Annonse

Hvordan får man en flot have? Få Malene Lei Rabens 10 bedste råd

Forfatter og havemenneske Malene Lei Raben har en intuitiv, fornuftig og kærlig tilgang til havelivet, som hun deler ud af i sin nye bog. Her får du hendes lige dele praktiske og poetiske erfaringer med at dyrke i højbede.

Af: Malene Lei Raben
Foto: Jon Nordstrøm

Bolig

ALT for damerne

9. May. 2022

Da jeg var 18 år gammel og ventede mit første barn, fik jeg en tomatplante forærende. Jeg satte den i vindueskarmen i vores lille køkken, og hver dag hældte jeg en lille sjat i potten og så til min store overraskelse, at den begyndte at gro. Kort før min nedkomst kunne jeg plukke små højrøde cherrytomater af planten. Min datter kom til verden, jeg blev skilt og gift igen og fik flere børn og nye vindueskarme, men tomatplanten var min første erfaring med en afgrøde, som lykkedes. Jeg kunne få noget til at gro og ikke bare inde i min egen krop, hvor afgrøden jo også kom til verden i en blanding af held og forstand. I det hele taget er der mange ligheder mellem den menneskelige forplantning og den hortikulturelle. Det begynder med et frø.

Dyrkning af grøntsager blev først noget jeg fik smag for, da den første appetit på staudebede var blevet stillet. Andre begynder i omvendt rækkefølge, og jeg forstår dem godt. Ved at putte et frø i jorden og spise afgrøden flere måneder senere forbinder man sig med sine forgængere 100 slægtled tilbage. På trods af flere generationers liv i byen finder agerbrugsdna’et frem til overfladen af sig selv, hvis man lytter. ’Du skal leve af markens planter’, som Adam fik besked på, da han og Eva blev smidt på porten af Vorherre. ’Med møje skal du skaffe dig føden.’ Mine hænder ved, hvad de skal.

Året rundt i højbedet

Når et højbed er tømt for de første afgrøder, kan man gå videre på forskellig vis. Man kan så nye spiselige planter som f.eks. spinat, rødbeder, ræddiker og rucola, eller man kan bruge kassen til spiring af toårige blomster til staudebedet som f.eks. digitalis, gyldenlak, marieklokke, stokrose, natviol og natlys. Man kan også vælge at plante en såkaldt ”efterafgrøde” som f.eks. lucerne, lupin, hestebønne og jordkløver, men også gul sennep og honningurt tilfører jorden næring og ser pænt ud. Hen mod vinteren kan man sætte hvidløg. Om vinteren dækker jeg mine højbede med et tykt lag halm eller andet organisk materiale,så de er fuldstændigt ukrudtsfri, når jeg tager låget af dem i marts.

Læs også

Forfatter Malene Lei Raben: ”Haven leger meget med mit følelsesliv”

Skiftetid

At veksle mellem afgrøder i havens forskellige bede kalder man sædskifte, og det anbefales for at undgå sygdomme og udpining af jorden. Sædskifte er en kompliceret videnskab. Det handler dels om at lade de mest grådige planter som f.eks. kartofler og kål komme i den mest næringsrige jord og derefter gradvist at afløse dem med mindre næringskrævende. Derudover handler det om, at de forskellige plantefamilier påvirker jorden på hver deres vis, hvorfor jorden har godt af, at man ikke altid dyrker det samme. For mig betyder det, at jeg aldrig sætter de næringskrævende kartofler det samme sted flere år ad gangen, men typisk vælger at dyrke salat og løg i sidste års kartoffelbede og lægge kartofler dér, hvor jeg havde ærter og bønner året inden, fordi disse planter selv danner kvælstof i jorden. Løg er en yderst taknemmelig afgrøde, der næsten ikke kræver gødning. De sættes, så spidsen er på højde med jordoverfladen og må ikke tørre ud. Vand derfor jævnligt, og høst, når toppene begynder at blive bløde.

