Guide: Find skjulte skatte på landets loppemarkeder
Har du aldrig heldet med dig på loppemarked? Så får du her et par fif af tre kvalitetsbevidste kvinder, der hver fik 500 kroner at købe for. Se, hvad de fandt, og hvor de fandt det – og bliv inspireret til dine egne fund.
Hvem?
Nicola Kragh Riis, 36 år, boligredaktør på ALT for damerne og redaktør på ALT interiør. Elsker at gå på loppemarkeder, svælge i klenodier fra gammel tid og ikke mindst købe ”nyt” til hjemmet til ingen penge.
Hvor?
Vejloppemarked i Brønshøj, gårdsalg i Frederiksværk og Valby og det årlige loppemarked i Kartoffelrækkerne på Østerbro i København, loppemarked bagved Frederiksberg Rådhus.
Hvad falder du oftest for?
– Ting, som har noget særligt eller kan tilføre noget særligt til indretningen. Det kan være sjove figurer, unikke billeder, lamper eller vaser i lækre farver, der lyser op. Mærkevarer, som jeg kan få for en slik.
Hvad er du altid på jagt efter?
– Alderssvarende tøj og legetøj til min datter, smykker og unikke sager til hjemmet. Gerne noget, som kan løse en funktion (f.eks. opbevaring) eller noget, der kan bruges i køkkenet. Og så kigger jeg efter mærkevarer. Det kan være Holmegaard og Royal Copenhagen, og tøj fra mærker jeg godt kan lide.
Hvor gør du dine kup?
– Jeg går på alle de loppemarkeder, jeg kan slippe af sted med. Intet er for stort eller småt, og jeg trækker gerne håndbremsen, hvis jeg kommer forbi et papskilt med pil til loppemarked, når jeg kører rundt i sommerlandet. Jeg hælder mest til de private loppemarkeder, hvor alle på Solsortevej sælger ud af gemmerne. Her er priserne som regel meget lave, da sælgerne bare skal af med det.
LÆS OGSÅ: Bolig med vintagefund og keramik
Hvad er dit bedste loppeminde eller kup?
– Jeg har fundet en porcelænsfigur med et par krammende isbjørne fra Royal Copenhagen til 100 kr., som jeg siden hen har set fire-fem gange på loppemarked til alt fra 500 kr. til 1.200 kr. Så det var et kup. Hyacintvaserne til 40 kr. for to stk. er jeg også godt tilfreds med, og ellers har jeg for nylig fundet en Isabel Marant Etoile-kjole til 150 kr. En af de første gange, jeg gik på loppemarked, for vel nok 15 år siden, fandt jeg to af Verner Pantons Flower Pot lamper til 800 kr., og der fik jeg øjnene op for, at jeg kunne finde perler på loppemarked. Jeg har stadig lamperne.
Hvor ofte er du af sted og med hvem?
– Alt efter dagsformen tager jeg af sted alene, med min datter eller med en veninde. Min mand tager helst ikke med, hvis han kan blive fri.
Har du et særligt loppetip?
– Når en mand og kone står på boden sammen, så vent med at handle, til kvinden er ude efter kaffe. Mændene sætter priserne meget lavere, da de ved, at det med stor sandsynlighed bliver dem, der skal bakse tingene tilbage i kælderen igen. De vil bare af med sagerne, mens kvinderne er mere knyttede til tingene og tit har sat priserne på forhånd. Mændene er bare glade for at komme af med skidtet, mens kvinderne ofte har (høje) mindstepriser.
Hvem?
Mette Thomsen, stifter af det danske interiørbrand Design Letters, der er blevet verdensberømt for at lancere en porcelænsserie med en typografi, tegnet af Arne Jacobsen i 1937. Mette elsker vintagedesign og originale ting med historie. Af samme årsag elsker hun at gå på loppemarked: ”Så er jeg Mette, 7 år, i Tivoli”.
Se mere på Designletters.dk
Hvor?
På Silkeborg Loppetorv en søndag i maj 2012.
Bedste handel?
– Træbakken, vaserne og dukkehussagerne. Love it!
Hvad falder du oftest for?
– Generelt fin vintage keramik, som stod i ”den pæne stue” i de hjem, jeg kom i som barn i Vestjylland. Men jeg falder også ofte for lamper, vintagetøj og tekstiler. Og dukkehusting!
Hvad er du altid på jagt efter?
– Det svinger. På markedet i Silkeborg var jeg faktisk specifikt på jagt efter den originale træbakke fra danske Silva, som jeg endte med at finde. Et fint udført produkt, som for nylig er blevet relanceret.
Hvor gør du dine kup?
