Julie Lænkholm: ”Det var så meget modstand, som om universet prøvede at fortælle mig noget”

“Jeg er vokset op i Skovshoved med kreative forældre, der arbejdede som skuespillere, og som lod mig male mine egne gardiner og opmuntrede mig til at dyrke mine kreative sider. Som 13-årig brugte jeg hele min løn fra mit arbejde som opvasker på at tage op til en spirituel kvinde, få ‘rumsko’ på og tale om universet. Det spirituelle og det, der ligger udenfor vores hverdagsunivers, har drevet mig lige siden og er i dag en del af min praksis som kunstner.”

“Mine forældre gik væk fra skuespillet, da min storesøster og jeg var små, og blev skolelærere, så jeg er vokset op med en forestilling om, at det er et usikkert liv at være kunstner. Det er nok derfor, jeg uddannede mig til sygeplejerske i 2009. Jeg fik hurtigt job på hjertekirurgisk afdeling på Rigshospitalet, men jeg stoppede ikke med at være fascineret af den alternative verden og skabe ting med mine hænder.” 

“En dag kom min gode veninde Amanda (Collin, skuespiller, red.), der lige var flyttet til New York, hjem til København og sagde: “Jeg har fundet din skole!” Jeg var lige startet på hjertekirurgisk og havde planlagt at blive der, men hun havde altså fundet den her kunstskole, The Art Students League of New York, hvor mange af mine gamle helte og de største modernister har gået. Fx den amerikanske skulptør Alexander Calder og den franske edderkoppekunstner Louise Bourgeois.” 

“Jeg samlede al min ferie sammen og tog en måned til New York med mit portfolio under armen. Jeg tog direkte hen til skolen og bankede på døren. De lukkede mig ind, men sagde bare: “Du kan overhovedet ikke starte her, det er slet ikke sådan, det fungerer. Og i øvrigt synes vi heller ikke, at du har specielt meget talent,” da de så nogle tegninger, jeg havde lavet. Nu var jeg kommet hele vejen fra Danmark, og jeg vidste, at jeg kunne så meget mere end de tegninger, så jeg insisterede på en chance til. Og så forbarmede de sig og gav mig 24 timer til at lave nogle kollager. Jeg blev så glad, at jeg glemte alt om tidsforskel og ringede hjem til mine forældre midt om natten. Så lavede jeg de her kollager, afleverede dem på skolen og fik lov at blive der måneden ud. Og efter den endte det fandeme med, at de gav mig et fireårigt stipendium.”

“Jeg sagde mit job op og flyttede til New York i 2010. Jeg var i starten af 20’erne og havde kun været sygeplejerske i seks-syv måneder. I de fem-seks år jeg boede i New York, var jeg hjemme i Danmark hver sommer for at tage vagter på hospitalet. Så mit liv vekslede mellem maleri, print, træsnit og hjertekirurgiske patienter. Skolen var et gammelt støvet sted med alle mulige vilde typer, og de hjemløse fik lov at være i cafeteriet, hvor jeg også arbejdede."

"Det var som at træde ind i et stykke historie, og jeg elskede det! Sammen med en fantastisk koreansk kunstner, Kim Jung Ah, lejede jeg et atelier i Bushwick i Brooklyn, som dengang så helt anderledes ud end i dag. Vi kunne ikke gå alene, når det var mørkt. Men vi elskede at være der og lave kunst i weekenden. Det var som en leg. Vi var pissefattige, knoklede i skolen, gik i atelieret bagefter og lavede gryderetter, som vi prøvede at få til at vare så længe som muligt.” 

“Jeg ville gerne have en mere akademisk vinkel på min praksis og søgte ind på Parsons School of Design. På det sidste år af min master fik jeg 70 procent i stipendium, men jeg havde ikke selv de sidste 30, for det var vildt dyrt at gå der."

"Så skrev alle elever og lærere et brev til direktionen, og så endte det sgu med, at jeg fik det hele betalt. Det var mega rørende! Kunst og generøsitet hænger enormt meget sammen, og det prøvede jeg at afspejle i mit afgangsprojekt.” 

“Efter seks år i New York med dyt, dyt og “Fuck you!” fra klokken 9 om morgenen havde jeg muted min krop så meget, at jeg følte, at jeg kun levede fra hovedet og op. Jeg var ikke i kontakt med min krop, og derfor havde jeg lyst til at lave et værk med mine fødder. Det blev til et stort lergulv, som jeg gik på hver dag i et halvt år for at holde det i live, og det samme gjorde mine venner. Da det skulle udstilles på The Kitchen (kunst- og performancested i New York, red.), var vi 10, der gik med den her kæmpe pølse hele vejen til Chelsea. Det lærte mig, at du som billedkunstner er dit community.”

