Forfatter Malene Lei Raben: ”Haven leger meget med mit følelsesliv”

Når Malene Lei Rabens have topper i juni, er den en fryd for øjet. Alligevel er der næsten kun ét sted på den store grund, der hører til den gamle Villa Albion på toppen af Valby Bakke, hvor hun kan holde ud at sidde. Én lille bitte plet på plænen, hvor græsset får lov at gro højt i sommermånederne.

Derfra kan hun lige præcis vinkle kurvestolen, så hun hverken kan se nybyggeriet ved Carlsberg, få øje på pletter, hun burde have skuffet, eller farvekombinationer, som ikke blev, som hun drømte om. For slet ikke at tale om de ærgrelser, som de forbandede snegles hærgen af tobaksplanterne, kan vække i hende.

“Haven leger meget med mit følelsesliv. Det er jo alvor. Jeg bliver oprigtig ked af det,” siger Malene Lei Raben, der dog for længst har erkendt, at det ikke nytter noget at drive sig selv fra forstanden i bekæmpelsen af skadedyr.

“Ligesom man sender sine børn ud i verden uden at sætte sporingschips i armen på dem, må man finde et kompromis mellem tillid og kontrol. Ellers bliver det værst for en selv,” skriver Malene Lei Raben om sneglene, der sniger sig ind overalt – selv i hendes drømme, i sin nye bog, Havemenneske – praktiske erfaringer og tanker om det grønne.

I bogen, der udgives netop, som havesæsonen banker på, deler hun sin personlige fortælling om 25 år med “jord under neglene og numsen i vejret.”

“Den handler om mennesket i haven. Jeg havde lyst til at forklare den drift, der trækker os ud i naturen. Fra vi i tidernes morgen for alvor begyndte at indhegne naturen, påvirke den, kontrollere den og underlægge os den til det nutidige havemenneske, der i sin proces med at blive havemenneske, igen bliver mere og mere forbundet med naturen,” siger Malene Lei Raben, der også har skrevet for at forstå, hvad der har fået hende til at bruge så meget energi og så mange timer i haven.

Denne kolde vinterdag, hvor vi står og kigger ud i haven, kræver det lidt fantasi at forestille sig en farverig og frodigt blomstrende af slagsen, men i haveåret er vi lige ved “begyndelsen på enden,” som hun formulerer det. Nok står grenene afklædte, nøgne og sårbare og åbenbarer deres fascinerende struktur, og jorden er våd og mudret, men kigger man efter, er haven fyldt med små gule lys af erantis og hvide vintergækker, der ærbødigt nejer og trækker ud i deres grønne kjoler under hækken og i løgplænen, som åbenbares fra husets veranda.

“For mig har havesæsonen været i gang længe, når vi rammer april,” siger Malene Lei Raben.

Vi har sat os indenfor, hvor hun hælder kaffe i kopperne, mens hunden Conrad stikker hovedet op fra under bordet. Foran hende ligger ordnede bunker med bøger og papirer med håndskrevne noter, så hun husker alt det, hun gerne vil sige.

“Mit haveår begynder 1. marts, hvor jeg begynder at iklæde huset massevis af krukker og potter med løg, der kommer op.”

Det gør hun for at vise, “at noget er på vej. Ventetiden er ovre,” forklarer hun.

“Der er helt dødt, fuldstændig, og så lige pludselig forvandler løgplænen med titusindvis af løg sig til et farvehav. Søer af blomster.”

I april begynder planlægningen af sommerens have med forspiring i alle husets vindueskarme. Højbedene gøres klar, vinterdækket af halm eller bladkompost tages af, og jorden beriges med heste- eller komøg, der giver varme, næring og mikroaktivitet i jorden. Hver måned sine gøremål.

“Jeg tænker meget i årstider og i nogle faste terminer for, hvornår jeg gør alle de her ting. Det giver tryghed i min hverdag. Måske hænger det sammen med mit landbrugsophav og den bondeslægt, jeg kommer af.”

Opgøret

Malene Lei Rabens mor kom fra en lille gård i Sønderjylland, men som ung forlod hun landsby og natur og drog til København for at indskrive sig i velfærdsstatens succeshistorie om social mobilitet, som så mange af os er rundet af en generation eller to tilbage.

