Michael Kvium

Kvium om det vigtigste, han har lært: "Det er noget, jeg med årene værdsætter mere og mere"

Kunstneren Michael Kvium, 61, er kendt for sine dystre malerier og uforskønnede kropsbilleder. Han er aktuel med udstillingen Cirkus Europa på Arken, hvor han trækker publikum rundt i manegen og fjerner alt det, som vi går og gemmer os bag.

Du udstiller på Arken. Hvad er det for et cirkus?

– Kloden falder langsomt fra hinanden, og vi tager ikke stilling til det. Det er et cirkus. Udstillingen er et udtryk for, hvordan jeg synes, Europa i virkeligheden ser ud og de billeder, der kommer frem, når vi kigger på det, der sker omkring os. Lidt mere ærligt og hudløst.

Hvorfor så dyster?

– Det er jo, som man ser på det. Jeg vælger ikke det ideelle, og for nogen kan det virke dystert. Jeg kunne sagtens bare male pæne blomster, landskaber og portrætter af mennesker, men jeg vil gerne have en anden ærlighed.

Hvad synes du er smukt?

– For mig er ærlighed det smukkeste. Det kan godt være grusomt, men ærlighed er renhed, og det er enormt smukt. Jeg laver jo ikke grimme billeder. I øvrigt er det også et modefænomen, hvad der er pænt og grimt.

Hvad er så grimt?

– Det forløjede. Ikke fordi, at jeg ikke selv lyver eller fornægter ting, men netop derfor kan jeg også genkende det. Vi ser ikke det, vores øjne ser. Vi ser det, vores hjerne gerne vil have, vores øjne skal se. Derfor ser vi heller ikke, at vi er ved at smadre kloden fuldstændig. Jo mere det brænder på, og jo værre det bliver, jo mere synlig bliver fornægtelsen. Men det løser jo ikke problemer at lyve, være uærlig og lade være med at kigge.

Hvad interesserer dig mest hos mennesker?

– Jeg interesserer mig for mange lag af mennesket og for at finde en anden vinkel at se os selv med. I stedet for at kigge på om frisuren er rigtig eller forkert, tager jeg håret af personerne i mine billeder. Hår har ikke noget vigtigt at gøre med at være menneske, men det har betydning i sociale sammenhænge. Jeg fjerner de ting, vi bruger til at gemme os bag eller gøre os så lig andre som muligt. I hvert fald dem, du mener, at du har et fællesskab med.

Hvorfor er du så optaget af kroppe?

– Jeg har ikke som sådan et ærinde med kroppen. Tværtimod. Jeg har et ærinde med følelsen af at være menneske. Personerne i mine billeder er nærmest som mine egne skuespillere, som jeg bruger til at udtrykke mine budskaber. Folk reagerer nogle gange meget voldsomt på mine billeder, men et maleri er jo fuldstændig uskyldigt. Selv om de siger, at mine billeder er grimme, tror jeg, at de tænker, at personen i billedet er grim.

Hvem har inspireret dig som kunstner?

– Det er svært at pege på én kunstner. Jeg ser kunst som en meget stor bank, som jeg kan bruge af og som sikkert også bruger af mig. Jeg tror ikke, at nogen af nutidens kunstnere havde fundet ud af noget som helst, hvis vi ikke havde haft en kæmpe kultur omkring os. Hvordan ville verden se ud, hvis der ikke var nogen, der havde malet billeder for os i mange tusinde år? Hvis vi ikke havde alt det musik, der er skabt eller forfattere, der havde beskrevet verden? Hvis jeg var født uden nogen som helst kulturel viden, ville jeg ikke stå med en træpind med grisehår på og smøre pigment rørt op i olie på et stykke stof, som er præpareret. Vi tager så mange ting for givet.

Hvad er det vigtigste, du har lært?

– Jeg har lært ikke at stole på det, jeg tror, jeg ser og at være mistroisk over for alting. Du skal være i nuet, for når du er tilstede her og nu, lyver du ikke. Langt de fleste ting, vi gør, gør vi med henblik på noget, der skal ske fremadrettet eller med tanke på noget, der lige er sket. Når du bare er til stede, registrerende og skabende, er der ikke så meget normal tankevirksomhed. Det er noget jeg med årene værdsætter mere og mere.

Hvad har du gang i lige nu?

– Jeg er i gang med at forberede en udstilling til et nyt galleri i Stavanger. Når jeg ser det endelige resultat af en udstilling, som fx denne på Arken, begynder jeg med det samme at tænke over, hvad jeg kunne have gjort anderledes. Det er dybt frustrerende. Men det er altid begyndelsen på mit næste projekt. Nogle gange kan jeg godt misunde musikerne, der er i direkte dialog med deres publikum. Det er jeg jo ikke. Når min del af en udstilling er overstået, og jeg har lagt mine tanker ind i værkerne, er det dem, der kommer og ser den, der lægger deres mening ind i værkerne, og jeg ser aldrig, hvordan de modtager min kunst. Det er en underligt forskudt dialog.