Da Marie Laurberg fik job på et kunstmuseum, gjorde særligt én ting indtryk

Det var Marie Laurberg, der var skyld i, at Instagram i en periode i 2015 flød over med uendelige universer af farver og prikker.

Som udstillingsleder på Louisiana havde hun fået gennemført sin ide om at fylde museet med prikkede installationer af den japanske kunstner Yayoi Kusama, selv om en mandlig kunstner havde været et mere sikkert valg, og selv om marketingafdelingen mente, Kusama var for ukendt til at stå på plakaten.

For to år siden blev Marie Laurberg direktør på Copenhagen Contemporary, og siden har kunstcenteret firedoblet antallet af besøgende børnefamilier. Når jeg spørger de kunstkloge i omgangskredsen, kalder de Marie Laurberg en af vor tids mest visionære kulturpersonligheder.

Sidste år kom det kun syv år gamle museum for samtidskunst på finansloven.

Læs også

Ane Cortzen mødte sin mand som 21-årig: ”Det er en af hemmelighederne ved at være sammen i mange år"

"Jeg føler mig heldig at arbejde lige her på det tidspunkt, vi er i nu. Kulturelt er vi er et sted, hvor vi kan tale højt om vigtigheden af repræsentation, og vi kan udfordre konventionerne om, hvem det er, vi skal se og lytte til. Jeg har aktivt kæmpet for at gøre samtidskunsten bred og relevant, men jeg oplever også en ny kulturel nysgerrighed, hvor publikum er åbne overfor andre historier end dem, kunsthistorien traditionelt har fremvist."

En af Marie Laurbergs seneste sejre er, at hun netop har fået sikret efterårets store udstilling, der bliver Europas første retrospektive udstilling med den banebrydende argentinske popkunstner Marta Minujín.

"Jeg er helt vildt stolt over, at det er lykkedes at lande den udstilling i Danmark. Der har været bud efter hende i hele Europa, men ingen kunne få sikret en aftale," fortæller Marie Laurberg, der besluttede sig for selv at rejse til Marta Minujíns hjem i Buenos Aires og få aftalen på plads.

"I februar måned jeg drog afsted i mine gule sommersandaler og med en stor Royal Copenhagen porcelænsskål med en blå sløjfe i skødet på flyveren. Da jeg endelig kom frem, var turen til hendes atelier noget længere, end jeg havde regnet med, men det var vablerne og strabadserne værd. Vi fik set hinanden i øjnene og lavet en aftale – og nu åbner den store retrospektive udstilling til oktober."

Læs også

En afgørende beslutning fik Cathrine Dufours far til at vende hende ryggen: ”Jeg har rakt ud så mange gange”

Det andet køn

Normalt koster det ikke ligefrem vabler at få en kvinde på plakaten, men det kræver noget ekstra som kvinde at træde op på podiet, siger Marie Laurberg, der kan mærke det selv, nu hvor hun skal fortælle om sit liv og virke til ALT for damerne.

"Jeg tror stadig, at det ligger meget dybt i vores kultur, at den tunge viden, dybden eller facit, om man vil, ligger hos den hvide mand. Derfor tror jeg også, det kan være svært for kvinder at stille sig frem. De er stadig "det andet" perspektiv," forklarer hun og henviser til det kvindesyn, der måske bedst er formuleret af Simone de Beauvoir i bogen ”Det Andet Køn”:

I den vestlige kulturhistorie har mandens perspektiv været det generelle, det alment menneskelige, det rationelle; mens kvindens har været det partikulære, det normstridige, det følelsesladede perspektiv.

"Men jeg er faktisk rigtig glad for at få lov til at fortælle min historie. For det er i mine øjne opløftende, at så meget kan lykkes – også når … eller måske netop fordi … man kaster sig ud på dybt vand. Lige nu får jeg lov til at stå i spidsen for denne her store kunstinstitution, som jeg gerne vil transformere og gøre endnu mere åben og folkelig. Og der, hvor jeg er lykkedes i mit professionelle liv, er altid der, hvor jeg har været modig og nysgerrig; det er der, hvor jeg har kastet mig ud i noget, jeg ikke var helt sikker på, hvordan jeg gjorde."

Marie Laurberg har aldrig opført sig som ”den anden”. Hun har turdet at være sig selv, følge sin mavefornemmelse og søge imod de opgaver, hun ikke helt vidste, hvordan hun skulle løse.