“Da jeg var færdig med at læse, trængte jeg til at komme væk fra al larmen og mærke mig selv igen. Jeg tog til Island, hvor jeg blev tilbudt at undervise på kunstskolen LungA, og senere fik jeg også lov at kuratere et residency på skolen, hvor jeg inviterede mine kunstnervenner. Jeg havde ingen penge, og ingen af os havde råd til at rejse, så det var også en måde at se dem på. Vi har altid været gode til at prøve at skabe muligheder for hinanden.”

“Jeg tog til Island for at undersøge, hvor jeg kom fra. Min fars side af familien stammer oprindeligt fra den nordlige del af landet, og jeg slog mig ned i byen Húsavík, hvor jeg var blevet inviteret til at lave en udstilling på det lokale museum. I den forbindelse kiggede jeg i deres arkiv, og der var masser af information om de mænd, der havde levet på egnen, men intet om kvinderne. Jeg ville gerne bruge udstillingen til at skrive kvinders stemmer ind i arkivet og inviterede lokalbefolkningen, kirkekoret, børnene og den lokale kvindegruppe til at lave forskellige performances rundt omkring i byen.” 

“Mens jeg forberedte udstillingen, boede jeg hos en gammel mand, Sigur Jón, på 90 år. Han havde skrevet en masse bøger om byen og var et levende arkiv, der hver aften fortalte historier fra egnen. En aften kom hans datter på besøg og foreslog mig at besøge en kvinde i bjergene. Hun stak mig et håndtegnet kort med instruktioner om at køre til højre ved et vandfald. Jeg lånte museumsinspektørens bil og kørte afsted. Efter halvanden time havde jeg ikke set andet end får, der var ingen mennesker og ingen vejskilte. Jeg var midt ude på landet og tænkte: “Hvis jeg bliver dræbt nu, er det min egen skyld. Hvad fuck laver jeg?” Men nu var jeg kørt så langt, at jeg blev nødt til at fortsætte. Der kom et lille hus til syne, og jeg bankede på. En ældre kvinde ved navn Kristlaug Palsdóttir åbnede og var så sød at lukke mig ind. Hun fortalte mig om naturfarver, og hvordan man kunne bruge de planter og blomster, der voksede udenfor hendes vindue, til at indfarve uld med. Hun gik hen til sin faxmaskine og kopierede en masse opskrifter, og næste weekend kom jeg igen for at plukke urter. De gamle bønder i Húsavík var så søde at komme med uld til mig, så jeg lavede køkkenet om til et farvelaboratorium og gik i gang. Mødet med Kristlaug Palsdóttir aktiverede min praksis og har været helt afgørende for, hvordan jeg arbejder i dag. Jeg endte også med at lave en række uldværker med nålefiltningsteknik – en anden gammel tradition fra egnen – ud fra nogle billeder, jeg havde taget i den islandske natur, til udstillingen.”

“Da jeg kom tilbage til København, var det som at starte helt forfra. Jeg fik et nervesammenbrud. Jeg boede i en lejlighed på 45 m² uden møbler i Larsbjørnsstræde og fik shippet alle mine værker hjem fra Island, men måtte på loppemarked for at købe knive og gafler. Min ven Ulrik gjorde mig opmærksom på, at man i 30’ernes og 40’ernes Paris ofte lavede udstillinger i private hjem. Så jeg besluttede at udstille skulpturer fra Island, billeder fra sangperformances og nogle små camera obscura-installationer, jeg havde lavet i nogle kaffedåser, i lejligheden. Det var et sted i mit liv, hvor jeg virkelig forstod, hvordan min kunst er en forlængelse af den, jeg er, og hvordan jeg lever.”

“Jeg interesserer mig meget for kunsthåndværksteknikker og postkolonialisme, og hvad er det for et forhold, der opstår, når jeg som dansker laver feltarbejde i udlandet. I 2017 tog jeg til Sri Lanka for at forberede mig til en udstilling på Tranen (udstillingssted i Hellerup, red.) Her boede jeg ude i junglen i tre måneder, hvor jeg lejede en væv hos nogle lokale kvinder, der lærte mig at væve. Jeg købte noget af deres garn og farvede det med blomster fra junglen. Jeg var – og er – meget opmærksom på min position som udefrakommende og den udveksling, der skete med kvinderne på Sri Lanka. Jeg fik også kontakt til den lokale ayurvediske læge og blev meget optaget af at farve med planter fra det holistiske medicinsystem fra Østen. Og så lærte jeg at heale af en anden kvinde, der boede i junglen. Det er jo et lidt slidt ord efterhånden, men det handler om at hive energi fra hovedet, ned til hjertet og ud igennem hænderne. Det rum har jeg efterfølgende været meget interesseret i at udforske."

