Citroner

Sådan gør du rent med citroner

Der er næsten ingen grænser for, hvad en citron kan være behjælpelig med, og i disse (miljøvenlige) tider gør du klogt i at prøve vidundermidlet af til fx at fjerne rust fra dine knive og skjolder på tøjet.

Gør køleskabet rent med citron

Køleskabet kan være svært at få til at dufte godt, men prøv at tørre alle overflader af med citronsaft blandet op med vand.

Rengør mikroovnen med citron

Mikrovnen bliver skinnende ren, hvis du lader en skål med citronsaft og vand blive opvarmet derinde til kogepunktet. Hold lugen lukket i nogle minutter bagefter, så dampen fordeler sig. Bagefter tager du blot en fugtig klud og tørrer mikroovnen af.

Fjern dårlige lugte med citronsaft

Selv om skraldet er båret ud, kan spanden stadig lugte. Spray den med vand og lidt citronsaft, lad det virke et par minutter og tør efter med en fugtig klud.

Gnid skjolderne på tøjet væk med citron

Skjolder under ærmerne på f.eks. T-shirts og skjorter kan du fjerne ved at gnide dem med citron, før du vasker tøjet som normalt.

Fjern kalken på badeværelset

Kalk er ikke glad for syren i citroner, derfor kan du fugte fliserne i brusekabinen med vand, før du gnider dem med en halv citron. Lad det virke i nogle minutter, før du skyller efter med vand. Samme procedure fungerer også fantastisk på armatur og vask.

Fjern rust med citronsaft og salt

Hvis der er kommet rustpletter på dine knive, kan du gnide dem med citronsaft og salt, eller du kan lade dem ligge i citronsaft i fem minutter, før du vasker dem op i hånden.

Tip

Hvis citronerne er grønne, skyldes det, at nattemperaturen i Sydeuropa, hvor de dyrkes, endnu ikke har været under 13 grader. De grønne citroner kan sagtens spises.