Redaktionens tips til børnefødselsdagen
Alle børn fortjener den bedste fødselsdag! Men hvordan fikser du lige det? Få redaktionens tips til den bedste børnefødselsdag.
Vild skattejagt
Louise, redaktør
Jeg kan anbefale en skattejagt over større distancer, så de små gæster får løbet noget krudt af sig. Bagefter falder selskabet helt sammen over deres slikposer, og der er ro en rum tid. Ah! Vi laver skattekort på vers med piratklistermærker, dypper dem i te og brænder dem af i kanten, så de ser oldgamle ud. Og det allerbedste: De kan gemmes og genbruges året efter – ungerne fatter ingen mistanke, det garanterer jeg!
Fuld gas på pynten
Mette, redaktionssekretær
Giv den fuld gas med pynt! Vi måtte aflyse barnets første fødselsdag på grund af sygdom, så da hun fyldte to år, glædede mor her sig lige så meget som en brunstig elg, der venter på foråret. To måneder før den store dag storshoppede jeg farvekoordineret kagedekoration og vægpynt. Både balloner, sugerør, kageforme og lagkagens glasur var holdt i fine, pigede pasteller. Var pigebarnet ligeglad? Garanteret, men det var dæleme festligt! Så skidt med, at vuggestuens indtog i hjemmet på selve dagen ikke ligefrem efterlod huset som en pasteldrøm.
Byg et isslot
Pernille, artdirector
Vi laver hvert år et slot af is. Det er pærelet og ser meget festligt ud. Når selve slottet er bygget – af literis og vaffelis – er det bare at pynte løs med skumfiduser, kyskager, stjernekastere med mere. Der kan sikkert også laves en ridderborg ud fra samme princip.
Udnævn en fotograf
Camilla, journalist
Da Tobias stadig er en lille fis på knap to år, har vi endnu ikke oplevet at blive invaderet af vilde børnehavebørn (phew!). Men da han rundede sit første år, holdt vi en stor fødselsdags- og navngivningsfest, og derfra stammer dette råd: Få et fotokyndigt familiemedlem til at forevige den store dag med et godt kamera (grynede mobiltelefon-billeder dutter altså ikke), for du kan med garanti ikke selv overskue at få knipset præmieskud af juniors første lagkagespisning, gaveoppakningen og hans store øjne, når hele forsamlingen bræger ‘I dag er det Tobias’ fødselsdag … ’. Med fotograf på kan du bedre selv nyde dagen ‘live’.
Husk at se på dit barn!
Anna, redaktionschef
Da Ask blev tre år, var han ENDELIG klar til at invitere venner hjem til den helt store fest. Mor her havde glædet sig meget, til den dag oprandt, så den fik ikke for lidt: Den helt rigtige kage (togkage), det helt rigtige hjemmelavede mad og rigeligt med rigtig sjove lege. De der drenge havde dog ikke rigtig ro over sig til at spise min lækre hjemmelavede mad, og de legede for godt til at have tid til voksenpåfund – kagen var dog et stort hit. Kort sagt; en succesfuld dag. Også for min treårige … tror jeg nok. Mens jeg oksede rundt for at arrangere den perfekte dag for ham, glemte jeg helt at se på mit barn. Den dag lovede jeg mig selv: Jeg vil ALTID huske at se på mit barn til hans fødselsdag. For det er hans dag, og det vigtigste er, at han er glad!