Hun fik hele verden til at rydde op – men nu har hun fået tre børn, og så…
Den japanske oprydningsekspert blev mor til sit tredje barn i april 2021. Nu fortæller hun, at hun i dag har ændret sit syn på, hvad der er det vigtigste at bruge sin tid på.
Hun har inspireret millioner til at folde T-shirts og underbukser så stramt, at selv en kuvert er misundelig. Hun har ryddet ud i kaotiske krydderihylder og fået dem til nærmest at ose af buddhistisk harmoni. Og hun er blevet hyldet som en guru, når hun har taget en genstand i hænderne og spurgt: ”Udløser denne glæde?”
Oprydningsekspert Marie Kondo er på alle måder blevet indbegrebet af at holde ens hjem rent og ryddeligt hver dag. Hun har solgt over 13 millioner bøger om emnet, som er oversat til 44 sprog, hun har haft sin egen Netflix-serie, og på Instagram har hun over fire millioner følgere af sin KonMari-metode.
Men nu er den ukronede dronning af oprydning kommet med en erkendelse, som har efterladt nettet i chok – og som er blevet citeret i alt fra anerkendte nyhedsmedier som CNN, The Guardian og The Independent til livsstilssites som Variety, People og Buzzfeed.
38-årige Marie Kondo blev mor til sit tredje barn i april 2021, og den japanske mester i organisering fortæller nu, at hun har "lempet på sig selv", når det kommer til at rydde op.
"Mit hjem er rodet, men den måde, jeg bruger min tid på, er den rigtige måde for mig på dette tidspunkt i denne fase af mit liv," sagde Marie Kondo ifølge The Washington Post under et webinar.
En anden erkendelse for hende er, at for mange er det perfekt organiserede rum ikke realistisk, forklarer hun, og Kondos eget liv har undergået en kæmpe forandring, efter hun fik sit tredje barn.
"Indtil nu var jeg en professionel rydder, så jeg gjorde mit bedste for at holde mit hjem ryddeligt hele tiden. Jeg har sådan set opgivet det på en god måde for mig. Nu indser jeg, at det, der er vigtigt for mig, er at nyde at tilbringe tid med mine børn derhjemme," sagde hun ved arrangementet.
Marie Kondo: Det er okay!
På sin hjemmeside har Kondo også reflekteret over moderskabet og uddyber:
"Lige efter min ældste datter blev født, følte jeg mig ude af stand til at tilgive mig selv, fordi jeg ikke var i stand til at styre mit liv, som jeg havde før. Men med tiden lettede jeg på mig selv; så, efter at jeg havde født min anden datter, gav jeg helt slip på mit behov for perfektion. Jeg har mere travlt end nogensinde efter at have fået mit tredje barn, så jeg er vokset til at acceptere, at jeg ikke kan rydde op hver dag – og det er okay!"
På det sociale medie Twitter har folk rundt om i verden også reageret. Et populært opslag om nyheden har fx fået over 75.000 likes, og under skriver brugerne kommentarer, som:
”Det er meget betryggende, tak.”
”Du ved, at dette faktisk fik mig til at have det ret godt med mig selv.”
”Det viser, at hun er en god forælder, der bekymrer sig mere om sine børn end sine gulve.”
Kondos nye fokus
Har "does this spark joy"-dronningen så vendt ryggen til sit fokus på, at ting i vores liv bør være forbundet med glæde - ellers skal de ud af vagten?
Nej, lyder svaret kort.
Men Marie Kondo fortæller, at hun har udvidet sin forståelse af begrebet, så det ikke længere alene er forbundet med fysiske objekter i hjemmet.
"At rydde op betyder at håndtere alle 'ting' i dit liv”, skriver hun ifølge CNN i sin helt nye bog 'Kurashi derhjemme: Sådan organiserer du dit rum og opnår dit idelle liv'.
Her har hun fokus på det japanske begreb kurashi - "livsform" - hvor oprydning er sat i baggrunden, og hendes lære i stedet generelt er at fokusere på det, der betyder mest for at leve sit bedste liv.
Spørgsmålet, som Kondo nu efterlader sine læsere med, er: "Hvad nu hvis hver beslutning, du traf, hvert mål, du satte, og alle aspekter af dit liv blev styret af det, der vækker glæde?"
Vil du læse mere om Marie Kondo, så forstå hendes oprydningsmetode i denne artikel: Marie Kondo: Ryd op i dit hjem – og få et bedre liv
Du kan også finde mere på vores store temaside: Oprydning i hjemmet: Motivation, tips og tricks