Anette Støvelbæks første barn var ikke planlagt – men barnet havde en mission, siger hun

Mit første minde 

Er ikke en begivenhed eller et øjeblik, men snarere en stemning. Det er følelsen af at være i min families sommerhus i Kulhuse. Huset er lille, men omgivet af uendelige marker og af hav og skov. 

Vinden får bladene i de høje birketræer til at rasle og sollyset til at flimre i haven. Det er småt og trygt og enormt stort på samme tid. Det er den stemning, jeg husker. En stemning af ren lykke. 

Pernille Aalund skulle ændre noget radikalt i sit ægteskab – ellers ville hendes mand skilles

En dag erklærede Pernille Aalunds mand, at en særlig ting ved deres ægteskab ikke længere fungerede for ham. Han ville have mere kropslig kontakt, og hvis hun ikke kunne give ham det, så ville han skilles. Det fortæller hun i et stort interview med ALT for damerne.

Jeg boede ellers i København sammen med min mor og far og storebror. I en embedsbolig i det ungdomspensionat i Urbanplanen, hvor min far var forstander. Der var altid et virvar af unge og ansatte i det hus, og det var et spændende og levende sted at være. Men vi havde også brug for et sted, der bare var vores. Det fandt vi i sommerhuset.

Lidt fra huset lå en lille gård med grise, får og hunde og ny-udrugede kyllinger, der kunne ligge som små bløde dunbolde i mine hænder. Jeg besøgte tit den gård sammen med min sommerhusveninde, der var et par år ældre end mig og min bedste ven i de år. 

Da mine forældre solgte huset, var det en stor sorg for mig. Jeg var ung teenager og mine venner var på vej videre. Ud af sommerhus-alderen og ind i ungdomslivet. 

Men jeg var der slet ikke endnu, og det føltes som et enormt tab, da det her lykkelige sted i Kulhuse ikke længere var mit. Måske fordi det føltes lidt som at miste en barndom, jeg ikke helt var klar til at give slip på.

Min første skoledag 

Var virkelig ikke god. Jeg var et nysgerrigt barn, men jeg led forfærdeligt af hjemve og kunne bare ikke lide at være adskilt fra mine forældre. 

Jeg kan huske, at jeg havde sindssygt ondt i maven, og at det fortsatte de næste par dage, så jeg ikke kunne komme afsted. Og det gentog sig, det med at føle mig syg, når jeg skulle i skole. 

Her er André Babikians store kærlighed: ”Jeg vidste, at det var noget helt specielt”

Da André Babikian for fire år siden mødte kunstner Evren Tekinoktay, vidste han med det samme, at det skulle være dem. Kærligheden mellem dem er nemlig så stor og hjemlig, at han ville ønske, de havde kunnet dele mere af livet med hinanden – og derfor var trangen ekstra stor til at skabe noget nyt sammen.

I dag ved jeg, at jeg ikke var syg, men bange. I en sådan grad, at jeg nærmest kunne psyke mig selv til at få feber. Og i mange år, var skolen ikke et trygt sted for mig. Jeg fik gode venner og flere virkelig gode lærere, men jeg blev også mobbet. Især drengene var hårde. 

Jeg var flittig, og jeg kunne lide at lære og gøre mig umage, så de syntes, jeg var lærernes darling. Og det var bare ikke cool. Jeg tror, jeg intuitivt vidste, at det kunne betale sig at gøre sig umage, så jeg blev ved med at være, som jeg var. Men det var virkelig ikke nemt og uden knubs.

Mit første kys

Fik jeg af en dreng fra min klasse. Jeg kan ikke huske præcis af hvem, for der var to drenge, der fyldte i mit hoved dengang. Den ene var goofy og sjov og sød. Den anden var ham den seje, som alle pigerne sværmede for. Jeg tror, det var ham, jeg kyssede først. Ham den seje. Selvfølgelig var det det! 

Jeg husker ikke situationen, men jeg husker det grænseoverskridende og uigenkaldelige ved den. At det var lystfuldt og skamfuldt på én og samme tid. En transformation fra barn til ung og et tab af uskyld. 

Generationer

DR’s nye dramaserie Generationer er en medrivende og mystisk fortælling om en familie, som kastes ud i en krise efter fundet af et mumificeret spædbarn på et loftrum på Frederiksberg i København. 

Familiens matriark, den 87-årige Martha, erklærer nemlig, at det er hende, der har født og dræbt barnet. Og hendes børn og børnebørn må pludselig forholde sig til, at deres fortid er en anden, end de troede den var, og at det har betydning for deres nutid og fremtid. 