"Det var også hende, der fortalte mig noget, som kom til at betyde rigtigt meget for mig. Nemlig at geparden er mit spirit animal. Det er et fænomen fra mayakulturen, at et dyr med bestemte karakteristika kan lede dig et sted hen. En aften sagde hun til mig: “Prøv at gå efter den!” Men der var jeg slet ikke på det tidspunkt. Jeg kunne slet ikke rumme det og tænkte bare: “Hvad snakker du om? Gå efter noget usynligt? Det kan jeg ikke.” Men en aften gjorde jeg det sgu alligevel. Jeg så en gepard for mit indre blik og fulgte efter den ud til udehuset, som viste sig at være i brand! “What!” tænkte jeg bare, fik slukket branden og gik tilbage til huset, rimelig chokeret. Hvad ville der være sket, hvis jeg ikke var kommet? Det var lidt meget for mig, så jeg lagde geparden lidt på hylden igen. Men jeg kunne ikke slippe den og besluttede mig for at tage til Afrika, hvor den stammer fra, og undersøge det nærmere.” 

“Lige inden jeg tog til Uganda, snakkede jeg med min psykolog om en stor sorg, jeg havde indeni efter en ufrivillig abort. Og for at forberede mig til turen prøvede jeg at transformere mig til geparden. Jeg gik hos en dame, der lærte mig at bevæge mig som en gepard helt ned på et mikromotorisk plan. Jeg er egentlig vegetar og ikke ligefrem en sportspige, men jeg begyndte at spise kød og løbetræne. Jeg havde bare lyst til at kropsliggøre de her kræfter og det her projekt for at se, om der var noget i det. I Uganda boede jeg i to måneder uden vand og elektricitet. Jeg fik malaria, og det var svært at indfarve mine materialer, fordi jeg kom i tørkesæsonen. Det var så meget modstand, som om universet prøvede at fortælle mig noget. Men jeg måtte jo se, om tingene foldede sig ud og hvis ikke, måtte jeg trække mig tilbage. Jeg boede ved siden af en gammel mand, der havde været ranger i en naturpark i 35 år. Han sagde: “Julie. Vi har slet ikke nogen geparder tilbage her, de er uddøde.” Og jeg var bare sådan: “Fuck mand, det står der på internettet! Hvad fanden sker der?” Jeg fik lov at lave et interview med ham, hvor han fortalte om gepardens træk. Han sagde bl.a., at de sorte rande, den har under øjnene, er et resultat af dens sorg over dens tabte børn. Det ramte mig ret meget. Jeg havde jo gået og forberedt mig på at være en hurtig, kødspisende gepard, og i stedet var det åndsfællesskab, jeg havde med den noget mere skrøbeligt. Den eneste og meget spinkle chance, jeg havde for at møde geparden, sagde han, var at køre 16 timer op til Kenyas grænse mod Sydsudan. Ingen andre rejste alene i det uroprægede område på det tidspunkt, men jeg blev nødt til det.” 

“Da jeg kom derop, kørte jeg ud på savannen med to rangere i en åben bil, og 20 minutter inde i køreturen, var den der sgu. Der stod en spillevende gepard seks-syv meter fra os, selv om den ikke var set siden 2015. De der rangere fattede ikke, hvordan det var muligt. Men de holdt stille og gav mig rum til at være sammen med geparden."

"Jeg græd og græd. Jeg kunne slet ikke forstå, at det var lykkedes. Jeg prøvede at nærme mit hjerte dens hjerte, mens jeg bare sad og stirrede på den. En islandsk shaman har lært mig, at du skal spørge: “Er du mit dyr?” hvis du møder dit dyr, og så kan de svare tydeligt ja eller nej. Og “Hvad kan jeg lære af dig, hvorfor møder jeg dig?” Så det sagde jeg inde i mig selv, mens jeg var forbundet med den. Den fortalte mig, at det ikke nytter noget, at jeg prøver at spise kød og løbe stærkt. Det handler om at være åben for, at noget kan strømme igennem mig."

"Efter tre kvarter gik geparden lige så stille ud over savannen og forsvandt. Oplevelsen er stadig ved at lagre sig i min bevidsthed. Det er åbent, hvor det ender."

"Men jeg er ved at skrive en bog om det (i samarbejde med Statens Museum for Kunst, red.). Det har krævet meget refleksion at komme som hvid privilegeret kunstner til Afrika og opleve det her, så jeg har brug for mere tid til at lade det bundfælde sig.”

