Smykkedesigner Sofie Bille Brahe indretter sig med få ting – her har en helt særlig lampe fundet plads…
Showroomet i København har smykkedesigner, Sophie Bille Brahe, 43, indrettet, som hun forestiller sig, et skandinavisk palazzo ville tage sig ud. I hendes hjem i Hellerup er der også plads til at tegne på væggene, og alle de ting, hun har arvet, er til for at blive brugt.
Til trods for at det er meget små genstande, nemlig diamant- og perlesmykker, showroomet er designet til at vise frem, er det stort og rummeligt. Her er højt til loftet, rene linjer, behørig afstand mellem møblerne og meget fri gulvplads. De relativt få genstande, der har fundet vej til vægge, gulv og lofter, er håndplukket og nøje kurateret af smykkedesigneren selv.
“Jeg elsker utrolig mange ting, men jeg kan godt lide at være omgivet af ret få ting,” siger Sophie Bille Brahe, der har været selvstændig i eget smykkefirma i 12 år, har knap 30 ansatte og har fået international succes, fordi hendes særlige øje for at twiste klassiske perle- og diamantsmykker og dermed skabe noget unikt og samtidig tidløst, har fået folk til at drømme om hendes smykker både herhjemme og ude i verden.
Alt i hendes showroom har en berettigelse. I midten står en montre i egetræ af møbeldesigner Rune Bruun Johansen, hvor de øreringe, halskæder, armbånd og fingerringe, det hele handler om, ligger med fin afstand og taler for sig selv. To af de borde, hvor man kan få fremvist smykkerne, har Sophie Bille Brahe selv designet i stål, ud fra hvad hun mener, er “det perfekte swung,” som også er det, hun stræber efter at skabe i hvert enkelt smykke.
De zebrastribede stole og ditto daybed er inspireret af kunstsamler og socialite Peggy Guggenheim, der yndede at indrette sin bolig i Venedig med meget af det sort-hvide dyreprint, og som er en kvinde, Sophie Bille Brahe altid har beundret for sin stil. Foran de mange store dobbeltvinduer ud mod et gadehjørne i Indre København hænger gennemsigtige blondegardiner, som minder om dem på Rungstedlund, Karen Blixens barndomshjem.
“Når man er så lidt vild med at have ting, som jeg er, er de perfekte, for de fylder ikke meget i rummet. Jeg elsker, når de er trukket for, og det er så smukt, når solen skinner igennem,” siger Sophie Bille Brahe.
Annonse
På endevæggen hænger en frise med de tre gratier af Bertel Thorvaldsen, der, ud over at være ven af Sophie Bille Brahes forfædre og årlig gæst på deres sjællandske gods i gamle dage, også var inspiration for en af hendes tidligere kollektioner. De tre gratier danser på værket 'Primavera' af renæssancemaleren Sandro Botticelli, som inspirerede designeren til at lave de ikoniske Botticelli-perleøreringe.
Uanset hvor man kigger hen, er der udsigt til friske blomster. De fleste buketter er med hvide papegøjetulipaner i Tage Andersen-vaser – den samme slags, som altid står på dronningens bord under nytårstalen – men her er også klematis, og fra det nyligt importerede antikke springvand fra Paris hænger jasminblomster og byder velkommen.
Det eneste, der umiddelbart bryder med de naturfarvede og stilrene elementer, er en lyserød lampe udformet som et par baller med en blomsterbuket mellem.
“Jeg elsker min numselampe,” siger Sophie Bille Brahe.
“Den er så æstetisk smuk og samtidig så off. Med så rent et univers er det godt at have noget, der clasher lidt. Det er nok min yndlingsting herinde,” siger hun om værket af den franske kunstner Laure Prouvost.
Hvilket univers har du ønsket at skabe i dit showroom?
“Et nordisk palazzo. Når jeg tænker på et palazzo, tænker jeg Thorvaldsens Museum, som er et sted, jeg holder meget af. Jeg tænker på store kølige rum med marmor og en rislen i baggrunden.
Annonse
Derfor er jeg også i gang med at lave en kæmpe muslingeskal om til et lille springvand og har endelig fundet den perfekte antikke fontæne. Det er ikke, fordi folk skal føle, at de kommer ind i et palads, slet ikke, men jeg håber, at de kan føle en særlig ro her.”
Du har slæbt et springvand hjem hele vejen fra Paris. Hvorfor dog det?