På DR1 13. april og DRTV 11. april.

Det er min erfaring, at den romantiske kærlighed fortsætter med at være dobbeltsidet. Der er altid noget på spil. Også når man, som jeg, har været i det samme forhold i snart 40 år. Kærligheden til ens familie og børn, den flyder bare og er langt mere stabil, mens den romantiske kærlighed er kompliceret.  

Man skal arbejde for at få den til at leve og overvinde alt det, den støder ind i. Indre uoverensstemmelser og ydre pres og fristelser. Man skal kunne finde hinanden igen efter raseri og uenighed og skuffelse.

Når det lykkes, får kærligheden til gengæld også en helt anden dimension. Man kommer til at kende hinanden på en anden måde end i nogen anden relation. Fordi man har blottet sig selv på en måde, man nok kun gør overfor sin elskede.

Mit første job 

Fik jeg kort efter, jeg blev færdig på skuespillerskolen i Odense. Det var en Benny Andersen-cabaret på Odense Teater. Og selvom produktionen var kaotisk, instruktøren blev skiftet ud, og det var en lidt gammeldags opsætning med digte og sange, så bekræftede det bare, at jeg var landet i det rigtige fag. 

Skuespil handler i sin grundform om at fortælle historier. Om at fremane figurer og livsverdner, som folk enten kan genkende i sig selv eller møde for første gang. Jeg elsker især at fortælle historier, som folk ikke vidste, de havde brug for at få fortalt. 

Det er nok også derfor, jeg elsker at se flow-tv. Nogle gange skal man ikke selv vælge, hvad man vil se, men bare se med. Og lade sig overraske.

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

Mit første hjem 

Flyttede jeg ind i sammen med min mand Lars. Han var 22, og jeg var 19. Det var en lille ny-istandsat ungdomsbolig på Nørrebrogade. Og vi indrettede os med en sofa svøbt i et indisk tæppe, to kinesiske guldsmede-drager i farvestrålende papir på væggene og en halvanden-mands-madras på gulvet. 

Det var ikke vigtigt for os, at det skulle være fancy. Det skulle være hyggeligt, rart og varmt. Og sådan har vi det faktisk stadig. Vi bygger ikke om og re-designer vores hjem. Det udvikler sig bare stille og roligt. 

Derfor var det også vildt sjovt, da vi købte et sommerhus for nogle år siden. Fordi vi pludselig skulle starte fra bunden. Vi købte huset, fordi vi gerne ville have et sted, hvor vi kunne samles, nu hvor vores drenge er flyttet hjemmefra. 

Det er en anden form for samvær i et sommerhus, end når man mødes hjemme hos hinanden, fordi der ikke rigtig er nogen, der er vært, eller nogen, der er på besøg. Alle er bare i sommerhus! Og det gør det lettere og mere ligestil at være sammen længere end bare over en middag. 

Det var det, der var meningen. Og drømmen. Og det er også blevet sådan. Men nu hvor jeg tænker over det, tror jeg måske også, at det har handlet om at genskabe min barndoms sommerhus. Det jeg mistede som teenager. Og som jeg nok i virkeligheden har savnet lige siden.

Mit første barn 

Var slet ikke planlagt. Lars og jeg boede ikke sammen, fordi han læste i København og jeg læste i Odense. Men vi følte bare, at Lue, vores første søn, skulle have lov at komme til verden. 

Det var som om, han havde en mission. Og da han kom, husker jeg det som om, han allerede kunne løfte hovedet selv. Det kunne han selvfølgelig ikke, men han virkede bare så stærk og tilstedeværende. Med store åbne øjne. 

Efter 26 år er Christine Albeck Børge og Lars Ranthe nyforelskede: Det er overgangsalderens skyld

Skuespiller Christine Albeck Børge kan mærke den begyndende overgangsalder på sine skift i humøret. Hun er blevet mere følsom og mindre rasende. Men overgangsalderen har også haft betydning for forholdet til hendes mand, Lars Ranthe, som hun elsker på en helt ny måde.

Vi ventede seks år, før vi fik vores anden søn, Thor. Og det var med fuldt overlæg. Vi ville gerne give Lue tid alene. Måske fordi jeg huskede, hvordan min storebror blev lidt mast af, at jeg kom til så hurtigt. 

Jeg er meget stolt af mine drenge. Af alt det de kan og vil i livet. Men jeg er først og fremmest stolt over deres empati og omsorg for andre. Nogle gange har de også givet andre for meget plads. Det er noget, de har fået i arv fra mig. Det her med altid at have et blik for, hvordan andre har det. Og føle et ansvar. 