“Som kunstner ønsker jeg kun en birolle i samskabelsen af et værk. Jeg forsøger at åbne op for en kanal udefra, ned igennem mit hoved og hjerte og ud igennem hænderne. På den måde kan jeg lave ting, der går ud over min egen forstand, og det er meget mere interessant end at sidde og overtænke et værk. Derfor ved jeg aldrig, hvor et værk ender, jeg ved bare, at de lige for tiden begynder med japansk indigo, som jeg lærte at farve med, da jeg var i Japan i oktober og november, og som jeg arbejder med i et projekt om de syv dødssynder til Art Basel. Nu har jeg lavet en regel om, at jeg skal lade det være, lige efter jeg har lavet noget, så jeg ikke kommer til at ødelægge det. Værkerne bliver meget bedre, når mit eget ego ikke blander sig så meget i processen. Det giver mening for mig at arbejde ud fra et højere selv, og jeg håber, at der for andre kan være nogle nøgler i mine værker, der kan aktivere det sansende hjerte og derved det højere selv. Det er i hvert fald drømmen for min praksis, som jo også er mit liv.”

“Lige for tiden har jeg rigtig travlt, for det er gået stærkt på det seneste. Jeg bliver repræsenteret af Galleri Nicolai Wallner, hvor jeg har min førte soloudstilling til august. Og så har jeg en nymånegruppe, hvor jeg inviterer kvinder hjem i min lejlighed ved hver nymåne – sammen med en gæst, der kan lære os forskellige aspekter af vores indre bedre at kende, så vi kan lære af hinandens mod og skrøbelighed.

"Jeg synes, at vi har bevæget os langt væk fra det, naturen prøver at fortælle os, og det er med til, at vi mister forbindelsen til vores krop. Jeg prøver selv at være opmærksom på månens faser, og det er selvfølgelig lettere i de perioder, hvor jeg er i god kontakt med mig selv."

"Men jeg kan tydeligt mærke forskel på min effektivitet, produktivitet og mit valg af farver alt efter, hvor i månens cyklus vi er. Nymånen handler om at sætte intentioner for den næste cyklus og er en tid, hvor jeg overvejer, hvor jeg gerne vil hen frem mod næste fuldmåne. Jeg øver mig i at mærke efter hver dag.” 

“Samtidig er jeg i gang med en treårig uddannelse inden for nordisk plantemedicin, hvor jeg en weekend om måneden lærer om nordiske urter, og hvad de kan bruges til. Ved kristendommens indtog blev mange af de kvinder, der havde viden om lokal plantemedicin, brændt på bålet."

"Noget af den viden blev bevaret i klosterhaverne, men den er ved at dø, og jeg synes, at det er ærgerligt, hvis vi mister viden om, hvor potent en mælkebøtte eller andre planter, vi i dag betragter som ukrudt, er."

"Det er ikke, fordi du ikke må tage en ipren, men det er da meget fedt at vide, at du også kan koge noget røllike ude fra baghaven, hvis du for eksempel har kraftige menstruationssmerter. Den videnskab vil jeg forsøge at aktivere i et projekt, jeg har kaldt Den Helende Have.”

“Min praksis er studie i de gamle håndværkstraditioner. At lade dem overleve, at aktivere den viden, som er ved at gå tabt, og at være bevidst om min position. Jeg ved, at jeg står på ryggen af mange modige kvinder, der har taget kampe, som har givet mig det privilegium – og måske også formål med dette korte liv – at bruge min stemme til at lave den kunst, jeg tror på.”

Hvem er Julie Lænkholm

• Uddannede sig til kirurgisk sygeplejerske i 2009 og arbejdede på hjertekirurgisk
  afdeling på Rigshospitalet frem til 2010.
• Flyttede til New York for at studere på The Art Students League of New York og har en Master i Fine Arts fra Parsons School of Design fra 2016.
• I 2016 udstillede hun på museet i Húsavík på Island, hvor hun lærte at farve uld med vilde blomster og planter samt håndværksteknikker, som hun bruger i sine uldværker.
• Udstillede bl.a. skulpturer fra Island i sin lejlighed i København i 2016.
• I 2017 tog hun til Sri Lanka, hvor hun lærte at væve som forberelse til en soloudstilling på Tranen i Gentofte. Samme år havde hun soloudstillinger på V1’s søstergalleri Eighteen, hvor hun betrak en jernramme, lavet i Kvindesmedien på Christiania, med silkestof og naturfarvet uld, som hun havde farvet i nogle gryder i sit atelier på Refshaleøen, samt på Chart Art Fair. 
• 2019 Soloudstilling på Matsushima Bunko Museum i Japan. 
• Arbejder lige nu på en serie om de syv dødssynder til Art Basel.
• Har atelier på Refshaleøen og bliver repræsenteret af Galleri Nicolai Wallner i København, hvor hun viser sin første soloudstilling i august.
• Er desuden i gang med en treårig uddannelse inden for nordisk plantemedicin, som indtil videre er mundet ud i kunstprojektet Den Helende Have.