“Jeg har længe gerne villet have et springvand, men jeg har ikke kunnet finde det rigtige. Og jeg har ledt alle steder. Jeg har kontaktet alle antikvitetshandlere, jeg kender, 1stdibs, alt.
Men så gik jeg rundt og kiggede i Saint-Germain i Paris, hvor vi viser vores kollektioner, og der ligger en forretning, der har virkelig mange dejlige ting, hvor jeg en dag så den her fontæne klemt inde bag ved damens private kontor. Vi fik den bugseret ud, og jeg fik lov at købe den. Nu står det fineste springvand i marmor fra 1800-tallet på løvefod og byder velkommen til mit showroom, fyldt med jasminblomster.”
Annonse
Hvad er den røde tråd mellem dine smykker og indretningen?
“Alt har en berettigelse. Jeg har skrabet væk frem for at fylde på. Det giver en ro i linjerne for mig, og sådan er det også med mine smykker.”
Du har designet to borde hertil. Er det noget, du gerne vil gøre mere?
“Lige nu findes der kun de to, men jeg har også sat et smykkeskrin i samme facon i produktion. Jeg kan godt lide at arrangere verden omkring mig og har lyst til at skabe ting i alle materialer og former, så jeg kunne sagtens finde på mere.”
Du har neonværker af Gun Gordillo både på dit kontor og derhjemme. Hvad er det ved dem, der tiltaler dig?
“Der er meget få ting, jeg kan holde ud at hænge op, men lige præcis Guns ting elsker jeg. Det lyserøde lysværk i hjørnet af mit kontor giver mig følelsen af noget, et lille swung, en lille tanke. Men personligt holder jeg også meget af Gun. Hun og Freddy Fræk (afdød sanger, banjospiller, skuespiller, skulptør og multikunstner, red.) var mine forældres gode venner, og de kom meget i mit barndomshjem. Vi så Freddy spille musik på Gråbrødretorv, mens vi børn badede i springvandet, og når mine forældre holdt fest, havde Freddy altid sin banjo med og spillede.
De har også betydet meget for mig, dengang jeg skulle finde ud af, hvad jeg ville med mit liv, for jeg er ud af en familie af læger og sygeplejersker. De viste mig, at man kunne være noget andet. Gun sagde engang til mig: “Husk, at det kræver 90 procent hårdt arbejde og 10 procent talent, når man vil lykkes med noget.”
Hjem med børnetegninger
Fra showroomet tager vi hjem i privaten, i hvad der minder om et meget yndigt engelsk rækkehuskvarter blot i Hellerup. Her bor Sophie Bille Brahe med sin kæreste og hver deres børn og fælles datter.
Som i showroomet er hjemmet præget af rene linjer og få udvalgte møbler, men i modsætning til showroomet må man her tegne på væggene, og hjemme lever Sophie Bille Brahe med en mindre grad af perfektion. Hun har prioriteret køkkenrenovation i showroomet frem for derhjemme, selv om hun virkelig synes, at det trænger.
Spisebordet er fyldt med tuschstreger, og er det samme, Sophie Bille Brahe sad og tegnede ved som barn. På væggen i køkkenet er børnetegninger hængt op med tape, hvor man kan læse 10-årige Johans engelske stil om hunden Snoopy og følge med i treårige Beates tegninger. Hun er nu kommet til ansigter.
I de fleste skuffer, kasser, på hylder, selv i en æske i det slukkede vinkøleskab, som Sophie Bille Brahe ikke kan døje, men heller ikke har fået pillet ud, ligger Lego. De færreste ting i hjemmet er købt, de fleste er arvet eller blevet foræret, og på den måde har det meste – som i showroomet – en betydning.
“Mit hjem er præget af ting, der minder mig om særlige begivenheder eller særlige personer,” siger Sophie Bille Brahe og går hen til vindueskarmen. Her står en enorm koral, som hun kalder hjernen, hvad den ganske rigtigt ligner, som hun som barn fandt med sin nu afdøde far i Saudi-Arabien. Ved siden af står en konkylie, hun fik af en veninde, der desværre heller ikke lever mere, som fandt den på en strand i Caribien og gav den som gave til Sophie Bille Brahe, da hun fik sin søn.
Hvordan er dit hjem indrettet ift. dit showroom?