Det konfliktfyldte forhold til sine forældre, særligt moderen, en højt begavet jurist, beskrev Malene Lei Raben i den autofiktive roman Fruen – en datters historie om kærlighed og frihed fra 2019, der handler om det svigt, 68-generationen, i hendes optik, påførte deres børn, mens de var i deres færd med at gentænke familiestrukturer og realisere sig selv. En roman hun skrev, efter hun som 48-årig i 2017 besluttede, at hun ikke længere ville tilbringe de fleste vågne timer i kontorlandskaber. Hun smækkede simpelthen med døren til en højtprofileret karriere – først som advokat, siden bl.a. som direktør i produktionsselskabet Blu, administrerende direktør på spillestedet Vega og til sidst en lederstilling på TV 2.

Den type prestigejob kommer nemlig med et skilt, hvor prisen oftest er skrevet med småt.

“Hvis du skal klare den type job, har du ikke tid til noget andet. Jeg kunne aldrig nå at hente mine børn, og der var ikke plads til at udleve mine mere kreative sider eller min lyst til at udkomme.”

Malene Lei Raben ville genvinde glæden og kontrollen over sit eget liv. Skrev et essay, Kontorlivet fik mine bedste år. Nu går jeg på ferie – for evigt, der kom på forsiden af Politiken og er et af de mest læste indlæg nogensinde. Et indlæg, der vakte lige dele forargelse: “Magen til privilegieblindhed, som borger i velfærdssamfundet bidrager man, hvis man i øvrigt er sund og rask,” mente nogle læsere, mens andre udtrykte stor respekt, for hvem drømmer ikke om at eje sin egen tid?

“Jeg kommer fra en meget boglig og akademisk familie, og jeg synes, jeg har brugt så meget tid på at videreføre et dogme, der ikke bare ligger i min familie, hvad det gør meget stærkt, men også et samfundsmæssigt skabt dogme om, at arbejdslivet er en lang fremadglidende bane uden pauser og afstikkere. Det gider jeg simpelthen ikke. Jeg synes, at jeg kan mange ting, og jeg vil have lov at udfolde mig på alle mulige måder,” siger hun.

“Det gør sikkert nogen glade at sidde med de der abstrakte kontorfag, men der bliver jo løbende lavet undersøgelser, som viser, at en del folk faktisk hader deres job, og lige nu har vi jo en global bevægelse, man kalder The Great Resignation, hvor folk siger op i massevis. På den måde var jeg lidt af en first mover. Havde jeg gjort det i dag, ville jeg bare være en del af en tendens, og ingen ville skælde ud,” siger Malene Lei Raben, der mener, at mange af de begreber vi bruger fra kærlighedslivet, er flyttet over i vores arbejdsliv. Vi skal ideelt set ‘elske vores arbejde’, være ‘passionerede’ og ‘engagerede’.

“Det, mener jeg, er usundt, for det er løgn. Arbejdet elsker dig jo ikke tilbage. Det er kapitalismen, der pakker sig ind i lyserøde gevandter og bløde dufte, og der er mange coaches og HR-afdelinger, som har en kedelig aktie i den manipulation.”

Haven som lindring

Ikke at hun vitterligt har holdt ferie lige siden. Hun arbejder stadig som juridisk konsulent og sidder i flere bestyrelser, hun har skrevet bøger og holdt foredrag, men det der kontorlandskab i neonlys …

“Det siger jeg nej tak til. Jeg synes, det er forkert at idyllisere, hvordan livet var for en bondekone for 100 år siden. Det var rigeligt hårdt, men der er et eller andet i den moderne arbejdsrelation, der sjældent bringer værdi nok for det enkelte menneske. Det er mest for kapitalen,” siger Malene Lei Raben, der opdagede, at hun var i gang med at kopiere sin mor og hendes kompromisløse forhold til arbejdet.

Første gang hun faldt ind i mørket med en stressrelateret depression, var for omkring 18 år siden, da hun var i midten af 30’erne. I en længere periode havde hun været med til at drive, lede og gøre produktionsselskabet Blu klar til salg.

“Når man rejser sig fra sådan noget, bliver man ikke lige så stærk igen. Det er ligesom med elastikken, der sprænger, og man forsøger at redde den ved at slå en knude, men den er blevet mør.”