"Jeg har interesseret mig for kunst, siden jeg var barn, og mit teenageværelse i Aalborg var overklistret med kunst – side om side med Bjørk og Nirvana," husker Marie Laurberg.

Hun blev ikke indoktrineret med kunst hverken derhjemme eller hos vennerne. Forældrene var begge læger, der ganske vist var nysgerrige kulturforbrugere og tog familien på rejser i hele Europa, men kunsten blev det rum, hun som barn nummer tre ud af en flok på fire havde for sig selv.

"Jeg husker det som noget, jeg var intuitivt draget af. Interessen for musik delte jeg med mine venner, og det boglige havde jeg ligesom min forældre let ved. Så der var mange døre åbne, da jeg skulle vælge min uddannelsesretning. Jeg interesserede mig for SÅ meget forskelligt, og jeg startede på medievidenskab, hvor det var hele den digitale omstilling, der fangede mig, og var sågar tekstforfatter i en IT-startup dengang i starten af 00’erne."

Men kunsten trak i Marie Laurberg, og hun besluttede at sadle om, og starte forfra på Kunsthistorie.

"Jeg vidste, at jeg ville fortryde det, hvis jeg ikke forfulgte kunsten. Og jeg havde også brug for at komme ud og opleve noget, der var større end Aalborg. Så jeg flyttede til Berlin i 2003, hvor det vrimlede med projektstudier, gallerier og interimistiske udstillinger, og det hele var tilgængeligt. Det var SÅ inspirerende."

Læs også

Viktor Axelsen og Natalia Koch Rohde har et dagligt krav til deres børn: ”Det er helt fair at forvente”

Alternative sidefag

Marie Laurberg talte ikke så godt tysk, men søgte uopfordret job på Kunst-Werke, der er et banebrydende center for samtidskunst.

"Jeg havde slået op i en ordbog, hvilke sætninger jeg skulle sige, når jeg kom derhen. ”Ich möchte hinter den Kulissen arbeiten”, fremstammede jeg. Det betyder ”jeg vil gerne arbejde bag kulissen”. De var meget imødekommende og sagde, at så skulle jeg søge job i deres kuratorafdeling. Det gjorde jeg så – og fik det, selvom jeg hverken havde sproget eller færdighederne."

"Det var chokerende at befinde sig i en sammenhæng, hvor jeg knap kunne bunde, men jeg er så glad for, at jeg ikke lod mig afskrække. Jeg fik bare travlt med at lære tysk og travlt med at forstå, hvad opgaverne var. Der var ingen anden vej. Den dag i dag kan jeg stadig finde stor inspiration i den tid, hvis jeg igen er på vej ud på dybt vand."

Det var på Kunst-Werke, Marie Laurberg blev klar over, at det var samtidskunsten, hun skulle arbejde med og overgive sig til.

"Jeg blev grebet af kombinationen af værker, der er en del af samtiden og går i dialog med den, samtidig med at kunstnerne er i live, så du kan arbejde sammen med dem og se dem udvikle deres værker. Og så har det været ganske særligt at opleve, hvordan alle dem, der var ”upcoming artists” dengang, er slået an i dag."

Køn var ikke noget, der fyldte i den kulturelle samtale i starten af 00'erne, og det var nærmest pinligt at være feminist i kunstbranchen og tale om manglen på kvindelig repræsentation, siger Marie Laurberg, der erkender, at hun heller ikke selv var optaget af diskursen om det kvindelige perspektiv dengang.

"Det var de mandlige kunstnere, der blev undervist i, og som vores bøger og kompendier på kunsthistorie beskæftigede sig med. Hvis du ville vide noget om kvindelige kunstnere, skulle du opsøge alternative sidefag, og feministiske kunstnere og teoretikere blev set som alle de sure, kritiske og besværlige stemmer. Den rigtige kunst, den lette og frie tanke, den intellektuelle refleksion var de facto maskulin. Det er vildt at tænke på i dag, men det var ikke et kunstsyn, der blev sat spørgsmålstegn ved."

Det kræver en mand!

Efter den stormende forelskelse i Berlin og byens vilde, moderne kunstscene, besluttede Marie og hendes kæreste sig for at flytte til København. Hun søgte job på Arken, fik det og kastede sig omgående ud i at arbejde på, at samtidskunstens mest besværlige disciplin – de store installationer – fik plads på museeet i Ishøj.

