Klematis: Sådan får du held med havens klatreplante
Drømmer du om smukke, klatrende planter, der pynter på facader, hegn og pergolaer, så skal du have fat i en klassiker: klematis. Se her, hvordan du får held med de blomstrende skønheder.
Kom godt i gang med med klematis
Nogle slægter i botanikkens verden er små, mens andre er store, og klematisslægten hører til blandt de sidste, for her er både adskillige arter og sorter. Klematis er flerårige klatreplanter, som kommer til vejrs ved hjælp af bladstilkene – planten er med andre ord perfekt til at dække lodrette flader, når blot den får noget at slynge sig omkring, for eksempel et espalier. Klematis kan som udgangspunkt plantes på alle tider af året, når blot det ikke er frostvejr, men der er ingen tvivl om, at planten har bedst af at komme i jorden i efterårsmånederne. Vælger du at plante i starten af sommeren, skal du være særlig omhyggelig med vandingen.
6 sorter af klematis
Destiny
Sorten DESTINY danner store hvide blomster med et hav af rosa støvdragere. Planten blomstrer i starten af sæsonen, men i løbet af august dukker de yndige blomster atter op.
Viola Doppio
Det er som en gave, der bliver lukket op, når den tætfyldte klematis folder sig ud – her er det VIOLA DOPPIO.
The President
Naturen er forunderlig, se bare denne violette THE PRESIDENT, et resultat af en forædling fra 1870’erne, foretaget af englænderen Charles Noble. Planten sætter et væld af store, flotte blomster i juni og juli, og derudover kan der komme en knap så overdådig blomstring, når sommeren går på hæld.
Boulevard
BOULEVARD er et registreret varemærke for en gruppe klematis med blomster i varierende farver. Planterne blomstrer flittigt en stor del af sommeren.
Country Rose
Når blomstringen er omme, kan klematissen udvikle de herligste frøstande. Der er botanisk set tale om en samling nødder med en lang griffel på hver, som gør frøene i stand til at flyve til nye voksesteder. Frøstandene varierer i udseende, og disse er fra sorten COUNTRY ROSE.
Pink Fantasy
Man kan blive ganske betaget af at kigge på den mangfoldighed af blomster, der findes blandt klematis, og PINK FANTASY er ingen undtagelse.
Sol i toppen
En tommelfingerregel siger, at klematis trives bedst, når rødderne er i skygge og toppen i sol. Det kan lyde som to modstridende ønsker, men det kan sagtens lade sig gøre at opfylde begge krav. Gå efter en solrig plet, hvor toppen af planten trives, og sørg derefter for skygge hen over rødderne ved at plante en staude lige ved siden af klematissen. Inden du sætter klematissen i jorden, er det en fordel at komme planten i en spand vand, så pottejorden bliver gennemvåd. Herefter graver du et rigeligt stort hul og løsner jorden i siderne og bunden. Den opgravede jord kan du blande med kompost og så lægge lidt af det i bunden af hullet, hvorefter klematissen placeres i hullet, og du fylder op med jord.
Tørstig plante
Klematis har brug for en hel del vand hen over sommeren, og det er bedst at vande grundigt, når du vander, frem for at give planten en sjat hver dag. Det er vigtigt for plantens trivsel, at jorden ikke tørrer ud, og du kan med fordel lade vandingsvandet stå i en spand eller vandkande nogle timer forud for vandingen, så det er tempereret.