Stinne Piotrowsky

Førstehjælp til dine potteplanter: Få Stinne Piotrowskys bedste råd

Stinne Piotrowsky har intet mindre end 300 planter i sin lejlighed. Hun eksperimenterer med at få sine grønne venner til at trives i forskellige typer vækstmedier – og deler gerne sine tricks til at yde grøn straks-hjælp.

Stinnes lejlighed er fyldt med planter, faktisk har hun 300 fordelt på 40-50 forskellige slags. Sådan har det dog ikke altid været; Stinnes planteeventyr begyndte nemlig først for seks år siden.

Dengang var hun sygemeldt og hun havde mistet gnisten. Vendepunktet kom fra uventet kant, da Stinne var gået i Føtex for at handle. Her købte hun nemlig impulsivt et bønnetræ, hendes første plante. 

"Jeg havde ingen forventninger om, at det ville trives, men mod al forventning begyndte bønnetræet at vokse! Det gav mig så meget glæde og ikke mindst et formål, for jeg begyndte hver morgen med at se, hvordan det gik med planten," fortæller Stinne.

Stinne-piotrowsky-planter1.jpg
Tv: Der er planter i alle rum i Stinnes bolig, og i køkkenet er hun i gang med at få avokadofrø til at spire, så de kan blive til smukke planter. Th: Der er planter i alle rum i Stinnes bolig, og i køkkenet er hun i gang med at få avokadofrø til at spire, så de kan blive til smukke planter.

Grøn hverdagsmagi

Der gik ikke lang tid, før Stinne købte endnu en plante, og så rullede snebolden. 

"Det gik hen og blev lidt magisk for mig; jeg havde ikke tid til at være ked af det, for nu havde jeg så meget fokus på planterne," fortsætter Stinne.

Hun havde ingen erfaring, så hun købte en lille bog, hvor hun noterede navn og pasningsbehov for hver af sine planter. Da hun var nået op på 50 planter, sad det efterhånden så meget på rygraden, at hun ikke længere havde behov for bogen, som i dag ligger gemt i kælderen.

Stinne-Piotrowsky-planter3.jpg
Tv: Planteverdenen er forunderlig, hvis man giver sig tid til at nærstudere den. Se bare denne herlige Philodendron squamiferum med fine, tætte hår på bladstænglerne. Th: Stinne dyrker mange dekorative grønne planter for bladenes skyld, men indimellem dukker de fineste blomster op som på denne begonie ’Angle Wing’.

Ville ikke på Instagram

Den næste store forandring i Stinnes liv indtraf, da hendes søn to år senere foreslog hende at komme på Instagram. 

"Jeg kunne ikke se formålet med det, men han fik mig overbevist," fortæller Stinne. 

"Det var let at gå til, for jeg tog i forvejen billeder til mig selv. Men jeg havde ikke forventet, at det skulle munde ud i noget; jeg troede ikke, at andre var lige så vilde med planter som mig."

Men heldigvis er verden fyldt med plantegale mennesker, og flere og flere kommer forbi Stinnes instagramprofil, så hun i dag har hele 164.000 følgere og dermed skabt et unikt forum for potteplante-elskere.

Stinne-Piotrowsky-planter4.jpg
Tv: Stinne har sat planten slangeskind i en stor glasvase, og nu arbejder planten sig på smukkest vis op af vasen. Th: Det ser dekorativt ud, når vækstmedierne lægges lagvis, således at der er leca i bunden, perlite i midten og spagnummos på toppen. Her er det syngonium ’White Butterfly’ og syngonium ’Albo’, der har det fint i den alternative ”jord”.

Hold din plante sund

Vil du undgå skadedyr og andre sygdomme, bør du først og fremmest holde dine planter sunde, for svage planter er mere udsatte. 

  • Vand og gød efter den enkelte plantes behov.
  • Placer planten, så den får tæt på den lysmængde, arten foretrækker.
  • Undgå træk.
  • Plant om i ny jord hvert andet år – eller oftere, hvis planten bliver for stor.
  • Undgå støv på bladene ved at overbruse din plante indimellem, gerne med regnvand, så du undgår kalkskjolder. Brug en vandkande med spreder.

Dyr i jorden

Stinne dyrkede i første omgang sine planter i jord på traditionel vis, men på et tidspunkt kom der dyr i jorden. 

"Jeg havde 200 planter, og halvdelen var ramt," fortæller hun.

Hun ompottede adskillige gange, men mistede alligevel halvdelen af sin samling. Det fik hende til at overveje at dyrke planterne på en alternativ måde.

Vandkultur viste sig at være en god løsning; det var slut med dyr i jorden, og lusene holdt sig også væk.

Stinne-Piotrowsky-planter5.jpg
Tv: Når der ikke er mad på spisebordet, får planterne også lov til at brede sig her, så man får en eventyrlig oplevelse af, at her er planter overalt. Mellem begonier, filodendron og parasolpilea står to prægtige terrarier, som Stinne har fyldt med små planter – et sjovt projekt for de fingernemme. Th: Stinnes stue er et hav af planter i alle tænkelige former, og i den lune del af året rykker nogle af dem ud på altanen. Der er mange at holde styr på, men Stinnes fif er at tage nogle stykker hver dag og på den måde sikre, at alle planter får den nødvendige pasning.

Alternativ til jord

Stinne kan have vandet stående i vaser i tre-fire måneder uden at skifte det. Hun kan dog se, at planterne ikke bliver helt så flotte i vand som i jord, men de kan sagtens stå der nogle år. Hidtil er de ikke blevet gødet, men hun vil begynde at tilføre lidt næring.

Forsøgene med vand har givet Stinne mod på flere eksperimenter, så nu afprøver hun andre vækstmedier, for eksempel leca, hvor stiklingerne slog rod efter to måneder.

Lige nu arbejder hun med lag af forskellige medier, som ud over pottemuld og leca er produktet Lechuza-pon. 

"Planterne trives med det lagdelte vækstmedie, og det ser flot ud, når du dyrker dem i glasbeholdere," slutter Stinne og kaster et blik på alle sine dejlige planter, der giver hende glæde hver dag.

Førstehjælp til potteplanter – sådan!

Kig jævnligt dine planter efter for skadedyr. Jo færre, des nemmere at bekæmpe, og du undgår, at de spreder sig.

  • Lus bekæmpes med insektsæbe, du selv kan lave. Bland en liter vand med en tsk. parfumefri opvaskemiddel eller brun sæbe, og tilsæt evt. 1 tsk. husholdningssprit. Hæld sæben i en forstøver, og spray alle dele af planten, også bladskeder. Hold bladene væk fra jorden, så der ikke kommer sæbe i, og skadedyr ikke skylles tilbage til jorden. Dæk evt. med husholdningsfilm. Efterfølgende kan du spraye let i jordoverfladen for at få bugt med skadedyr her.
  • Uldlus fjernes med en vatpind dyppet i husholdningssprit.
  • Trips bekæmpes med midlet Insektfri Siltac, som opløses i vand og sprayes på samme måde som insektsæbe, eller midlet BAC Plant Vitality, som også virker forebyggende på både trips og spindemider. 50 ml blandes med en liter vand og bruges som insektsæbe.
  • Gule blade fjernes straks og kan skyldes, at der naturligt visner et blad en gang imellem. Bliver det ved, må du tjekke, om planten står under de rette lysforhold, om du vander korrekt, og om den får den rette mængde gødning.
  • Belægning i jordoverfladen er rester af næringssalte og kalk. Skrab det øverste jordlag af, og erstat med frisk pottemuld. Læg evt. småsten på for et pænt udtryk.