Kunne du bo som Louise og Jacob? ”Vi ved aldrig helt, hvor vores børn er, men vi er trygge”
I 2018 flyttede en familie fra Holbæk til Danmarks mest afsides ø for at udleve en pludseligt opstået drøm. De ønskede større nærhed og at gøre en god gerning. Mød Jacob og Louise, som ikke har fortrudt, at de rykkede til Frederiksø.
"Skal vi ikke flytte til Christiansø?"
Spørgsmålet kom fra Louise Pescettini i 2017, da hun sad og læste lærernes fagblad en aften i et parcelhus i Holbæk. Hendes mand, Jacobs, umiddelbare reaktion var ikke til at tage fejl af: Nej. Alligevel skrev de samme aften en ansøgning til jobbet som lærerpar på Danmarks mest afsides beliggende ø, hvor de og deres tre børn ville blive beboere nummer 85, 86, 87, 88 og 89.
"Jeg kunne jo godt se, hvilket fantastisk børneliv vi kunne få," husker Jacob.
Christiansø, som primært bebos af håndværkere og mennesker med en essentiel funktion på øen, havde brug for et lærerpar til at dele stillingen på skolen, og jobsamtalen glemmer Jacob sent.
"Det foregik i Forsvarets hovedkvarter i et betonhus med lange gange i et industrikvarter i Ballerup. Kontrasten kunne ikke være større," siger han.
Høj bølgegang
Når Jacob og Louise kigger sig omkring i deres hjem i dag, er der vand til de fleste sider. Christiansø er halvanden kilometer i omkreds, og de bor på den endnu mindre Frederiksø, som forbindes til hovedøen med en hængebro. Her er ingen biler, og når Louise, Jacob og deres børn går hen til øens skole, er det over toppede brosten, forbi militære anlæg fra 1700-tallet og op ad stejle granittrapper lavet i samme periode af norske livstidsfanger, inden turen går videre ad lindgrenske græsgange, til de når den gule bygning på Christiansøs østligste side.
Turen tager højst ti minutter. Det var de omgivelser, parret sagde ja til efter anden jobsamtale i januar 2018. Kort efter informerede Louise og Jacob børnene om, at de skulle flytte til øgruppen Ertholmene, som Christiansø og Frederiksø tilhører, og gå på en skole, hvor der kun var 15 elever.
Rejsen derover foregik i februar og var ikke ligefrem en blid start.
"Der var snestorm over Bornholm og meterhøje bølger på Østersøen, så vi brækkede os i de to timer, turen varede fra Bornholm til Christiansø," fortæller Louise.
"Da vi ankom, fuldstændig grønne i hovederne, med tre børn og to marsvin, stod alle beboerne klar til at tage imod os på havnen med flag og nybagte boller."
Annonse
Husk fødselsdagene!
Annonse
Selv om hun i netop det øjeblik ikke kunne sætte pris på bollerne, er gæstfriheden noget af det, hun i dag fremhæver som det bedste ved stedet. Familiens ejendele blev nemlig 14 dage forsinkede på grund af det ekstreme vejr, så Louise og Jacob lærte hurtigt, hvor let det er at låne sengetøj, bestik og andre fornødenheder af naboerne på Ertholmene.
Samtidig har de lært øens særlige traditioner at kende. For eksempel flager alle, når nogen har fødselsdag, og derfor har Louise og Jacob en kalender i huset, så de er sikre på ikke at glemme nogen.
Typisk for et øsamfund kan man heller ikke ”nøjes” med at være lærer, og derfor er Louise også turistguide. Ofte står hun klar klokken 11 på havnen, når turistbåden ankommer, og afvikler en times rundvisning på øerne. Jacob har en ekstra tjans i det lokale brandberedskab og har været på kursus i både brandslukning og røgdykning.
Ertholmene tilhører, i modsætning til resten af kongeriget, ikke en kommune. Derimod er der en administrator, som bor på Christiansø og sidder på pengekassen. Han kan altid ansøges om tilskud til arrangementer eller initiativer, og Louise har søgt om og fået uddannelsen til naturvejleder, fordi det kommer øen til gode. Hendes mand har også fundet nye sider af sig selv.
"Jeg har sat en koncert op på Månen, som vores lille forsamlingshus hedder. Det er fedt at prøve at være koncertarrangør," siger Jacob, som også har påtaget sig tjansen som administrator af sociale medier.
Dage uden mælk
Indtil videre har Jacob, Louise og børnene kun oplevet en enkelt vinter på Christiansø.
"Og jeg er positivt overrasket over, hvor lidt træg den vinter var," siger Louise.
"Man får jo ting til at ske, og der er kort fra tanke til handling her. Hvis man får ideen om at samle øens børn til MGP-aften på Månen, så sker det bare. Man stresser ikke herude. Hvis købmanden løber tør for mælk om vinteren, kan der gå tre-fire dage, før han får det igen. Jeg tror, det moderne menneske har godt af at blive sat lidt skak ind imellem."
Det, som oprindeligt fik familien til at rykke på drømmen, var det frie børneliv, og det har de fået i rigt mål på Ertholmene.
"Jeg ved aldrig helt, hvor mine børn er, men alligevel er jeg tryg," siger Louise og kigger sig omkring i haven.
"Jeg tror, Jens er nede og se håndværkerne bygge en ny bådebro i havnen. Viola er nede og svømme, og Carl sidder nok og gamer."
Noget af det, familien alligevel savner, er, at man som barn kan gå til noget, for der er hverken svømme- eller sportshal på Christiansø. Derimod er der bygget en tometervippe på Frederiksø, som børnene bruger livligt om eftermiddagen. Derudover skiftes forældrene til at arrangere aktiviteter mandag aften.
"Der sker mere i Holbæk, hvor vi kom fra, men forskellen er, at her deltager man i alt det, der sker, for at bakke op," siger Jacob og suppleres af Louise:
Annonse
"Det er også fællesspisning en gang om måneden og bal på Månen om sommeren," siger hun og peger et par meter væk, hvor det minimale forsamlingshus ligger.
Østersøen hver dag
Selv om det har været en omvæltning for familien at flytte herover, har de ikke for
trudt. Denne sommer flytter 14-årige Carl på efterskole på sin hjemegn, Holbæk, og derfra tager familien ø-opholdet ”et barn ad gangen”, som de siger, for der er ikke skole over 7. klasse på øen. Men hvad sker der så, når alle tre er væk?
"Jeg ved ikke, om det vil give mening at være her uden vores børn. Glæden ved at være her er netop at se dem løbe så frit rundt," siger Jacob.
"Men når vi vågner om morgenen, kan vi se Østersøen fra vores seng, og jeg tror, jeg får svært ved at stå op og kigge ind i naboens hæk igen."
