Merete Pryds Helles sommerhus

Merete Pryds Helles sommerhus er noget af det fineste, vi længe har set: ”Farver er fantastiske”

Bag træhusets lyseblå brædder har forfatter Merete Pryds Helle forvandlet et traditionelt hjem til en rejse igennem regnbuens farver.

Luk øjnene, og forestil dig regnbuens mange nuancer. Det er cirka sådan det føles at besøge forfatter Merete Pryds Helles blåmalede træhus i Tisvilde.  Her har hun efter mange år i en lejelejlighed, med dens strenge krav om hvide vægge, endelig fået lov til at udfolde al sin farveglæde.

"Jeg har været fyr og flamme, for nu kunne jeg bestemme selv. Jeg lever jo af min fantasi, og jeg trængte til at bruge den på mit hjem. Farver er fantastiske. De giver mig  noget at kigge på og fordybe mig i," fortæller Merete.

Og den farvepassionerede forfatter har ikke holdt sig tilbage i det 140 kvadratmeter store træhus. Hvor ellers finder du en skænk med et rødt korpus og blå greb på de koralfarvede og lyseblå låger?

"Jeg fik en masse farveklodser med hjem fra Montana, og så gik jeg ellers i gang med at lege løs. Jeg ville skabe et møbel, der skulle lyse op i det grønne værelse, og jeg havde en fest med farverne. Jeg er helt ligeglad med, hvad andre tænker. Det er mit hjem, og det er mig, der skal synes, det er sjovt," siger Merete.

Merete Pryds Helles sommerhus13.jpg
GÆSTEVÆRELSE: Merete er gået all in på favoritfarverne i møblet fra Montana. Vægfarven hedder Emerald Green fra Farrow & Ball.

Farvelegen er dog ikke forbeholdt møblerne i parrets hjem. Mens væggene i soveværelset er malet i en dyb rød, er læseværelset malet smaragdgrønt og gangen himmelblå. Vægfarverne stammer fra en kollektion af naturens egne nuancer skabt af det engelske firma Farrow & Ball i samarbejde med The Natural History Museum i London, og for Merete gav farverne et fint samspil med skoven og stranden lige uden for husets vinduer. Vinduesrammerne har af samme årsag naturligvis også fået en farve. En dyb blå, der giver modspil til selve husets lyseblå.

Merete Pryds Helles sommerhus8.jpg
SPISESTUE: Den ene væg er malet med Crimson Red fra Farrow & Ball, og sammen med messingpendlerne fra Antidark og det cognacfarvede læder på Vermund Larsens VL118- stole giver nuancen rummet en varm og rar stemning. Spisebordet er fra Andersen Furniture, og gardinerne er fra Designers Guild. På begge sider af vinduet hænger værker af parrets veninde Vibe Bredahl.

"Siden mit besøg i Bjørn Wiinblads blå hus, har jeg været solgt til den farve. Han var så dygtig til farver, og hans hus er malet i en perfekt blå. Klar uden at være skinnende. Lys uden at være for lys. Næsten helt levende og vandagtig. Jeg var så heldig at få lov til at få farvekoden, og nu er vores hus malet  i nøjagtig samme farve," fortæller hun.

Merete Pryds Helles sommerhus6.jpg
KØKKEN: Meretes farveglæde kommer også til udtryk i køkkenet med fronter i en støvet rosa variant fra Helsingö. Fliserne er fra Fired Earth. Tekanden og skålen er fra Japan, og den hvide kande er fra keramikbyen Moustieres i Provence.

Nuancer af blå går igen flere steder i parrets hjem, særligt i køkkenet, hvor flere blå toner udfolder sig på eventyrlige fliser, der både fylder bordpladen og bugter sig op ad væggen.

"Jeg har en svaghed for mønstrede fliser i smukke farver. Der er så meget glæde i mønstre, og hver gang jeg ser mine fliser, bliver jeg glad. Det er en kærlighed, jeg har taget med mig fra dengang, jeg boede i Italien og igennem mine mange ophold i Mellemøsten. Jeg køber altid et par løse fliser, når jeg rejser, så jeg har efterhånden en ret fin samling af mønstrede fliser blandt andet fra Indien, Italien, Iran, Spanien og Syrien," fortæller Merete.

Merete Pryds Helles sommerhus9.jpg
BAD: Den helt særlige porcelænsvask med fisk i har Merete selv hjembragt fra en rejse.

Meretes farveglæde har givet parret et unikt hjem, men selv fremhæver hun, at det vigtigste i en indretning er at finde frem til dét, der giver dig glæde. Og at have tålmodighed, for det kan godt tage tid.

Merete Pryds Helles sommerhus3.jpg
VERANDA: Vinduesrammernes dybe blå farve giver perfekt modspil til selve husets lyseblå, der er inspireret af Bjørn Wiinblads blå hus i Lyngby. Dug og servietter er fra Lovely Linen, og stolene er fra Montana og Andersen Furniture. Stellet er en blanding af loppefund og Royal Copenhagen, og glassene er fra Dibbern.

"Jeg bruger virkelig lang tid på at finde det rigtige for os, for jeg vil gerne vælge ting, vi også er glade for om fem og ti år. De valg afspejler os og vores liv, hvilket jo kun er naturligt. For det er jo vores hjem, og det er os, det skal være rart for."

Merete Pryds Helles sommerhus10.jpg
STUE: Parrets stue er indrettet med en komfortabel hjørnesofa fra Eilersen fyldt med puder fra Lovely Linen samt en broderet Sonia Delaunay-pude fra Pradomuseet i Madrid. Marmorbordet er fra Woud, og herpå står keramik fra Kähler og en vase fra Wauw Design. Værket på væggen er af fotograf Trine Søndergaard, og Bellevue-gulvlampen er købt i Illums Bolighus.

Hvem og hvor?

Hvem

Merete Pryds Helle, 56 år, forfatter og foredragsholder, hendes mand Omid Hodabakhshi, 47 år, osteopat, og parrets to hunde Donna og Minna.

Hvor

140 kvadratmeter stort helårshus fra 1984 i Tisvilde.