Channe pynter sit hus mere end de fleste til jul: ”Jeg er pyntetosset!”
En helt særlig tatovering pryder Channes ene arm: Den forestiller julemanden, der kommer flyvende i sin kane. For Channe elsker jul mere end de fleste, og når det bliver 1. november, er hendes hus uden sammenligning det mest pyntede i stationsbyen Arden.
På en hylde i stuen står den fineste julepynt, som seksårige Channe nogensinde har set: En keramikfigur af julemanden i sin kane med rensdyrene spændt for. Med den ene hånd vinker han, og med den anden svinger han klokken, som får rensdyrene til at flyve.
Figuren er fastfrosset i øjeblikket, før alting sker: Før det magiske øjeblik, hvor julemand, dyr og den tætpakkede kane letter og hæver sig langt over jorden for at begive sig ud på årets rejse. Den rejse, som alle børn glæder sig til, for så får de pakker. Så er det J.U.L.
"Min far have købt figuren i Salling i Aalborg. Den kostede 500 kroner, hvilket var rigtig mange penge i slutningen af 90'erne, og derfor måtte jeg heller ikke få lov til at have den inde på mit værelse," fortæller Channe Nørby Frederiksen, der siden er blevet 31 år, gift og mor til to drenge.
Slægter far på
Channes glæde ved jul og pynt går helt tilbage til hendes barndom i Hobro, hvor hun næsten hver nat i december gik ind i familiens stue og tog den fine julemandsfigur ind på sit værelse.
"Jeg stjal den, og det måtte jeg jo ikke, så den kom altid tilbage på hylden i stuen. Senere blev mine forældre skilt, og så troede jeg faktisk, at jeg ville få den, men det gjorde jeg ikke. Da jeg var 22, sagde min far, at den var gået i stykker, og jeg græd virkelig over det," forklarer Channe med et skævt smil.
Den følgende jul klædte hendes far sig nemlig ud som julemand og gav sin datter hendes barndoms yndlingsfigur:
"Og så græd jeg igen. Tænk, jeg har grædt to gange over den her figur," konstaterer Channe og ser på den juleskat, som hun holder i hænderne.
Den er en af bare to ting, som Channe har fra sin barndom, hvor faderen elskede jul, mens moderen ikke gjorde. Det er næsten overflødigt at nævne, at Channe slægter sin far på i den henseende!
"Jeg er tosset med jul og har nogle gange pyntet op allerede i august, men nu pynter jeg til halloween, så julepynten er udskudt til 1. november, hvor jeg så giver den fuld gas," fortæller Channe.
Sammen med sin mand, Tom, har Channe sønnerne Liam og Spencer. Channe er socialpædagog, men har siden uddannet sig til industri operatør. Familien bor på Skovmarken, og husnummeret er ikke nødvendigt, hvis man kommer i juletiden. Så er det familien Nørby Frederiksens hus, der har allermest jule-bling.
"Folk spørger altid, om det ikke er dyrt med alt det lys udenfor, men det er jo LED lys, så nej, det er det ikke. Det er hyggeligt med farver og lys i en mørk tid, og det er skønt, at der er andre her på vejen, der også er begyndt at pynte op udenfor," erklærer Channe med et smil.
"Hvor er anden?"
Hun går all-in, eller måske skulle man sige all-out, på julepynt, for Channe har selv kreeret en enorm, rød sløjfe, som lyser på husets forside, og som skal gå hele vejen rundt, når hun får fundet mere af det røde stof. Her er "gran" og store, glitrende julekugler ved hoveddøren, kranse og slikstokke på træerne. Alt sammen kunstigt og fra USA.
"Da jeg begyndte med granrankerne omkring dør- og vindueskarme, var der ikke rigtig andre herhjemme, der gjorde det, så jeg fik det hjem fra USA. De har en helt anden tradition for julepynt, end vi har, og meget af det er temmelig dyrt, så jeg køber det brugt," forklarer Channe.
Hun sælger ofte sit julepynt igen, for året efter kan hun have nye ideer til julens pynt, men pænt behøver det slet ikke være!
"Pæn julepynt og hyggelig julepynt er to forskellige ting i min verden. Der er meget moderne julepynt, der er pænt, men jeg får aldrig pastelfarvet julepynt. Jeg vil have en stemning i mit hjem, hvor gæsterne kommer ind og siger, "Hvor er anden? Jeg er klar til at sætte mig". Det skal være gammeldags og hyggeligt," erklærer Channe.
Mickeys lyskæde
Der er en anelse trods i stemmen, for hun vil gerne slå et slag for, at vi voksne giver os selv lov til at være lidt ufornuftige og have det sjovt. Især op til jul.
"Tænk på børns værelser – de er indrettet med det, de kan lide, mens voksne tænker på, at det skal være så pænt. Jeg synes, vi skal hylde barnet indeni og gå efter det sjove," tilføjer hun.
Og Channe efterlever sin egen udtalelse, for her i hjemmet er der vitterlig usædvanligt meget bling. Blandt andet har Channe fået fingre i en lyskæde a la den, som Mickey Mouse har i sit juletræ i det ikoniske juleshow, hvor Pluto jager Chip og Chap gennem juletræet.
Den liger en række farvede plastikballoner i de grønne plastik-granranker, som pryder Channes hjem. En enorm julemand kigger ud fra væggen i stuen som en anden hjort over kaminen, og selv hendes ældste søn, Liam, der kommer ind i stuen, er klædt helt i rødt.
"Det har han nu helt selv valgt," siger Channe med et smil til sønnike, der nikker, mens hans mor tilføjer:
"Her i huset kan vi godt lide farver, og især rødt!"