I tre år arbejdede hun med projektet ”Utopia”, hvor dansk-islandske Olafur Eliasson, tyske Katharina Grosse og kinesiske Qiu Anxiong udstillede besværlige værker, der krævede tålmodighed, tid og viljen til at indfri umulige ideer såsom at bygge en tågetunnel, spraymale 200 m3 jord i udstillingslokalet og få transporteret en kinesisk togvogn fra 1960’erne ind i museet.

Læs også

Min kæreste afviser mig konstant

"Jeg tror kun, det lykkedes, fordi jeg ville det så meget. Jeg havde aldrig før prøvet at styre så vilde projekter, og det var nok mit held. Jeg kunne slet ikke vurdere, hvilke umulige opgaver jeg kastede mig over, så jeg stolede blindt på kunstnerens vision, og at vi nok skulle kunne realisere den sammen. Den tilgang har jeg holdt fast i lige siden.”

Marie Laurberg arbejdede efter sin tid på Arken som kurator og udstillingsleder på Louisiana, og også her var hun med til at drive den udvikling frem, vi i dag næsten tager for givet.

"Da jeg startede på Arken og Louisiana, var der en ide om, at hvis du skulle skabe besøgstal og billetsalg, så krævede det en stor mand fra den modernistiske tradition på plakaten. Det var Picasso eller Monet, der kunne tiltrække gæster – ikke en "ukendt" kvindelig kunstner," fortæller hun med et smil.

"Jeg var bannerfører for, at det sagtens kunne være anderledes – at kvindelige kunstnere sagtens kunne være et hovednavn."

Og så er vi fremme ved 2015 og den store Kusama-udstilling på Louisiana, som Marie Laurberg fik ideen til. ”I Uendeligheden” var en præsentation af den japanske kunstners livsværk og den første retrospektive udstilling i Skandinavien. 340.721 gæster besøgte Kusamas prikkede uendeligheds-universer, og udstillingen blev den tredje mest besøgte i museets historie.

"Med den udstilling beviste jeg, at ukendte kvindelige kunstnere godt kan nå bredt ud. Det er også min egen personlige styrke som kurator: jeg er god til at formidle bredt og nå ud til mange. For mig er det helt afgørende, at kunsten ikke lukker sig om sig selv eller kun henvender sig indforstået til en lille gruppe kendere. Jeg vil gerne brede kunsten ud over den kreds, der arbejder med kunsten, for kun på den måde udbreder man samtidens debatter og tematikker, så de bliver en del af den større kollektive samtale, som vi har i dag."

Læs også

Da Lene blev skilt, fik hun et nyt syn på sit liv: ”Jeg har undret mig over, hvorfor jeg har det sådan”

Tidligere var det primært den kanoniserede "godkendte" kunst, der kunne nå bredt ud, og marketingafdelingen på Louisiana spurgte da også forund for udstillingen, om de overhovedet skulle trykke Kusamas navn på udstillings-plakaten, når ingen alligevel kendte hende. Det insisterede Marie på, at de gjorde – heldigvis.

"Der har været en ide i kunsthistorien om, hvem der er geniet, den anerkendte, den dybt originale. Det er manden. Og kvinder har historisk set ikke haft adgang til de formelle rum – og uformelle -rum, hvor beslutningerne om, hvem der skal anerkendes, udvælges og investeres i, træffes. Det skal vi turde at pille ved i dag og tro på, at kvinder også er berettigede til en plads på piedestalen," siger Marie Laurberg.

"Jeg har besluttet mig for, at jeg skal turde at give de kvindelige kunstnere de samme arbejdsbetingelser som de mandlige modstykker. Jeg tør tro på deres talent og møde dem på deres ambitionsniveau."

Marie Laurberg troede også på den polsk-tyske kunstner Alicja Kwade og kæmpede for at få hendes kæmpe skulptur-værk ”Pars pro Toto” til Humlebæk. Det lykkedes i 2018, og de otte tonstunge stenkugler ligger stadig på Louisianas græsplæne.

"Jeg kunne bare se det værk for mig – og se, hvor godt det ville passe ind lige der. Det krævede ikke bare en lastbil og en kran, nej det krævede en kran, der løfter en lastbil hen over museet, og så en ny kran, der løfter de otte kæmpe sten af lastbilen. Så hvem vil lige løfte en lastbil over en bygning for en kvinde? Hvem vil støtte op om hendes vision? Det vil jeg! Der er stadig en stor bias i kunstverdenen – en større tro på mænd end på kvinder. Det vil jeg gerne ændre på. Selvfølgelig skal kvindelige kunstnere have adgang til det samme budget og mødes med den samme risikovillighed som en mand."

