Patchwork og penselstrøg: Louise Amalie bruger sin kreativitet til at skabe det skønneste hjem
Tidløse tekstiler og kunst i klynger gør Louise Amalie Linders lille lejlighed i Københavns Nordvestkvarter til en hule af kreativitet og sanselighed. Med udsøgt æstetisk sans og en sikker kunstnerisk hånd har hun med symaskine og kalligrafipensel selv skabt mange af de fine værker, der pryder de 52 kvm.
Af: Eva Julie Klitgaard Fürst Foto: Anitta Behrendt
Årtiers gammel patina og sjæl er velbevaret og højt værdsat i den lille lejlighed, hvor Louise Amalie har værnet om de gamle snedkerlavede skabe, stuk og plankegulve. Faktisk er der ikke lavet meget om i det gamle byggeri fra starten af 1900-tallet, tværtimod er lejlighedens historie bevidst fremhævet i køkkenets rå vægge.
"De utallige lag af tapet minder mig om det levede liv, og at alting ikke behøver at være perfekt for at virke dragende," fortæller Louise Amalie.
Selv overtog hun lejligheden for snart 16 år siden, i selv samme bygning hvor både hendes olde-, bedste- og egne forældre har boet for år tilbage.
"Jeg flytter ofte rundt på indretningen, og langt det meste af det jeg ejer er arvestykker eller fundet på loppemarkeder eller rejser. Jeg startede i en tidlig alder med at samle på genbrug og omdanne genbrugstekstiler. Jeg er opvokset med forældre, der samler på arvestykker og antikviteter, og som ung føltes det som at bo på et museum," siger Louise Amalie.
Som teenager gik Louise Amalie til syning på den lokale undoms- skole, hvor hun blev undervist af to syersker, som arbejdede for Nordisk Films kostumeafdeling. Set i bakspejlet blev de rolle- modeller for hende, fordi de åbnede op for en helt ny verden.
"Jeg er uddannet tekstilformidler fra Håndarbejdets Fremme og Designteknolog fra KEA, hvorfra jeg har min viden om design, indkøb og produktion i mode- og livsstilsbranchen. Under min uddannelse gik det op for mig, at en produktion eller et stykke tøj aldrig vil kunne kaldes bæredygtigt – i så fald skulle vi stoppe med at bruge unødigt af naturens ressourcer, for i grunden har vi slet ikke behov for mere nyt tøj, hvis vi ser i vores fyldte klædeskabe," forklarer Louise Amalie, der med sit projekt Arvestykke omdanner brugte tekstiler til æstetiske produkter med et ønske om at relancere håndarbejde og give tekstilerne en ny værdi.
"Navnet Arvestykke opstod, da jeg syede min egen rumdeler bestående af et arvestykke fra min bedstemor. Titlen er samtidig en påmindelse om, at vi skal værne om tekstilerne og historierne de bærer med sig," siger hun.
Kreativiteten er for Louise Amalies vedkommende mangeartet både i form af madlavning, håndarbejde, plantefarvning, keramik og maleri inspireret af den japanske kalligrafiteknik.
"Jeg begrænser mig ikke til ét håndværk. Det bedste flow opstår, når jeg har flere projekter i gang på samme tid. Jeg er især fascineret af den japanske levemåde, som jeg forbinder med ro og ydmyghed. ”Ugoku”, som jeg kalder mine kalligrafiværker, er et japansk ord med flere symbolske betydninger, herunder bevægelse og at rykke sig fra et sted til et andet. Mine malerier er en påmindelse om, at vi skal huske at lytte til mavefornemmelsen. Det er en øvelse at give slip på tankerne og kontrollen, for i stedet at lade intuitionen føre penslen. Jeg bruger teknikken som en form for meditativ træning," forklarer Louise Amalie.
Hvem & hvor
Hvem
Louise Amalie Linder, 34 år. Kommunikationsmedarbejder og underviser på Suhrs Højskole. Står bag projekterne Arvestykke og Ugoku Movement. Følg med på @Arvestykke og @Ugoku___ Movement / Ugokumovement.dk
Hvor
Toværelses lejlighed på 52 kvm i en ejendom fra starten af 1900-tallet i Københavns Nordvestkvarter.