Hvorfor kysser vi under misteltenen?
Mistelten og decemberkys hænger uløseligt sammen, og de fine grene med små hvide bær er efterhånden blevet et hyggeligt og romantisk symbol på jul i mange danske hjem. Men hvad er egentligt historien bag et kys under misteltenen?
Et kys under misteltenen hører som bekendt julen til, og selvom den hyggelige tradition gennem de seneste år for alvor har taget om sig herhjemme, så er det hverken en dansk eller moderne tradition. Op gennem historien er misteltenen blevet betragtet som en hellig plante.
Nogle mener, at den har rødder tilbage til den nordiske mytologi, andre til den keltiske folketro. Især i Frankrig og dele af Belgien brugte præsterne planten som lægeplante og som et frugtbarhedssymbol, der blev forbundet med uskyld og renhed. De mente også, at mistelten ville beskytte hjemmet mod onde ånder, og derfor pyntede de deres huse eller hængte den op i døråbningen, så den kunne holde ondskab og ulykke væk.
Men kyssetraditionen, som vi kender den, opstod formentligt først i den sene middelalder og var meget populær i det puritanske og sippede victorianske England, hvor man på den måde kunne få lov til at kysse, når man stod under en mistelten, selv i fuld offentlighed.
Tag misteltenen i ed
Når vi herhjemme taler om at tage misteltenen i ed, så henviser det til den nordiske mytologi. Balder, retfærdighedens gud, havde ofte mareridt om sin egen død. Og da hans mor Frigg hørte om det, tog hun dyr, sygdomme, træer, buske, ild og vand i ed og fik dem til at love, at de ikke ville dræbe ham. Men den luskede Loke fandt ud af, at den eneste plante, som Frigg ikke havde taget i ed, var den undseelige mistelten, som hun ikke mente kunne gøre nogen fortræd. Loke skar derfor en pil af den, og dræbte Balder med pilen.
I starten var det i Danmark kun på juleaften, man måtte kysse, og hvis pigen ikke blev kysset, skulle hun ikke regne med at blive gift det første år. Men heldigvis har traditionen udviklet sig, så nu om dage bliver der kysset under misteltenen i hele julemåneden – endda på munden, og så mange gange, som der er bær på planten.
Kilder:
Haveselskabet, Bolius og Giftlinjen.