test og indikator for, hvor meget vi kan klare sammen, fortæller Rasmus. Luise nikker og forklarer deres faglige samarbejde med, at Rasmus er god til at se de store linjer, mens hun tager sig af indretningen:
– Rasmus er eminent til at se potentialet i en bygning, mens jeg rykker ind, når rammerne er gjort klar.
De synes begge, at processen med at omdanne en nedslidt bolig til en drøm af et hus for andre er superinteressant.
– Ikke bare for at tjene penge, men fordi der sker noget spændende undervejs i hele det slid. Jeg kan godt lide at pille et hus fra hinanden og komme ind til dets historie, forklarer Rasmus. De rå vægge giver flere steder i boligen vidnesbyrd om, hvad huset har været. Den største ændring parret har gjort, er at tilføje en del flere og større vinduespartier.
– Det lyder måske som en anakronisme at putte sprossede vinduer i en bungalow fra 1930’erne, men fordi vi har valgt nogle vinduer med smalle sprosser og så store glas, at partierne har en industriel effekt, så passer de flot til bygningen, siger Luise.
Annonse
Hygge og døde dyr
Stilmæssigt har det været Luises fornemste opgave af få plads til alle Rasmus elskede trofæer og balancere dem med noget mere feminint.
Annonse
– Jeg har hele tiden været mig meget bevidst om netop at skulle balancere mellem de rå, maskuline, moderne og hyggelige effekter. På designsiden kigger jeg slet ikke efter bestemte, smarte brands. For mig er det underordnet om en genstand kommer fra Ikea eller Hay. Jeg køber, når jeg ser noget, som jeg godt kan lide, og som passer ind, fortæller Luise.
Og hendes profession som boligstylist og indretningskonsulent fornægter sig ikke. Hun og Rasmus har til fulde formået at skabe et supermoderne hjem, der både er personligt, hyggeligt og har en international fornemmelse over sig.
Et hus som ikke bare må være inspirerende at bo i, men så sandelig også er en inspirerende mundfuld for besøgende.
Hvem og hvor?
Hvem: Luise Monbjerg Lyngby, 28 år, boligstylist, bygningskonstruktør og indretningskonsulent i sit eget firma ”Vida La Luu”. Rasmus Kjær, 30 år, ejendomsudvikler og bygningskonstruktør i Brdr. Thybo Ejendomsudvikling A/S.