Som mor har jeg været langt mere optaget af, at de også lærte at sætte grænser og passe på dem selv, end jeg har været optaget af selv at gøre det. Det er virkelig en balance, som er svær at ramme, men meget vigtig.

Mit første venskab 

Var med min sommerhusveninde. Hende der var et par år ældre end mig, og som jeg hang ud med på nabogården i Kulhuse. Hun var så cool og sød. Og jeg så virkelig op til hende. 

Jeg kan godt lide at tænke, at vi stadig havde været venner i dag, hvis huset ikke var blevet solgt. Men sandheden er nok den, at to år er meget i den alder. Og at hun allerede var på vej ind i ungdomslivet, mens jeg slet ikke var klar til at slippe barndommen. 

Jeg har virkelig mange venner. Så det er heller ikke fordi, jeg mangler. I mange år delte jeg mine venner op i forskellige kategorier og livsfaser. De hørte til børnelivet, til arbejdslivet eller til uddannelseslivet. Men i dag flyder de sammen. Nu er mine venner bare mine venner. 

Jeg er sådan en, der insisterer på at være der for andre og blive brugt til noget, hvis nogen kan bruge mig. Mig skal man kunne stole på. Og det er der heldigvis mange, der gør. Det er vigtigt for mig, for jeg tror på, at vores relationer og forhold er det vigtigste, vi har. Til vores elskede, til vores børn, til vores familie og til vores venner. 

Hvis vi svinger os helt op og stiller de store eksistentielle spørgsmål – hvorfor er vi her? Hvad er meningen med det hele? – så tror jeg, at relationer er det nærmeste, vi kommer et svar. 

Der er stor kunst og kultur, og der er banebrydende videnskab. Og det er stort og spændende og utroligt vigtigt. Men det er i bund og grund relationerne, og den kærlighed vi deler med hinanden, der gør det hele meningsfuldt.

Denne nydelse i dobbeltsengen bliver mere og mere populær - alligevel skaber den forargelse

Hvad går vi glip af, når vi ikke slikker hinanden i numsen? Et ægtepar var til parmiddag, hvor de andre par fortalte, at de alle havde prøvet oralsex af numsehullet, og at de ofte nyder det, når de er sammen. Kvinden blev overrasket og spørger nu, om det bare er hende og hendes mand, der er bagud. Bliv klogere på rimming, når sexolog Ditte Winkel svarer på læserspørgsmålet.

Mit første alderstegn 

Husker jeg meget tydeligt. Det var tæt på min 30-års-fødselsdag. Jeg knækkede en tand og følte mig pludselig helt porøs og gammel og tænkte; ”så, nu begynder det!” Det gjorde det jo overhovedet ikke. Men jeg har fulgt godt med i min aldring siden. 

Det gør man jo som skuespiller, fordi man konstant ser sig selv i spejlet, når man arbejder på at blive en anden. Og let kan tænke; ”shit, hvor ser jeg træt og gammel ud. Det går virkelig ikke til den figur.” 

Det er ikke noget, der har optaget mig så meget på et personligt plan, men jeg går meget op i at holde mit ansigt og min krop ved lige, fordi de jo er mine redskaber som skuespiller. 

Jeg bruger oceaner af penge på behandlinger, for kroppen brokker sig tit. Og så træner, svømmer og vinterbader jeg og bruger kollagen-pulver og lidt ordentlig ansigtscreme. Fordi det er nemmere at sminke et menneske gammelt og mærket end at sminke det ungt og glat. 

Samtidig er der noget enormt frisættende ved at blive ældre og give lidt slip på forfængeligheden. Lige nu er jeg aktuel i en rolle som en meget vejrbidt, indadvendt og alt andet end yndig kvinde, der går rundt i striktrøje og vaders og er dybt belastet af, at hun ikke er lykkedes med at passe på nogle af de vigtigste relationer i sit liv. Dem til sin mor og sin datter. 

Det er en vidunderlig rolle. Og der er heldigvis stadig flere instruktører og forfattere, der bringer den type fortællinger frem. Fortællinger om kvinder, der har levet og er blevet mærket af livet. Dem vil jeg meget gerne spille flere af.

Blå bog

• Anette Støvelbæk, 57 år. 
• Fik sit store gennembrud som Olympia i Italiensk for begyndere og har gennem sin karriere haft roller på både teatret i film og i tv-serier, hvor hun blandt andet har medvirket i Krøniken og Badehotellet. 
• Bor i København sammen med sin mand skuespiller Lars Mikkelsen. Parret har to voksne sønner. 
• Aktuel i DR’s nye dramaserie Generationer.