Bettina Gedda om sit favorit interiørelement: "De kan være med til at slå tonen an for resten af indretningen, og så er de både funktionelle og praktiske"
Designer, kreativ direktør og indehaver af tæppebrandet Knothouse, Bettina Gedda, 48, bor i et historisk byhus midt i København. Det er opført i 1631 har tidligere huset flådens matroser. I dag er det de smukke farver, grafiske tekstiler, moderne kunst og møbel-klassikere, der fylder rummene og stimulerer sanserne.
Af: Annsophie Stoltenberg Roest Foto: Andreas Stenmann
– Vi bor min mand og mig, vores børn på 19, 17 og 14 år og vores franske bulldog, Imil. Vores hjem er en kombination af håndplukkede vintagemøbler, kunst og modige farvevalg, der giver en elektrisk følelse. Det samme som er signaturen i mine designs og produkter i Knothouse.
– Spisestuen er familiens samlingspunkt. Det er også årsagen til, at den blev anlagt i det største og mest centrale rum i huset med en sofa og et stort rundt spisebord med plads til alle.
Hvad bør der være i ethvert hjem?
– Plads! I alle ordets betydninger. Og tæpper og et fyldt køleskab.
Hvor slapper du af?
– Jeg elsker stemningen i mit soveværelse, så hvis jeg er alene en aften, går jeg derop. Der finder jeg ro.
– Min familie. Vores hjem skal rumme og afspejle vores individuelle personligheder og behov. Både i form af praktiske løsninger, men i høj grad også vores passioner og æstetik. Og så implementerer jeg altid mine tæpper i mit arbejde med farver i indretningen. De danner grundlag for de andre farver og mønstre i rummet.
Hvad er din seneste investering til boligen?
– Et maleri af Vilhelm Lundstrøm, som jeg købte på Bruun Rasmussen Kunstauktioner. Lundstrøm har fuldt mig, siden jeg var i starten af 20’erne, hvor jeg blev introduceret til ham af min billedkunstlærer på husflidshøjskolen i Kerteminde.
Annonse
Hvor køber du møbler og nips?
– Det meste af det nips, vi har, er enten arvet eller købt af kunsthåndværkere, som jeg har en relation til. Jeg køber hovedsagelig møbler fra auktionshuse eller internationale forhandlere. Specielt Bruun Rasmussen bruger jeg meget.
Hvem er din yndlingsmøbeldesigner?
– Jeg er vokset op med danske møbelarkitekter, som jeg stadig holder af. Viggo Boesens bløde polstrede stole fra 40’erne er superskønne.
Hvem er din yndlingskunstner?
– Elizabeth Peyton, blandt mange.
Hvor kom ideen til Knothouse fra?
– Tæppet er et fantastisk medie, det bygger bro mellem kunst og interiør, mine to passioner.
Hvad er det, tæpper kan skabe i et hjem?
– Tæpper er tidens ånd. De kan være med til at slå tonen an for resten af indretningen, og så er de både funktionelle og praktiske. Når du bor i et koldt land og gamle huse, som mange gør i Norden, er tæpper gode til at isolere. Jeg har altid omgivet mig med masser af tæpper for at gøre det varmt og hyggeligt. Også i rum med dårlig akustik er tæpper en smuk løsning. Du kan placere et tæppe i et rum, gerne så stort som muligt, og det vil på en eller anden måde binde resten af interiøret og menneskene i rummet sammen.
Knothouses tæpper er meget unikke, nærmest kunstværker. Hvor får I inspiration fra?
– Verden er fuld af inspirerende mennesker, objekter, former, farver, lyde og følelser. Vores visuelle udtryk er forankret i kunst og håndværk. Vi arbejder ofte med geometriske mønstre og en tydelig farvepalet.
Hvad finder man meget af i din garderobe?
– Jeg har lidt, men godt, og bruger alt mit tøj ret flittigt. Min garderobe er en blanding af det klassiske og det kulørte.
Annonse
Hvem er din yndlingsdesigner?
– Phoebe Philo for Céline.
Hvad er dit drømmekøb?
– Ud over et værk af Elizabeth Peyton går jeg meget i sneakers og mangler dem altid. Jeg er særligt glad for Balenciagas og kunne sagtens se mig selv eje dem i alle farver.
Hvor shopper du?
– Jeg shopper ofte i udlandet, når jeg er på ferie, men herhjemme går jeg i Holly Golightly og Birger Christensen. Holly har en masse farver og mønstre, og i Birger kan jeg finde de mere klassiske styles.