Lidt som med de roser, hvis hoveder hun binder nedad på stativet ude i haven, og som i deres kamp for at vække biernes opmærksomhed og blive bestøvet skyder endnu flere knopper fra alle grene, end de ellers ville have gjort, fandt også Malene Lei Raben en ny måde at skyde på. Og det var delvist havens fortjeneste.

“Det var noget med at rejse sig og gå ud i haven og se,” siger hun.

“Haven har været en lindring for mig i alle livets svære situationer. Og det gælder både fra hårdt arbejdspres til decideret modgang og sorg. Der er en fysikalitet i haven, som er dybt tilfredsstillende,” siger Malene Lei Raben, der kalder haven “et værn mod fremmedgørelsen.”

For haven er et konkret, sanseligt rum, som – ud over at give skønhed og glæde – kan hjælpe med at bære og håndtere sorg. Spadestik for spadestik reparere fortiden, som røbede jorden små brudstykker af sandhed.

“Sådan havde jeg det i hvert fald, da min mor døde, og når jeg i øvrigt skal forholde mig til verdens enorme voldsomhed og uretfærdighed. Der er naturen en påmindelse om, at den bliver ved, og det er jo en enorm trøst. Og det tror jeg, at mange føler, måske uden at sætte ord på, som en lindring.”

Den erfaring er hun ikke ene om. Der er masser af forskning, der peger på, at det heler at arbejde med og i det grønne. Terapihaver er et fænomen, selv om Malene Lei Raben mener, at det er at instrumentalisere naturen.

“Vi behøver slet ikke den omvej, vi skal erkende vores plads i det store kredsløb. Naturen skal ikke være noget, du får på recept, når du har det dårligt. Den skal integreres i vores liv.”

I England, hvor haven er et stort forskningsområde, og hvor de virkelig tager den alvorligt, bruger man det at dyrke community gardens i resocialisering af kriminelle, fortæller hun.

Ligesom undersøgelser viser, at der er en sammenhæng mellem det at bo i byen og forekomst af psykisk sygdom. Noget tyder altså på, at det gavner sindet at bo der, hvor naturen i højere grad er til stede i den ydre verden, som fletter sig ind i den indre.

Spirer og klimakamp

Ifølge Malene Lei Raben er det geniale ved havearbejde, at det er så svært, at du ikke kan koncentrere dig om andet, når du udfører det, men ikke så svært, at det stresser dig med noget nyt.

“Du er lige der, hvor der er fuld koncentration om, at den staude skal deles eller flyttes. Men det er noget, du godt kan finde ud af, og det er ikke abstrakt,” siger hun.

“Det er en følelse af forankring til det der evighedshjul, som naturen er.”

Og som pandemien mindede os om, at vi har brug for at finde tilbage til. Vi blev mindet om, at vi har brug for steder, hvor alle kroppens sanser stimuleres som modsætning til internettets stedløshed. Særligt når mails tikker ind på alle tider af døgnet, og arbejdstiden smøres tyndt ud over døgnets timer.

“Ja, det er jo ret vildt. Bl.a. frøfirmaer har meldt om enorm vækst under pandemien, hvor vi ikke kunne se vores venner, drukne os i arbejde eller alkohol… Eller jo, det gik jo ret fint med det, men jeg tror virkelig, at det gik op for folk, at det der med at se en plante spire i vindueskarmen giver en umiddelbar glæde, som er lige her, og som minder os om, at livet fortsætter.”

Det er måske specielt de yngre generationer, som dyrker have, altankasser og vindueskarme, “som første geled i kampen mod klimaforandringerne,” mener Malene Lei Raben.

“Det er en måde at forbinde sig med den natur, der er blevet fremmed for os. Et højest risikabelt disconnect, som er usundt for os,” siger hun.

“På en eller anden måde har vi bymennesker måske glemt, at vi selv er natur, men når du når en vis alder – i hvert fald som kvinde – og ligger der og skal føde, overraskes du over den virkelig voldsomme naturkraft, der hiver i dig. Det er ikke meget anderledes, end hvis du var en ko, der kælvede. I hele den fase, hvor vi stifter familie, begynder vi måske at føle et slægtskab med den omgivende verden. Det går op for dig, at en ny generation kommer til, og at de skal være her, når du ikke er her mere.”