Annonse

Mine højbede består af almindelige, varmebehandlede europaller, og jeg har stablet to oven på hinanden for at give dem en vis højde.

Jordbær er en taknemmelig plante med et stort udbytte, hvis man giver den lidt kærlighed. To kasser med jordbær holder en familie på fire forsynet med dessert i mindst tre uger. Planterne vil gerne migrere, når jorden bliver træt dér, hvor de står. Jeg tilfører derfor et tykt lag gødning hvert år, vander grundigt og dækker jorden under planterne med et tykt lag halm. Halmen gør, at bærrene ikke rådnerved kontakt med jorden.

Hvert år løsner jeg jorden let med en greb og hælder spandevis af komøg fra havecentret eller let komposterede hestepærer i, som jeg henter fra en rideskole ude på Amager.

Orden i kaos

Som tommelfingerregel antages det, at man kan få fire gange så meget ud af at dyrke i højbede som i bede på jorden, og det skyldes bl.a. det forhold, at jorden er dyb og løs og hurtigt bliver varm. Dermed kan planternes rødder brede sig ned efter, hvilket igen betyder, at man kan plante med langt større tæthed. Det er muligt at anlægge højbede uden kanter, hvis man bruger no-dig-strategien, som anbefalet af den danske økolog Troels V. Østergaard. Jeg valgte at anskaffe mig nogle kasser, måske især fordi de rektangulære rum tilfredsstiller min ordenssans og danner en skarp ramme for den frodige vækst, som foregår i selve højbedet. Det er pænt, synes jeg, ligesom lave hække og græsplænen sætter vægge om staudebedenes eksplosion af farver på en måde, der tilfredsstiller min evige vaklen mellem vildskab og kontrol. Det gør samtidig arbejdet i køkkenhaven overskueligt, fordi jeg bare skal ordne én kasse ad gangen.

Malene Lei Rabens 10 bedste råd til en flot have

”Hvordan får man en flot have?” er der efterhånden mange, som spørger mig, men jeg ved det ikke med sikkerhed. Min egen have er vokset lige så stille frem mellem hænderne på mig igennem 20 år. Det her er, hvad jeg har lært undervejs:

