Go’ Morgen Danmark-vært sælger Gentofte-villa: Nu kan det fine bindingsværkshus blive dit
Mikkel Kryger Rasmussen, sælger sit bindingsværkshus i Gentofte. Huset købte Go’ Morgen Danmark-værten med det høje humør sammen med sin hustru for fire år siden, og nu kan det altså blive dit – selvfølgelig i bytte for et vist beløb.
For knap fire år siden købte den populære tv-vært Mikkel Kryger Rasmussen, der bl.a. er kendt for Go’ Morgen Danmark og hustruen Camille Mynthe Rasmussen deres 126 kvm store bolig i Gentofte, men nu skal parret og deres tre børn altså videre. Det skriver boligmediet Boliga.dk.
Det sorte bindingsværkshus ligger i den mondæne forstadskommune Gentofte, nærmere bestemt i Dyssegårdkvarteret i Hellerup. Huset er bygget i 1925 og har tre værelser, to badeværelser, et stort køkken alrum med fritlagte murstensvægge og en rummelig have med et anneks.
Tv-værten har skudt papegøjen
Da parret købte huset tilbage i 2018, gav de knap 5,8 millioner kroner for det 126 kvadratmeter store hjem, og kan nu sælge det for lige under 10,5 millioner kroner.
Mikkel Kryger Rasmussen og fruen kan altså glæde sig over at have investeret sine penge i mursten i et boligområde af landet, hvor huspriserne har nydt særdeles godt af den fremgang, boligmarkedet har oplevet under coronakrisen. Men det er de langt fra alene om.
Det lader nemlig til at være mere reglen end undtagelsen, at villaerne i Gentofte Kommune koster over 10 millioner kroner. Det viser tal fra Boliga.dk.
For hvor husene i Gentofte tilbage i 2018, hvor tv-værten og fruen købte deres hus, i gennemsnit blev handlet til en kontant salgspris på lige knap ni millioner kroner, så lå gennemsnittet i 2021 på næsten 12 millioner kroner for et hus i det eksklusive villaområde – en kontant stigning på tre millioner kroner.
Se flere billeder af Mikkel Kryger Rasmussens hus her.