Nordisk look i det rummelige soveværelse
Mor, barn, hele garderoben, samlingen af småting og en lille hjemmearbejdsplads er der blevet plads til i soveværelset – og så er rummet endda indrettet utrolig smukt i toner inspireret af sne, vinter og perlemor. Glæd dig til at blive inspireret!
Boligstylist Mette Helena Rasmussens nye lejlighed, som hun deler med sønnen Johs på tre år og datteren Villa Malou på otte år, blev købt som et dødsbo. Et meget forsømt dødsbo vel at mærke. Så før Mette Helena kunne gå i gang med at indrette, skulle lejligheden igennem en større renovering. Da det var soveværelsets tur, var udfordringen, at rummet har to indgange, og at det derfor kunne blive svært at få plads til et klædeskab. Løsningen blev et specialbygget skab i rummets bredde rundt om den ene dør.
– Ofte er det en god ide at bygge reoler og skabe selv. På den måde udnyttes rummet fuldt ud, og indretningen virker rolig. Har man hænderne skruet godt på, er det også en billigere løsning end at gå ud og købe nyt, fortæller Mette Helena. Rummet er ca. 16 kvadratmeter stort, og der er både blevet plads til skabet, en skøn seng i overdådig hotelstil og Johs’ seng – foruden et skrivebord og et skab til Mette Helenas samling af rejsefund!
– Tænk! nu er vi flyttet ind i en kæmpe stor lejlighed, Villa Malou har fået sit eget værelse, og sjovt nok er jeg alligevel sjældent alene i sengen. Men jeg forstår godt børnene. Det er virkelig en vidunderlig seng, og vi bruger den også som en ekstra sofa i løbet af eftermiddagen til at ligge og kigge iPad og hygge os sammen i, fortæller Mette Helena.
Der er indrettet en enkel og billig skrivebordsplads ved vinduet. Pladen er af laminat og bukke fra Bauhaus, mens stolen er genbrug. Pendlen er fra Menu. Det store skab med vaser, keramik og rejsefund er fra Lindebjerg Design. Ferm Living laver lignende magasinholder.
For at give soveværelset en overdådig hotelværelsesstemning valgte Mette Helena en stor seng fra Jysk med polstret sengegavl. Sengetæppet er også fra Jysk. Puderne er fra Retro Villa. Billederne er et miks af værker, Mette Helena har fundet på loppemarkeder, Designskolens julemarked og lauritz.com
Dobbeltdørene ind mod stuen og det store klædeskab er begge malet med samme nuance for et ensartet udtryk. Spejlet er et genbrugsfund til 20 kroner, og Thonet-stolen er et loppekup.
TIP
Mal træværk og vægge i hver sin tone, så træværket fremstår tydeligere.
Laminatbordpladen i marmorlook er fra Bauhaus. Æsken er fra Retro Villa, og brevpresseren er et loppefund. Helena Rohner skrivebordslampen er en nu udgået model fra Stilleben.
Mette Helena har en svaghed for smukke notesbøger, som hun bruger til sit arbejde. Bøgerne og timeglasset er fra Granit i Malmø.
Skabet har både bøjlestang og hylder indvendigt. Skabet rummer alt fra tøj, symaskine og printer til rejsetasker.
Johs sover i det ene hjørne af værelset i en gammel Juno-seng, der tidligere var hans søsters og købt gennem Den Blå Avis. Billedet og det gamle legetøj er genbrugsfund ligesom pindsvinet i det smalle vindue.
Det store skab er bygget fra væg til væg rundt om døren. Det når fra gulvet og næsten op til loftet – men ikke helt, for stukken i loftet skulle bevares. Klædeskabet er bygget af 22 mm MDF-plader fra Silvan, mens lågerne er af 19 mm tyk MDF-plade. Lågerne er beklædt med halve rundstokke. Mette Helena har fået hjælp af Nybyggeren til at bygge skabet. Glaslampen er et loppefund.
IDE
Har du et kedeligt indbygget skab, kan du pifte det op ved at lime rundstokke skåret igennem på langs fast på lågerne som her!
FARVERNE I RUMMET
Sne, Vinter og Perle. Det var nogle af navnene på de farver, Mette Helena faldt for, da hun skulle vælge vægfarver til sit nye soveværelse. Skabet, vindueskarme, paneler, døre blev malet med Sne G01 glans 50. Endevæggen blev malet med Perle Y27 glans 5. De øvrige vægge blev malet med Vinter Y26 glans 5. Alt fra Dyrup. Gulvet blev afhøvlet, ludbehandlet og sæbebehandlet for et naturligt nordisk look.