"Gammel" blomster-trend har taget nettet med storm: Sådan laver du 'herbarium'
Alle dine yndlingsblomster og -blade til evig tid i et flot herbarium – var det noget? Gå på jagt i både naturen og din egen have efter yndige blomster, pres dem, og sæt dem på kraftigt papir, så er du godt i gang.
Du kan lave dine egne optegnelser over alle de blomster og planter, du holder allermest af, ved at påbegynde et personligt herbarium – eller blot presse og gemme en særligt smuk plante, som du vil give væk til en, du har kær.
Første step på vejen er at indsamle de planter, du vil bruge. Går du efter vilde planter, som ofte kan være rigtig smukke at presse, er det en fordel at indsamle dem i områder, hvor der findes mange af samme art, så du ikke driver rovdrift på naturen.
Vær opmærksom på, at det ikke er tilladt at indsamle fredede planter. Bestem derfor gerne planten, inden du klipper den af. Brug eventuelt en plantebog.
Smuk position
Når du har klippet planten af til din samling, så notér dens navn, findestedet og datoen. Når du kommer hjem, kan du lægge planten på avispapir eller lignende underlag, som suger godt.
Sørg for, at planten ligger så smukt og æstetisk som muligt, for den vil blive bevaret i denne position i dit herbarium. Læg derefter avispapir over – gerne fem-ti blade, afhængig af hvor saftfyldt planten er.
Vil du presse flere planter på én gang, kan du lægge et stykke pap imellem hvert hold avispapir, inden du lægger det hele i blomsterpressen.
Kig til planterne dagen efter, og skift avispapiret – på den måde tørrer planten hurtigst, og resultatet bliver pænest. I samme forbindelse kan du rette på planten, hvis den ikke er placeret optimalt. Skift avispapiret med nogle dages mellemrum, indtil planterne er helt tørre.
Sy din plante
Nu følger den sjove del, hvor planten skal monteres på såkaldte herbarieark, som er kraftigt hvidt papir. Du kan fastgøre planten med små stykker tape, men du får det flotteste resultat, hvis du forsigtigt syr den til papiret med tråd.
På herbariearket kan du gøre plads til en boks, hvor du noterer diverse fakta, eller du kan købe færdige etiketter til at klæbe på.
Skriv plantenavnet, eventuelt det latinske, hvis herbariet skal have en mere videnskabelig karakter, hvor og hvornår planten er fundet, hvilken type område den er fundet i – for eksempel hede eller strandeng – og endelig hvornår og af hvem.
Opbevar herbariearkene i en æske, og sorter dem eventuelt efter plantefamilie, slægt og art. Stil kassen tørt og mørkt, så holder de tørre planter sig bedst. Ark, der falder særligt smukt ud, kan du hænge op i ramme eller forære væk.