Hvordan får man en flot have? Få Malene Lei Rabens 10 bedste råd

Da jeg var 18 år gammel og ventede mit første barn, fik jeg en tomatplante forærende. Jeg satte den i vindueskarmen i vores lille køkken, og hver dag hældte jeg en lille sjat i potten og så til min store overraskelse, at den begyndte at gro. Kort før min nedkomst kunne jeg plukke små højrøde cherrytomater af planten. Min datter kom til verden, jeg blev skilt og gift igen og fik flere børn og nye vindueskarme, men tomatplanten var min første erfaring med en afgrøde, som lykkedes. Jeg kunne få noget til at gro og ikke bare inde i min egen krop, hvor afgrøden jo også kom til verden i en blanding af held og forstand. I det hele taget er der mange ligheder mellem den menneskelige forplantning og den hortikulturelle. Det begynder med et frø.

Dyrkning af grøntsager blev først noget jeg fik smag for, da den første appetit på staudebede var blevet stillet. Andre begynder i omvendt rækkefølge, og jeg forstår dem godt. Ved at putte et frø i jorden og spise afgrøden flere måneder senere forbinder man sig med sine forgængere 100 slægtled tilbage. På trods af flere generationers liv i byen finder agerbrugsdna’et frem til overfladen af sig selv, hvis man lytter. ’Du skal leve af markens planter’, som Adam fik besked på, da han og Eva blev smidt på porten af Vorherre. ’Med møje skal du skaffe dig føden.’ Mine hænder ved, hvad de skal.

Skiftetid

At veksle mellem afgrøder i havens forskellige bede kalder man sædskifte, og det anbefales for at undgå sygdomme og udpining af jorden. Sædskifte er en kompliceret videnskab. Det handler dels om at lade de mest grådige planter som f.eks. kartofler og kål komme i den mest næringsrige jord og derefter gradvist at afløse dem med mindre næringskrævende. Derudover handler det om, at de forskellige plantefamilier påvirker jorden på hver deres vis, hvorfor jorden har godt af, at man ikke altid dyrker det samme. For mig betyder det, at jeg aldrig sætter de næringskrævende kartofler det samme sted flere år ad gangen, men typisk vælger at dyrke salat og løg i sidste års kartoffelbede og lægge kartofler dér, hvor jeg havde ærter og bønner året inden, fordi disse planter selv danner kvælstof i jorden. Løg er en yderst taknemmelig afgrøde, der næsten ikke kræver gødning. De sættes, så spidsen er på højde med jordoverfladen og må ikke tørre ud. Vand derfor jævnligt, og høst, når toppene begynder at blive bløde.

Orden i kaos

Som tommelfingerregel antages det, at man kan få fire gange så meget ud af at dyrke i højbede som i bede på jorden, og det skyldes bl.a. det forhold, at jorden er dyb og løs og hurtigt bliver varm. Dermed kan planternes rødder brede sig ned efter, hvilket igen betyder, at man kan plante med langt større tæthed. Det er muligt at anlægge højbede uden kanter, hvis man bruger no-dig-strategien, som anbefalet af den danske økolog Troels V. Østergaard. Jeg valgte at anskaffe mig nogle kasser, måske især fordi de rektangulære rum tilfredsstiller min ordenssans og danner en skarp ramme for den frodige vækst, som foregår i selve højbedet. Det er pænt, synes jeg, ligesom lave hække og græsplænen sætter vægge om staudebedenes eksplosion af farver på en måde, der tilfredsstiller min evige vaklen mellem vildskab og kontrol. Det gør samtidig arbejdet i køkkenhaven overskueligt, fordi jeg bare skal ordne én kasse ad gangen.

Erotiske artiskokker

På nettet og i havebøger har jeg læst, at artiskokker er sarte planter, som ikke trives i det danske klima, hvor den normalt er etårig, det vil sige, at den ikke kommer igen år efter år. Den skal gødes og klippes ned og vinterdækkes. Det er tydeligvis noget, mine artiskokker ikke har fået at vide af sine artsfæller, og godt det samme, for min artiskok står fuldstændigt uanfægtet sammen med højbedene i det lune hjørne og kommer igen år efter år, uden at jeg gør det mindste ved den. Intet. Jeg hverken vander, gøder eller giver den vinterfrakke på. Jeg nøjes med at se imponeret til, når den strækker sine brede, fligede grå-grønne vinger ud fra jorden og selvsikkert tiltager sig mere og mere plads. Artiskokken anses for at være et afrodisiakum, som efter sigende skulle stimulere seksualdriften, og første gang jeg fik vakt lysten til at have planten i min egen have var under et besøg i den muromkransede køkkenhave knyttet til det herskabelige hjem Tyntesfield uden for Bristol i England. Her stod enorme artiskokker skildvagt med deres let stikkende, tidslede vingefang i den kæmpestore gårdhave.

Lidt om forspiring

Det er ikke uoverstigeligt vanskeligt at forspire afgrøderne indendørs, men det kræver lidt tålmodighed og plads i vindueskarmene. Jorden skal være konstant fugtig, men må samtidig ikke være så fugtig, at de små kimplanter rådner eller drukner. Et lettere alternativ er at købe færdige, forspirede planter på planteskolerne. Hvert år flyder vores spisestue og vindueskarme med grimme plasticbakker, hvori jeg med skiftende held lokker spirer frem af jorden. Hvert år ånder jeg lettet op, når den sidste plasticbakke er tømt, og dens indhold enten er kasseret eller overført til et voksested i haven. Kartofler forspirer jeg i æggebakker i et af de forladte børneværelser, hvor der er stille, lyst og køligt. Det er ikke altid, jeg når at forspire, men når jeg gør, får jeg et forspring og kan høste de første kartofler allerede til sankthans. Ude i haven skal jorden være otte grader varm, inden kartoflerne lægges, men ellers dækkerjeg højbedet med kraftig gennemsigtig plastic for at varme jorden op – eller man kan gøre begge dele, for at det skal gå rigtigt stærkt. Jordbundstemperaturentjekker jeg på Landbrugsinfo.dk. Kartoffelplanten er så kraftig, taknemmelig og køn, at jeg overvejer også at dyrke dem i store potter på terrassen, og den er vist det, man kommer nærmest en national, dansk råvare, selvom den i sin tid blev importeret fra Sydamerika. Kartofler er stadig nærmest det, jeg er opfostret på.

Store og små ambitioner

Jeg har både truffet en række lette valg for mine højbede og nogle mere ambitiøse. Til at begynde med placerede jeg løvstikke i det bagerste bed, hvor den sidenhen er blevet stor som et hus. Jeg satte en salvie i bedet foran, afsatte mindst to bede til kartofler og resten til varierende afgrøder. Igennem årene har jeg forsøgt mig med salat, spinat, grønkål, artiskok, spidskål, bønner, rødbeder, gulerødder, løg, hvidløg, broccoli og jordbær foruden krydderurter. Hvert år har jeg nu både et fast repertoire af kartofler, jordbær, salat, spinat, løg, hvidløg og grønkål og så nye eksperimenter, som kan være bønner, der klatrer i en kæmpemæssig wigwam, ærter, persille, palmekål, artiskok, afhængigt af hvad jeg falder over. Udover mine højbede har jeg tre almindelige bede i haven, men de giver ikke samme udbytte som højbedene. Tomater dyrker jeg i store krukker langs den sydvendte husmur.

Om bogen

”Havemenneske” af Malene Lei Raben, Gyldendal., 299 kr.