Molly Egelind har et særligt godt råd, hvis du gerne vil til at købe kunst
Skuespiller Molly Egelind samler ikke på kunst, der er smukt. Værkerne skal have kant, næsten være lidt ækle, for så bliver hun aldrig færdig med at kigge på dem. Her er hendes bedste råd til dig, der vil i gang med at samle på kunst.
Hvad er kunst for dig?
"For mig er det en meget følsom ting, når jeg ser på et stykke kunst. Det skal få mig til at føle noget. Og de følelser, som de forskellige stykker kunst repræsenterer eller vækker i mig, kan jeg så bringe ind i mit hjem. Men det er også noget, som jeg synes er sindssygt objektivt. Det er svært at sige, hvad der er god kunst?"
"Fordi god kunst er jo noget, der giver dig en følelse, du godt kan lide at have. Og det er jo så forskelligt fra person til person, hvordan man reagerer på kunst. Det er jo dybt individuelt, hvad man kan lide, men det er også noget af det interessante. Det kan være med til at starte en fed samtale."
Hvad var det første stykke kunst, du købte?
"Hvis man tæller plakatkunst med, så var det en Tal R plakat. Den var i et kvadratisk format, som Louisiana havde trykt i forbindelse med en udstilling. Det var en collage i et lidt starburst-agtigt udtryk, med en masse linjer, der kom inde fra midten og ud med alt muligt klip og klistret. Det var jeg meget fascineret af."
"Den købte jeg, da jeg gik på skuespillerskolen, så det var også det, jeg kunne komme i nærheden af rent økonomisk på det tidspunkt. Men det var noget, jeg syntes var sindssygt interessant at se på og gå på opdagelse i."
Hvad kigger du efter, når du køber kunst?
"Det behøver ikke være noget, jeg udelukkende synes er flot. Hvis jeg skulle vælge noget kun ud fra, hvad jeg synes er smukt, så bliver jeg færdig med at kigge på det på et tidspunkt. Det skal være noget, der er skævt nok til, at det vækker nogle tanker i mig."
"Så kan jeg blive ved med at tænke over, hvorfor det ser sådan ud. Det kan blive ved med at pirre mig, det er lige før, jeg siger irritere mig. Jeg kan blive ved med at synes noget nyt om det, og så bliver jeg aldrig færdig med at tage stilling til det. Jeg tror, det handler mere om at gå efter noget, der vækker min nysgerrighed, end om at det skal være kønt."
Hvor kigger du på kunst?
"Det sted, hvor jeg nok har forelsket mig i flest ting, hedder V1 Gallery. Jeg får mails fra dem, fordi jeg har trykket ”ja tak” til deres nyhedsbrev inde på hjemmesiden. Jeg synes, at de har fingeren på pulsen i forhold til nye, moderne kunstnere. Desuden er der en atmosfære af, at den kunst, de har derinde, er for alle. De er sikkert ikke bedre end andre, men jeg er bare lige faldet for dem, fordi det føles, som om der er plads til mig."
Hvad er dit bedste råd til nybegynderen?
"Jeg tror, det handler om at gøre det til en økonomisk prioritet, så man har nogle penge at sætte bag lysten. Ellers kan det nemt virke som en vild ting at springe ud i det, fordi det pludseligt er mange penge at bruge på et stykke kunst. Men hvis man prioriterer det i sit budget, for eksempel: ”jeg vil gerne sætte 500 kr. af om måneden til at købe et eller andet pissefedt værk, som inspirerer mig, og som jeg vil kunne kigge på resten af livet."
"Og tingene har det med at ryge ret hurtigt, så det er vigtigt at give sig selv mulighed for at rykke på det, når man ser noget, man falder for. Og ellers skal man virkelig stole på sin mavefornemmelse og mærke efter hvad man føler, når man kigger på et givet værk."
"Man skal ikke spekulere så meget i, hvad der er trendy, eller hvad der kan blive mange penge værd på et tidspunkt. For mig skal kunsten være dejlig, mens jeg har den, og ikke bare fordi jeg vil sælge det videre på et tidspunkt. Det drive har jeg slet ikke. Jeg har det sådan: ”jamen, det værk er jo lavet til mig”. Så der er ikke nogen andre, der skal have det."
Hvem er din yndlings- kunstner?
"Hvis det går mig godt i livet, så håber jeg på en dag at kunne eje et værk af John Kørner. Jeg tror ikke, jeg har set en eneste af hans ting, som jeg ikke forelskede mig i, men der er lidt vej endnu, vil jeg sige. Der må jeg begynde at spare op. Jeg tænker så mange tanker, når jeg kigger på hans ting."
"Vi bor lige i nærheden af et vægmaleri, han har lavet. Det er kæmpestort, med masser af farver og så meget historie. Jeg tror, det hedder ”Woman with 24 Problems”. Og det er jo helt tilfældigt, for jeg er jo ikke flyttet til Amager for at bo i nærheden af det, men det er bare sådan en glæde at gå forbi det. Så hvis jeg sådan skulle vælge en yndlingskunstner, så skulle det være ham."
Hvilket kunstværk er du mest glad for?
"Det må være vores ”Niwlla Starsun” af Klara Lilja, der hænger inde i vores stue. Det var en 5-års bryllupsdagsgave, min mand og jeg købte sammen. Det er en keramisk stjernesol med grøn glasur, og den opsummerer meget af det, jeg har talt om. Den er ekspressiv i sin form, og den har farve. Og så er den lidt ækel."
"Jeg synes ikke, den er køn, men jeg elsker den. Den får mig til at tænke på liv på andre planeter og livets oprindelse, og den sætter bare så mange historier i gang i mig. Det er mit yndlingsværk, som jeg ejer."