Louise bor i en bjælkehytte fra 1927 – og det kalder på en helt særlig måde at indrette sig på

Hvorfor bor du og din familie netop her?

“Da vi flyttede hjem efter fire års ophold i USA, hvor vi havde boet og arbejdet, manglede vi et sted at bo.

Vi kendte ejeren af huset, der gerne ville finde nye lejere, og selvom en bjælkehytte ikke lige er mig, var der alligevel noget ved huset, som gjorde os nysgerrige.

Læs også

”Det er første gang i 13 år, jeg føler, at mit hjem er en rigtig base”

Det var perfekt timing, for fire år efter fik vi lov at købe det, og det har vi ikke fortrudt. Det kan nemlig det hele, viste det sig. Der er hyggelig skihyttestemning om vinteren, hvor det trækker i hjørnerne, og man må rykke lidt tættere sammen og tænde op i pejsen, og om sommeren knager træet i varmen, og det er som et sommerhus med evigt åbne døre og unger, der render ind og ud.”

Hvad er husets historie?

“Huset, der er fra 1927, er det lille, sorte får på en vej, der ellers er fyldt med store villaer, og man kan ikke lade være med at bemærke det, fordi det stikker så meget ud. Historien fortæller, at der engang var en stor villa ved navn Krathuset på vejen, og at vores hus var familiens gæstehus.”

Hvilke tanker har du gjort dig om indretningen?

“Der er noget særlig ved at bo i et gammelt træhus. Man kan høre alt, og det er svært at hænge noget på væggene, men materialet lever samtidig på en anden måde end i et almindeligt hus, og der er noget hyggeligt og stemningsfuldt over det. Det kalder desuden på en særlig måde at indrette sig, fordi vi pga. konstruktionen f.eks. ikke kan ændre på plads- og rumfordeling og derfor er nødt til at tænke lidt ekstra over, hvordan vi fordeler tingene.

Når det er sagt, har vi aldrig sat os ned og lavet en plan for indretningen. Min mand og jeg er begge ret kræsne, så vi vil hellere vente på, at det rigtige dukker op end at styrte ud og købe noget halvhjertet. Vi levede derfor også utroligt længe uden køkkenlamper, fordi de tog tid at finde, og har heller ikke noget problem med en nøgen væg, hvis der ikke lige er noget, som er oplagt at hænge op.” 

Hvad, synes du, er lykkedes særligt godt?

“Jeg synes, her er indbydende og rart – og farverigt, uden det bliver en slikbutik. Desuden er det supervigtigt for mig, at vi ikke har indrettet os, så det kun er de voksne, der føler sig velkomne. Mine børn bor her også, og det gør ikke det fjerneste, at man kan se, at de folder sig ud og har det liv, som børn nu har, der ikke handler om at være varsomme eller begrænsede eller gå på listefødder af angst for, at noget går i stykker.

Læs også

Kalle bor i et baghus i København, som han har renoveret, men én ting har han bibeholdt

Jeg er ikke tilhænger af ting, der står i skabet i 10 år, indtil børnene er flyttet hjemmefra. Alt bruges, og så kommer der en plet indimellem. Det er da ærgerligt et kort sekund, men sådan er det.”

Hvordan kan man se, at det er lige præcis din familie, der bor her?

“Nogle af vores møbler har været med i både USA og Malaysia, hvor vi har boet. Andre har vi fundet under vores ophold i udlandet og taget med hjem. Derfor minder det meste os om de perioder af vores liv sammen.

Desuden giver vores kunst huset personlighed og får det til at føles som vores. Vi har samlet værkerne gennem mange år, og de bærer en masse historier med sig. Eksempelvis værket af amerikanske Emma Kohlmann, som min mand forærede mig som en velkommen hjem-gave, da vi vendte tilbage fra Malaysia.

Jeg anede ikke, at han havde købt det, men troede blot, at vi skulle forbi galleriet V1 for at kigge – og så skulle det pludselig med hjem. Det var en fantastisk overraskelse!”

