Æggeskaller
Lad endelig være med at smide dine æggeskaller i skraldespanden – de er nemlig fulde af næring. Faktisk er den calcium, som skallerne er så rige på, hovedingrediens i meget købe-gødning og en af grundene til, at skallerne er så geniale at bruge som økologisk gødning. Rigtigt mange planter – særligt roser – har stor gavn af næringsstofferne fra æggeskallerne, men du bør dog ikke bruge æggeskaller til at gøde dine rhododendron, bregner, primula og andre surbundsplanter med.
Sådan gør du:
Skyl indersiden af æggeskallerne og kom dem i en plastikpose. Knus dem herefter enten ved af slå på posen med flad hånd eller rulle hen over posen med fx en kagerulle. Jo finere skallerne knuses, jo hurtigere bliver de nedbrudt i jorden og optaget af planterne. I stedet for at knuse skallerne kan du også blende dem med lidt vand til flydende gødning, som du kan vande dine planter med.
Tang
Tørret tang kan snildt bruges som organisk gødning i haven og køkkenhaven, da det er rigt på en masse forskellige mineraler og næringsstoffer, som gavner dine planter. Desuden er det de seneste år også blevet populært at dyrke kartofler i et lag tang direkte på jorden eller græsplænen.
Sådan gør du:
Tang indeholder en del salt, og da det ikke er alle planter, der bryder sig om salt, er det vigtigt, at du skyller tangen, før du bruger den som organisk gødning. Du kan enten vende tangen direkte i jorden om foråret, inden du sætter dine planter, eller lægge tangen rundt om planterne på jorden i løbet af sæsonen, så bliver tangen automatisk nedbrudt med tiden. Har du en kompostbeholder, og vil du sætte ekstra skub i din kompost, kan du smide tangen oven i kompostbeholderen. Det er med til at sætte gang i nedbrydningen af de andre elementer i komposten. Endelig kan du lave din egen flydende gødning ved at lægge tang i en spand eller tønde med vand med delvist lukket låg. Rør i tangen hver dag og efter otte uger, er den flydende gødning klar til brug.
Bananskræller
Det overrasker sikkert mange, men bananskræller er faktisk super gødning, fordi de indeholder kalium, fosfat og flere andre vigtige næringsstoffer, som dine planter har gavn af. Skal du lave organisk gødning af bananskræller, er det er dog vigtigt, at du bruger usprøjtede eller økologiske bananer til at lave gødningen med.
Sådan gør du:
Klip eller skær bananskrællerne i små stykker og grav dem ned i jorden. Jo mindre stykkerne er, jo hurtigere vil skrællerne blive nedbrudt og optaget af dine planter.
Kaffegrums
Kaffegrums er et mirakelmiddel, når det drejer sig om organisk gødning af dine planter og kan med fordel bruges både i haven og i dine potteplanter. Det skyldes, at kaffegrums har et højt indhold af blandt andet kvælstof, fosfor, forskellige mineraler og kalium, der giver god næring til planterne. Vær dog påpasselig med ikke at strø for tykke lag over friske frø og unge planter.
Sådan gør du:
Den bedste måde at gøde med kaffegrums er at drysse grumsen ud over jorden, der omgiver planten, og derefter forsigtigt arbejde kaffegrumsen ned i jorden. Til planter i krukker og kummer kan du blande kaffegrums med pottejorden, når du planter. Eventuelt overskydende kaffegrums kan også spredes ud over kompostdyngen i et tyndt lag. Særligt roser, geranier, engletrompeter, nerier, hortensier, rododendroner og azaleaer synes godt om kaffegrums som økologisk gødning.
Kartoffelvand
Kogevand fra kartofler kan også bruges som naturlig og organisk gødning til dine planter på grund af de vitaminer, der frigives i vandet under kogningen. Så hvorfor ikke få mest muligt ud af vandets høje mineralindhold og lade dine planter få glæde af det?
Sådan gør du:
Kog kartoflerne i rigeligt vand – gerne med skrællen på. Lad herefter vandet køle af efter kogningen, og brug det som det er til at vande dine stueplanter og haveplanter én gang om ugen.
Hestemøg
Organisk gødning, også kaldet dyregødning, er naturlig gødning, som er fremstillet af planterester, halm og husdyrgødning og nedbrydes af jordens bakterier. Organisk gødning, som fx gødning fremstillet af hestemøg, indeholder masser af gavnlige næringsstoffer. Du kan også bruge gødning fra andre dyr, fx kanin- og hønsegødning til at lave organisk gødning af.
Sådan gør du:
Hvis du bruger heste- eller anden husdyrgødning skal du være opmærksom på, at der kan opstå svidning af planterne, hvis du tilfører for meget frisk husdyrgødning til jorden om foråret. De fleste planterødder tåler nemlig ikke direkte kontakt med frisk husdyrgødning, og det samme gælder frø. Det er derfor bedst, hvis du komposterer gødningen først - altså lader den ligge et par måneder, så den bliver delvist omsat, inden du spreder den ud i haven. Du kan også fremstille flydende gødning ved at komme en skovlfuld hestemøg i en spand, som du fylder med vand. Lad blandingen stå i ca. 3 uger. Derefter kan du fortynde den færdige, flydende gødning med vand i blandingsforholdet 1:20 og bruge den til at gøde dine roser, planter og køkkenhave med.
Brændenælder
Brændenælder er rige på en række forskellige næringsstoffer og kvælstof og derfor en lækkerbisken for dine planter. Hvis du har brændenælder i haven, kan du nemt lave dine egen organiske gødning, som er god både til tomaterne i drivhuset, havens krukker og til dine afgrøder i køkkenhaven.
Sådan gør du:
Vil du lave en brændenældegødning, så passer et kilo nælder til ti liter vand. Start med at klippe nælderne i små stykker og smid de stykker, der er med frø, væk. Kom brændenælderne i en plastikspand eller tønde (den må ikke være af metal). Stil herefter spanden/tønden i solen og rør i saften en gang om dagen. Efter tre uger er gødningen klar. Si nu plantedelene fra og brug den flydende gødning ved at fortynde den i forholdet 1:10. Altså ti dele vand til en del saft.
Græsafklip
Der er masser af næring i græs, så i stedet for at smide græsset ud, når du har slået plænen, kan du sagtens bruge det som organisk gødning i haven eller i dine potteplanterne. Græsafklip er desuden effektivt, hvis du gerne vil holde jorden til dine planter fugtig, vande mindre og holde ukrudtet nede.
Sådan gør du:
En effektiv måde at genbruge det overskydende græsafklip er ved at bruge det som jorddække i blomster- og grøntsagsbede eller i potter. Derved holder græsset både på fugten i jorden samtidigt med, at det giver naturlig gødning til planternes rødder, efterhånden som græsset nedbrydes. Du kan også lave din egen flydende gødning af græsafklippet ved at lægge et par håndfulde græs i en spand vand. Rør jævnligt i blandingen. Efter ca. to uger er græsgødningen klar og kan blandes med vand i vandkanden.