Det er en god idé at overveje, hvilken stilart huset er bygget i. Har du et moderne hus, skal du måske ikke anlægge en romantisk have men satse mere på stedsegrønt, græsser og nogle skulpturelle stauder. Jeg tror, at man i længden vil blive gladest for, at hus og have taler samme sprog.
Når man er færdig med at se på sit hus, kan man kaste blikket på sine omgivelser. Passer det grønne univers, du planter i haven, med naturen uden for din grund? I min have er det især frugttræerne, tjørnehækken og de store træer, som går igen hos naboerne og i parken rundt om hjørnet. Dette råd er næsten det vigtigste råd af dem alle. Hvad er stedets ånd?
Beslut dig for, om du overhovedet vil have en græsplæne og med hvilket ambitionsniveau. I stillingskrigen mellem dem som vil have golfbanegræs og fortalerne for den vilde have findes der mange gyldne middelveje, og en af dem er at udlægge noget af græsset til oprørske og langhårede elementer. Mit vilde afsnit fylder 1/3 af haven og her har jeg sat hundredevis af forskellige narcisser og påskeliljer til at supplere de tusindvis af erantis, vintergækker og blå skilla, som dækker plænen i det tidlige forår. Det er smukt og en nem løsning.
Sats mere på haven end på terrasser og dyre havemøbler. Sæt en stol i græsset og nyd din morgenkaffe der. Det fås ikke bedre.
Indret din have som et rum. Indenfor vil du normalt heller ikke stille alle møbler op langs væggen. Du kan roligt bruge hele haverummet. Jo mere der sker midt på gulvet, jo mere vil du få lyst til at gå tur rundt i haven for at nyde synet. En stor flad plæne glor man på inde fra stuen. Et rum har også et loft, så lad være med at fælde alle de store træer eller plant nogle nye, gerne letløvede som f.eks. løn, røn, kornel og bærmispel.
Inden døre vil man altid købe sofaen, før man køber pyntepuderne, og det betyder, overført til haven, at man skal møblere sin have med nogle faste elementer, inden man slår sig løs i staudesektionen. Det kan være nogle store buksbomkugler midt i bedet eller en lav hæk, der danner små stier og rum. Det kan også være nogle større buske, der giver læ til stauderne, og som ikke visner ned. Det stedsegrønne er din ven.
Plant meget af det samme i staudebedene. Hvis man tager ved lære af naturen, kan man se, at den smykker sig med mange eksemplarer af de samme planter. Det giver sammenhæng og ro til øjet, når de samme blomster går igen i flere bede. Jeg sætter mindst tre og gerne fem eller syv stauder af samme slags i større, organisk formede ’øer’ i bedene. Det er kedeligt at gå hjem fra planteskolen med syv ens geranier og en bakke med små hækplanter, men man bliver gladest for det i længden. Når klassiske staudebede er bygget rigtigt op, er de en kilde til fornøjelse det meste af året og ikke så pasningskrævende, som man tror.
Haven ikke må være hård for øjet, og jeg forsøger derfor at undgå skarpe kontraster. Jeg sætter f.eks. aldrig røde roser sammen med hvide eller med noget gult. En magentarød rose er derimod raffineret med blå stauder, og sammen med lilla og rosa kan helhedsindtrykket blive meget flot. Blå og gul fungerer bedst, synes jeg, hvis det er udtonede nuancer som f.eks. limegul med klar blå. Lys blå kan også gå fint i spænd med en abrikosfarvet rose. Sæt lyse farver længst væk og på de dunkle steder, da f.eks. en mørkerød rose helt forsvinder på afstand. PS du ender med at blive træt af lyserød, jeg sværger.
Stauderne supplerer jeg med løg; pinseliljer, tulipaner, liljer, perlehyacinter, vibeæg, våriris og krokus. De giver farve, inden staudernes vækstsæson for alvor går i gang og kan sættes både i potter, i plænen og i bedene i nærheden af stauder f.eks. geranier. Når geranien vokser til, dækker den løgplanternes brune blade, som ikke må fjernes, før de er visnet helt ned.
Udnyt havens benspænd til din fordel. Man kan anlægge en skyggefuld og solflimrende skovhave under høje træer og tør, sandet jord kan blive til en smuk have med stemninger fra strandture og Sydfrankrig

Erotiske artiskokker

På nettet og i havebøger har jeg læst, at artiskokker er sarte planter, som ikke trives i det danske klima, hvor den normalt er etårig, det vil sige, at den ikke kommer igen år efter år. Den skal gødes og klippes ned og vinterdækkes. Det er tydeligvis noget, mine artiskokker ikke har fået at vide af sine artsfæller, og godt det samme, for min artiskok står fuldstændigt uanfægtet sammen med højbedene i det lune hjørne og kommer igen år efter år, uden at jeg gør det mindste ved den. Intet. Jeg hverken vander, gøder eller giver den vinterfrakke på. Jeg nøjes med at se imponeret til, når den strækker sine brede, fligede grå-grønne vinger ud fra jorden og selvsikkert tiltager sig mere og mere plads. Artiskokken anses for at være et afrodisiakum, som efter sigende skulle stimulere seksualdriften, og første gang jeg fik vakt lysten til at have planten i min egen have var under et besøg i den muromkransede køkkenhave knyttet til det herskabelige hjem Tyntesfield uden for Bristol i England. Her stod enorme artiskokker skildvagt med deres let stikkende, tidslede vingefang i den kæmpestore gårdhave.

Malene Lei Raben artiskokker — Jeg både høster og spiser af artiskokplanten derhjemme, men lader samtidig nogle af blomsterhovederne stå, til de springer ud i tallerkenstore skåle af lillastøvdragere, som gør bier og insekter helt rundtossede. Afrodisiakum, indeed!