“Fællestrækkene er nok de rene linjer, men hjemme bor og lever vi, og det må man godt kunne se. Det er et hjem, hvor børnene må tegne på væggene, og hvor de rene linjer giver plads til legetøj, og at stuegulvet ofte er dækket af Lego.”
Hvad er det ved lys og minimalisme, der tiltaler dig?
“Det giver plads til mine tanker. Når der er rene, hvide vægge, er der ikke noget, der er for defineret og derfor intet til at forstyrre mig. Men min gang er lyserød, og det elsker jeg.”
Hvad faldt du for ved huset?
“Siden jeg var barn, er jeg gået forbi og har tænkt, at her lå et eventyrligt lille kvarter. Det er sådan en lille lomme i nærheden af mit barndomshjem tæt på skoven og tæt på vandet.”
Hvad er dit yndlingssted i hjemmet?
“Jeg holder meget af at sidde i mit eget lille arbejdshjørne i min stue med udkig til mit japanske kirsebærtræ, der blomstrer fra april. Jeg elsker, hvor meget et rum kan indeholde. Der kan både være børn, der leger, og min kæreste, der læser avis, samtidig med at jeg sidder i mit arbejdshjørne og tegner smykker.”
Både i dit showroom og i dit hjem har du mange koraller og muslingeskaller, hvorfra stammer den interesse?
“Da jeg var fire, flyttede vi til Saudi-Arabien i nogle år pga. min fars arbejde, og hver weekend tog vi ud til Farasan Islands i Det Røde Hav. Min far lærte mig at svømme, og vi brugte meget tid sammen i vandet, hvor vi snorklede. Så svømmede vi nedad, jeg pegede, og så tog han de muslingeskaller op, jeg pegede på. En af dem, hjernen, syntes min far var lidt stor, men jeg kunne virkelig godt lide den, så han tog den. Det var jo en anden tid.
Alle de koraller og skaller minder mig om følelsen af at svømme og vide, at min far var lige bag mig. Det er trygt, og derfor har det altid fulgt mig både i mit arbejde og privat.”
Hvad har dine forældre lært dig om æstetik?
“Jeg er vokset op i et hjem med mange gamle ting, som min far insisterede på, at vi skulle leve i. Jeg kommer fra en gammel adelsfamilie, hvor der hørte et gods til, hvor Bertel Thorvaldsen og H. C. Andersen holdt sommerferie hvert år, og i mit barndomshjem, hvor min mor stadig bor, hænger der nogle af Thorvaldsens værker.
Jeg er vokset op med ting, der er fyldt med historie, men mine forældre har altid været meget rolige omkring den del, og da en virkelig gammel, smuk kinesisk skål engang smadrede til en fest, min bror holdt, var der jo ikke noget at gøre ved det. Jeg føler, at jeg har fået et lille sus af historien med. Min far var en, der fandt stor nydelse i smukke ting, og det er noget, jeg har taget med mig.”
Hvordan så der ud, første gang du flyttede hjemmefra?
“En af de første lejligheder, jeg boede i, var en hjørnelejlighed ved Søerne i anden række. Når de store lejligheder ud til vandet havde alle dørene i deres en suiter åbne, kunne jeg se igennem ned til Søerne.
Jeg elskede at bo der, og har stadig mange af tingene fra den lejlighed: spisebordet, stole og sengen. Min Gun Gordillo-plakat fra en udstilling på Ordrupgaard i 70’erne var sat op med malertape, og i dag hænger den over mit arbejdsbord i min stue.”
Er der et arvestykke, som du er særligt glad for?
“Ja. Det må være en diamantring, jeg som barn fandt i et gammelt kinesisk skab i mit barndomshjem. Hver søndag morgen fik jeg lov til at gennemgå en skuffe fyldt med rod, og så fandt jeg i en æske en diamantring, vi ikke vidste var der, som min far efterfølgende gav til min mor.
Jeg tænkte på den i mange år, og det var nok den, der gjorde, at jeg opdagede smykkers betydning. For få år siden fik jeg den.”
Hvad er den største hemmelighed, dit hjem gemmer på?
“Mit hus har en ekstra etage, som jeg en dag drømmer om at istandsætte og lave til et stort soveværelse.”
Hvor er det smukkeste sted i verden, du har været?
“Peggy Guggenheim Collection i Venedig, hvor de smukke ting har den rette plads. Det er velkurateret, og der er en stemning af, at Peggy stadig er der. Alle hendes hunde ligger begravet i gårdhaven, og de havde de mest vidunderlige navne.”