– Ikke hos professionelle kræmmere! De er alt for dyre. De bedste steder at handle er på velgørenhedsmarkeder, hvor pengene går til et godt formål. Der er arrangørerne bare ude på at sælge så meget som muligt.
LÆS OGSÅ: Skab liv på din altan
Hvor ofte er du af sted og med hvem?
– Engang var jeg af sted hver weekend. Både lørdag og søndag, og helst fra morgenstunden. Totalt stressende! Nu tager jeg kun af sted, hvis jeg fornemmer, der er et virkelig godt kup-potentiale. Ofte er jeg alene, det er mest effektivt.
Har du et særligt loppetip?
– Husk en god kræmmerpung med masser af småpenge. Sedler er lidt akavet at betale med, hvis man har pruttet en ting godt ned i pris.
Hvad er dit bedste loppeminde eller kup?
– Jeg fandt engang en skammel, tegnet af Arne Jacobsen, som jeg fik for 40 kr. på Frederiksberg Loppemarked. Det er snart 10 år siden, og den står stadig i min stue.
Hvad gav du for det?
– Samlet 460 kr. Jeg er godt tilfreds, selvom jeg måske synes, kjolen og skoene var lidt dyre. Men jeg blev revet med af deres klassiske vintagelook. På det punkt er jeg håbløst forelsket.
Hvem?
Louise Thorsted, 40 år, journalist. Louises weekender tilbringes allerhelst på så mange loppemarkeder som muligt, hun er særlig vild med håndgjorte ting og skæve fund, som udover at gøre hjemmet personligt også er gode samtalestykker – ting, der vækker gæsters og ikke mindst hendes to små drenges nysgerrighed. Hendes yngste Ludvig på 3 år, har allerede døbt frugtskålen for "bananfængslet".
Hvor?
En søndag i maj på Søllerød loppetorv nær Holte Station. Samme søndag på Gentofte loppetorv bag Charlottenlund Station. En lørdag i juni på Frederiksberg loppetorv bag Rådhuset. Samme lørdag på det årlige marked i Willemoesgade på Østerbro.
Bedste handel?
– Den lille kop i lustre er et sjældent fund og ikke lige sådan at erstatte. Og så har jeg stor respekt for håndværk og håndarbejde og elsker de to dukker, som jeg købte på det lokale beboermarked i Willemoesgade.
Hvad falder du oftest for?
– Ting der kan tilføre farver og kant til vores hjem – og min garderobe. Skal noget med mig hjem, må det gerne have lidt alder, humor og et strejf af noget feminint. Ting der minder om min barndom som f.eks. Irma-dåserne kan jeg ikke stå for, og så er min store svaghed hjemmegjorte ting, ikke mindst fordi jeg ved, hvor meget arbejde der ligger i at lave det. Jeg er altid på udkig efter tekstiler, som jeg med en relativ lille arbejdsindsats kan forvandle til noget andet.
Hvad er du altid på jagt efter?
– Tøj til mig selv og vores børn. Omkring 95 procent af det, vi går i, er købt på et loppemarked. Vi har to drenge, som slider deres tøj op – eller smider det væk. Det gør ikke så meget, når jeg har fået regnsættet fra Verre de Terre til 40 kroner og ikke givet 10 gange så meget for det i en butik.
Hvor gør du dine kup?
– På de faste loppetorve på Frederiksberg, Gentofte og Holte. Min tålmodighed rækker desværre ikke til spejdernes rodebunker.
LÆS OGSÅ: Boligreportage: Kreativitet i alle krogene
Hvor ofte er du af sted og med hvem?
– Helst hver weekend, om muligt begge dage. Min mor og jeg følges ofte. Vi har en fast rute og et ritual, som inkluderer kaffe og wienerbrød, som indtages på en bænk eller i bilen, mens vi nærstuderer vores egne og hinandens fund.
Har du et særligt loppetip?
–Sørg for at have småpenge, særligt hvis du kommer om morgenen, og husk et net (eller to) til at bære dine indkøb, så hænderne forbliver fri.
Hvad er dit bedste loppeminde eller kup?
– Jeg glemmer aldrig turene med mine forældre til byerne Lille og Amiens i Frankrig, som hvert år lukker hele byen til fordel for KÆMPE markeder. Bevæbnede med lommelygter og kontanter og kørende på kaffe og croissanter holdt vi os vågne, indtil turen gik hjem samme vej bare 24 timer senere.
Hvor meget har du snoldet for?
– 500 kroner i alt. Saltkarret og køkkenrulleholderen var lidt dyre, men holderen har jeg aldrig set før, og sættet var helt uden skår og skrammer, så jeg faldt for fristelsen. Jeg forsøgte at prutte prisen ned (ganske sjældent for mig), og det lykkedes mig heller ikke at få mere en 15 kroner i rabat.