Hvilket værk holder du mest af?

“Det er nok Ethan Cook-værket, der hænger over sofaen. Når man ser det på afstand, er det egentlig bare nogle pletter på et lærred, men hvis man går tættere på, opdager man, at det er vævet og har en helt anden overflade, end man troede. Man opdager også en lille syning her og en lille fold der, og det er et overraskelseselement, som jeg synes, er sjovt.

Der er en kontrast mellem forventning og virkelighed. Det er de samme kontraster, jeg godt kan lide i indretning – mellem det nye og det gamle, og det, der er taget ud af sin sammenhæng, men alligevel på en eller anden måde passer ind.”

Læs også

Anne Yoon bor på 76 kvm med sin familie på fire: Få hendes bedste tips til pladsoptimering her

Hvilken indflydelse har dit job på din æstetik?

“Jeg har drevet Studio Mini, hvor jeg sælger interiør, tøj og møbler til børn og familier, i snart seks år og noget af det, jeg især går op i, er, at tingene er praktiske og ikke kun smukke. Det nytter ikke noget, at de er så dyre, fine eller skrøbelige, at de ikke fungerer i det virkelige liv. Herhjemme skal tingene også kunne tåle lidt af hvert.”

Har du rutiner i dit hjem, der betyder noget særligt i din hverdag?

“Hver dag efter arbejde, fra det tidlige forår til det sene efterår, går jeg en runde i haven og tjekker, hvordan det står til med planterne; om der er noget, der skal vandes eller rives op eller lige trænger til lidt opmærksomhed.

Nogle gange følger min yngste søn på tre år mig i hælene med sin vandkande. Det giver mig ro efter en dag på arbejde, og det er en form for nulstilling af dagen. Efter min rundtur er jeg parat til at gå ind i huset og har overskud til familien.”

Hvilken type vært er du, når der kommer gæster?

“Jeg er så heldig, at min mand laver virkelig god mad, så det står han altid for. Jeg finder blomster, dækker op og skaber den ramme, der skal til for, at folk synes, her er hyggeligt. Jeg kan selv godt lide at komme i hjem, hvor man ikke behøver tage skoene af, og hvor det hele ikke er så stramt, at man bliver i tvivl, om man er velkommen. Det vigtigste er jo relationerne.

Vores middagsselskaber kan godt være lidt kaotiske med børn, der løber ind og ud, og folk, der selv skal hente vinen i køkkenet, men jeg holder meget af, at det er helt igennem afslappet.”

Hvad tror du, andre siger om dit hjem, når du ikke lytter?

“Jeg tror, de siger, at her er hyggeligt og rart at være, og så er der nok også nogen, der vil mene, at noget af vores kunst er lidt sært.

Vi har f.eks. et værk, som er et beskidt viskestykke, der er indrammet og har titlen 'Dirty Number One'. Jeg fandt det i en genbrugsbutik til 150 kroner, og min mand syntes, det var et lidt tosset køb, indtil vi så et værk hos Bruun Rasmussen af kunstneren Sven Dalsgaard, som lignede det til forveksling. Dets titel var 'Clean Number Two', og den eneste forskel var, at viskestykket var rent – ja, og så naturligvis prisen!” 

Hvornår føler du dig allermest hjemme?

“Et hjem for mig er det sted, hvor jeg kan være mig selv, og det er jeg sammen med min mand og vores børn. Jeg følte mig også hjemme, da vi boede i Malaysia og USA, for det handler snarere om de mennesker, jeg er sammen med, end om stedet. Men selvom jeg har det sådan i dag, oplevede jeg som barn, at mine forældre solgte alt, da de flyttede til udlandet med mig, og det gjorde mig rodløs på en måde, som jeg ikke ønsker for mine børn.

Derfor betød det meget for mig, at vi beholdt huset under vores sidste udstationering. For så stod der en hyggelig bjælkehytte og ventede på os, da vi kom hjem.”