Læs også

Jessica stoppede med at spise sukker og tabte 20 kilo

Backlash eller paradigmeskifte?

Marie Laurberg er ikke alene i sin kamp for kvindelige kunstnere. Toneangivende museer i hele Danmark som Statens Museum for Kunst, Aros og Arken har alle fået kvindelige chefer i stolen, og i dag er tre ud af fire chefer på de danske kunstmuseer kvinder.

Alligevel viser statistikkerne fortsat, at det er mænd, der prioriteres, når der skal investeres i ny kunst, og Marie Laurberg frygter da også, at det kvindelig fokus i samtidskunsten er en kortlivet trend.

"Alle frygter et backlash. Det gør vi. Se bare på karakterer som Andrew Tate og Jordan Peterson. Kultur avler modkultur, så den øgede inklusivitet, vi oplever i kunstverdenen, må aldrig blive noget, vi tager for givet. Det er vigtigt, at vi ikke tror, ligestilling er noget, som vi bliver færdige med. Det gør vi ikke," konstaterer hun.

"Men det er også afgørende, at det ikke kun er kvinders adgang vi fokuserer på. Vi skal turde at give kvindelige kunstnere den store scene, men vi har også et kæmpe ansvar for, at der bliver øget adgang for LGBTQ+ kunstnere og minoriserede etniciteter. Med Kusama-udstillingen føler jeg, at vi slog hul i glasloftet. Folk ville virkelig gerne se den, og det er en udstilling, som vi stadig taler om. Vi, der er ledere i kunstverdenen, har et stort ansvar for fortsat skubbe feltet af kvinder fremad, få det løftet op og bredt ud."

Ofte er argumentet for, at der er færre kvinder på væggene i museet, på skærmene og på musikscenerne, at der ikke er lige så mange kvinder, der kan måle sig med mændenes niveau og format.

"Det er gatekeeping, når man siger, at der ikke er nok gode kvindelige kunstnere derude. Der er masser. Men det er klart, at de ikke er lige så kendte, når de historisk ikke er blevet vist. Mange af os, der har læst kunsthistorie, er jo også blevet skolet i en maskulin kanon, så vi skal selv aflære det der maskuline perspektiv og blive bedre til at stole på vores eget blik. Hvis jeg kan mærke, at et værk rører mig, taler til mig, rykker noget i mig, så har det nok også en værdi for andre. Jeg har med årene lært at tænke stort, men også at stole på min egen dømmekraft," siger Marie Laurberg, der også ser en anden styrke i, at vi inviterer flere af de oversete kvinder ind i udstillingslokalerne.

Læs også

Da kæresten kiggede Helene i øjnene og tog hendes hænder, ødelagde han mere end deres forhold

"Med mange af de vigtige kvindelige kunstnere kan du folde 60 års oeuvre ud, fordi det ikke er blevet vist før. Du kan overraske publikum med et helt nyt perspektiv på vores egen tid. Lige nu holder jeg f.eks. meget øje med de kunstnere, der arbejder ud fra den skræmmende klimakontekst, vi befinder os i. Og så er jeg optaget af at få introduceret nogle af de oversete grundlæggere af den samtidskunst, vi har i dag. Men vigtigst af alt hos os er, at vi giver kunstnerne frit spillerum. Vi vil gerne hylde mangfoldigheden og de åbne samtaler, og jeg bestræber mig på at nedbryde fordommene om, at man skal være del af en særlig udvalgt kreds eller kunne tale et særligt kodesprog for at kunne være med her."

"Samtidig er vi med til at skabe et vigtigt socialt rum i en tid, hvor alle lader sig underholde bag hver sin skærm. Alle er velkomne, og vi har værter rundt om i museet – unge mennesker, der har en særlig kulturel interesse og kan tale med folk om kunsten."

Marie Laurberg øjner en kæmpe talentmasse på den danske kunstscene – ikke mindst blandt de kvindelige kunstnere, og selvom hun ikke bryder sig om udtrykket ”guldalder”, så mener hun ikke desto mindre, at en sådan kunne være på vej i samtidskunsten.

"Jeg er meget håbefuld for fremtiden. Vi står i en situation med gigantiske udfordringer – krig, konflikt, klimakrise, men jeg oplever en enorm handlekraft og iderigdom i de kommende generationer. Vi skal nok finde en vej gennem vores kreativitet. Kunstens opgave er at finde de konstruktive billeder frem – ellers bliver vi lammede og apatiske. Mere end nogensinde har vi brug for det håb, kunsten giver os."