I naturen bliver du nemlig lidt fri for at være et individ og bliver i stedet mindet om, at vi er en del af et meget større hele. Og oplever i glimt, at vi er en del af det her store netværk af liv, og at vi er i konstant udveksling med alt omkring os.

“Vi bor jo i et kæmpestort kollektiv med hinanden.”

Noget som også litteraturen for øjeblikket forsøger at gøre opmærksom på, eksempelvis i Peter Wohllebens Træernes hemmelige liv og Charlotte Weitzes Rosarium, der minder os om, at det er et spørgsmål om liv og død, at vi finder tilbage til respekten for og kærligheden til naturen.

“Fordi vi er homo sapiens, det vidende menneske, har vi troet, at vi var anderledes end natur. Vi har set os som naturens betvingere, dem, der kunne underkaste den efter vores vilje. Og det er vi jo lykkedes med. Til et punkt, hvor jorden er ved at bryde sammen. Men nu har jorden nået et bristepunkt for, hvad den kan tåle af menneskelig påvirkning, og så er det er klart, at vi må reflektere over, hvordan vi kunne komme så langt ud.”

Og måske, mener Malene Lei Raben, har vi har brug for at komme helt derud, hvor vi føler den der ultimative respekt for livet i selv den mindste haletudse, tordenflue og kimplante.

“Nu om dage er vi desværre blevet naturanalfabeter, og klimakrisen giver et afsæt for at diskutere, hvordan vi kan blive ‘gengift’ med naturen. Det har vi i høj grad brug for.”

For som hun siger:

“Vi er jo i gang med at ødelægge jorden … Nej, nej, vi ødelægger os selv,” indskyder hun.

“Jorden fortsætter jo. Det er menneskeheden, der går til grunde. Når vi er udryddet, så vil jorden stadig være der, så finder den på noget ny natur og nogle nye dyrearter, som vi endnu ikke kender.”

Trial and error

Det er næsten for stort at begribe. For stor en sorg. I haven kan vi måske forsøge at genetablere forbindelsen mellem mennesker og naturen. Gøre vores verden rigere, smukkere og dybere gennem en fascination af selv det mindste.

Malene Lei Raben håber, at hun kan inspirere andre med sin fortælling om, hvordan hun gik fra dårligt at kunne holde liv i en stueplante, til at finde sig selv og en livslang passion i havens flora. Det er bare om at gå i gang. Begynde i et hjørne.

Her i april river hun plænen for at give den lidt luft og klipper de visne stauder ned fra sidste år. Fejer, river grusstierne, lægger kartofler og sår salat. Måske hun endda kan finde et lille sted, hvor hun kan sætte en ny staude? Og så går hun ellers tålmodigt og kigger på, at det vokser. Hver dag. Ind og ud, frem og tilbage.

“Du kan ikke arbejde med din have og forvente payoff med det samme. Fx tager det mellem tre til fem år, før et bed bliver rigtig godt. Du bliver nødt til hele tiden at arbejde videre, og det har jeg ikke noget imod. Mine øjne ser mest alt det, jeg også kunne gøre.”

Men man kan altid gå og glæde sig til det, som snart kommer.

“Og når så tingene ikke lykkedes, som jeg regnede med, så jeg er hele tiden i et kontinuum med ting, der kan ske i fremtiden.”

Sådan er havelivet. Man må forsøge sig og fejle. Forsøge sig igen – og måske lykkes.

“Måske er det alderen, men det er de små ting, der gør mig glad. Og jo mere, jeg opholder mig i naturen, jo mere kan jeg mærke, at den er knyttet til min lykke.”

Af havemennesker, der har hjulpet hende på vej, nævner hun sin fars kone, Kirsten, og hendes særlige fornemmelse for naturen.

“Den der stilfærdige glæde og påskønnelse af små ting har betydet meget for mig.”

Også Sissinghurst Castle Garden, en af Englands mest berømte og poetiske haver, skabt af forfatteren Vita Sackville-West og hendes mand Harold Nicolson, er en evig inspirationskilde.

“Man går bare rundt og tænker: “De har opbygget et blomstrende drømmeunivers, som de ønskede at omgive sig med. Og det er netop det, jeg gør i min have. Jeg bygger en verden, jeg kan holde ud at være i. Det her er min verden.”