Den sidste afgrøde, jeg nødig vil undvære, er grønkål, som jeg både dyrker i den røde og grønne udgave. Grønkålen er still going strong, når alle andre afgrøder er ved at være spist, og økonomiserer jeg med den, har vi grønkål hele vinteren. Hvis man nøjes med at rive bladene af i stedet for at høste hele stokken, vokser der nye blade ud.

Diverse salater er sammen med kartoflen den mest anvendelige afgrøde i nyttehaven. Jeg både sår fra frø og køber forspirede planter, som, efter de er kommet sig over det første chok ved udplantningen, normalt altid retter sig pænt. Rucola behøver man kun at så én gang, hvorefter den vil blive ved med at komme igen, men måske ikke lige der, hvor man har tænkt sig det.

Lidt om forspiring

Det er ikke uoverstigeligt vanskeligt at forspire afgrøderne indendørs, men det kræver lidt tålmodighed og plads i vindueskarmene. Jorden skal være konstant fugtig, men må samtidig ikke være så fugtig, at de små kimplanter rådner eller drukner. Et lettere alternativ er at købe færdige, forspirede planter på planteskolerne. Hvert år flyder vores spisestue og vindueskarme med grimme plasticbakker, hvori jeg med skiftende held lokker spirer frem af jorden. Hvert år ånder jeg lettet op, når den sidste plasticbakke er tømt, og dens indhold enten er kasseret eller overført til et voksested i haven. Kartofler forspirer jeg i æggebakker i et af de forladte børneværelser, hvor der er stille, lyst og køligt. Det er ikke altid, jeg når at forspire, men når jeg gør, får jeg et forspring og kan høste de første kartofler allerede til sankthans. Ude i haven skal jorden være otte grader varm, inden kartoflerne lægges, men ellers dækkerjeg højbedet med kraftig gennemsigtig plastic for at varme jorden op – eller man kan gøre begge dele, for at det skal gå rigtigt stærkt. Jordbundstemperaturentjekker jeg på Landbrugsinfo.dk. Kartoffelplanten er så kraftig, taknemmelig og køn, at jeg overvejer også at dyrke dem i store potter på terrassen, og den er vist det, man kommer nærmest en national, dansk råvare, selvom den i sin tid blev importeret fra Sydamerika. Kartofler er stadig nærmest det, jeg er opfostret på.

Malene Lei Raben have — Inden jeg kastede mig over at etablere køkkenhave, pløjede jeg John Seymours ”Den selvforsynende have” igennem og drømte om en lille ager, et fedesvin, selleri, asparges og kartoffelkuler. På trods af, at bogen ikke indeholder et eneste foto, er den uundværlig med sine mange illustrative tegninger af, hvordan man graver, sår, planter, beskærer, indretter haven med drivhuse, mistbænke, laver sædskifte, sylter m.m.

Store og små ambitioner

Jeg har både truffet en række lette valg for mine højbede og nogle mere ambitiøse. Til at begynde med placerede jeg løvstikke i det bagerste bed, hvor den sidenhen er blevet stor som et hus. Jeg satte en salvie i bedet foran, afsatte mindst to bede til kartofler og resten til varierende afgrøder. Igennem årene har jeg forsøgt mig med salat, spinat, grønkål, artiskok, spidskål, bønner, rødbeder, gulerødder, løg, hvidløg, broccoli og jordbær foruden krydderurter. Hvert år har jeg nu både et fast repertoire af kartofler, jordbær, salat, spinat, løg, hvidløg og grønkål og så nye eksperimenter, som kan være bønner, der klatrer i en kæmpemæssig wigwam, ærter, persille, palmekål, artiskok, afhængigt af hvad jeg falder over. Udover mine højbede har jeg tre almindelige bede i haven, men de giver ikke samme udbytte som højbedene. Tomater dyrker jeg i store krukker langs den sydvendte husmur.