Silas Holst sommerhus

Silas Holst om særligt sted: "Dér er jeg lykkeligst"

For nogle år siden købte Silas Holst et sommerhus, som lige siden har været en vigtig oase, hvor han kan trække stikket, slukke telefonen og bare nyde livet. Kom med indenfor her. 

alt.dk logo

Når danser og skuespiller Silas Holst skal trække stikket fra sit travle arbejdsliv, har han fundet et helt særligt spot i Munkerup. Her købte han i 2017 et sommerhus, der er bygget i 'Texas Mini Ranch'-stil, som han selv kalder det.

"Jeg så på en del huse i området. For mig var det området, der var vigtigst, da mange af mine venner har sommerhuse lige præcis der. Jeg faldt pladask for huset. Kærlighed ved første blik. Det var så anderledes end de andre huse. Huset er bygget lidt som en mini ranch. Og indeni var alt brune træpaneler og lameler, men rummene var store og lyse, så ideerne væltede ind da jeg gik rundt med ejendomsmægleren," fortæller Silas Holst til alt.dk.

Silas Holst sommerhus

Hvorfor købte du et sommerhus? 

"Jeg havde lyst til et sted, hvor jeg kunne køre hen og føle, at jeg var væk fra forpligtelser og arbejde. Og som gav mig en reel grund til at kunne sige nej til job “… for jeg er i sommerhuset.” Jeg tager i sommerhuset, så ofte jeg overhovedet kan hive bare en dag ud af kalenderen. Det ligger heldigvis kun 45 minutters kørsel fra vores hjem." 

Oser af kreativitet og skæve ting

Silas Holst fortæller, at huset har været igennem mange forskellige stilarter. 

"Jeg startede ud med at købe hvert et møbel på auktion. Bare det var ting, der skilte sig ud fra mængden, købte jeg det. Det skulle være et sted, der osede af kreativitet og skæve ting. I takt med, at vi benytter det mere og mere som et andet hjem, er stilen blevet mere stille. Jeg kan stadig godt lide ting, der er anderledes, og hvert rum skal være en oplevelse, så hvert rum har fået hver sin DNA." 

silas holst sommerhus

"Vores entre og badeværelse er en følelse af at være på Bali med planteloft, flaskegrønne vægge, korkgulv, cognac-farvet læder på skabene og messing. Køkken-alrummet er et trækøkken, mens resten af rummet er holdt i rosa farver og tunge velourgardiner. Vi har valgt runde borde og runde skamler for at give en kontrast til de store firkantede flade flader i vægge og gulve.

silas holst sommerhus

Soveværelset er holdt helt i gråt med rosa gardiner for at skabe ro. Børnene har selv fået lov at vælge farvetemaer på deres værelser. Maggie ønskede lyserødt. Så nu er ALT lyserødt - lige fra vægge til gulvtæpper, belysning mm. BobJones ville have grøn, så der er limegrøn på vægge og mørkegrøn på karme for at balancere lidt. Spisestuen er lavet udfra tre blomstermalerier, jeg arvede fra min far. Derfor blev væggene og reolen bordeaux, og stole og lamper er rosa."

silas holst sommerhus

Hvad har du ændret? 

"Alt i huset er blevet ændret indvendigt undtagen de bærende vægge og de originale hessianskabe i entreen, som jeg ikke nænnede at ændre ved. Men der er en regel; Jeg må ikke bruge flere penge til indkøb til huset, end hvad jeg kan sælge noget af det gamle for. Alt, vi ejer i sommerhuset, er købt via genbrug, marketplace eller DBA. På den måde har alting en særlig historie deroppe." 

silas holst sommerhus

Hvad er dit yndlingsrum? 

"Jeg elsker faktisk alle rum, fordi de er i konstant udvikling. Nye ting bliver tilføjet ret ofte, og nye ideer folder sig ud. Jeg er særligt vild med vores badeværelse, vores huleagtige soveværelse og vores tiny house i haven."

Hvordan adskiller indretningen sig fra indretningen af dit hjem? 

"Alt er anderledes. I vores eget hjem er alt roligt i farvevalg og møbler. I sommerhuset skal alt have en farve og lidt skævhed over sig. Det er det fede med et sommerhus. Der er en anden tilgang deroppe. Hvis tingene ikke bliver pæne, maler vi det bare over eller prøver noget andet. Til gengæld har jeg brug for, at der er ro i vores hus i København."

Silas Holst sommerhus

Hvilke tre ting betyder mest for dig? 

"Jeg har et maleri på væggen i stuen, der er en bryllupsgave, som min mormor og morfar fik i bryllupsgave. Det har fulgt mig hele livet. Urnen med min første hunds aske har også en plads. Og så betyder alle de mange gode minder og oplevelser, som vi har og stadig får deroppe meget."

silas holst sommerhus

Er der et særligt køb, du drømmer om til sommerboligen? 

"Jeg drømmer om, at en sauna bliver næste projekt." 

Færdiggør sætningen: når jeg træder ind i mit sommerhus… 

"Bliver jeg lykkelig og tusind kreative ideer popper op i mit hoved. Den store drøm er at flytte derop, når børnene en dag flytter hjemmefra. For der er jeg helt klart lykkeligst."

silas holst sommerhus

Silas Holsts tre bedste tips til området

Hele havneområdet i Gilleleje er magisk.

Saunte havecenter er et af mine yndlingssteder. Jeg kan bruge flere timer på at kigge på og købe planter der.

Men allerbedste tip er at slukke telefonen og bare nyde livet. Der er smukt og roligt i Nordsjælland. ❤️