For otte år siden flyttede Sofie og familien til New York: ”De første år var ret primitive”

Det er snart otte år siden, at Sofie Christensen Egelund og hendes mand Frank Christensen Egelund flyttede til New York med deres to børn, en container med møbler, cykler, habengut og en ambition om at introducere familiefirmaet Vipp for amerikanerne.

I dag bor de i en 350 kvadratmeter loftlejlighed i Tribeca, hvor Manhattans skyline spejler sig i loftet.

“Vi vidste ikke, hvad vi mødte ind til, da vi flyttede til New York med vores to små børn på fire og otte år i 2014. De skulle integreres i det amerikanske skolesystem uden at kunne sproget, og vi skulle starte en forretning op – stort set fra bunden. Vi havde ingen familie og venner og intet netværk i New York, og der var ingen drejebog, men vi fik alligevel en god start,” fortæller Sofie Christensen Egelund, der i første omgang flyttede med familien ind i en lille lejlighed i Murray Street.

“Det var et stort tomt rum, og vi sov på luftmadras i midten og hentede plastikbestik og service i det lokale supermarked, inden vores ejendele ankom fra Danmark. De første år var ret primitive, men vi gik på med krum hals. Når jeg tænker tilbage, var det en ret hektisk tid og et stort pres. Vi havde en klar opgave, men ikke en specifik opskrift på, hvordan vi skulle lykkes.”

Sofie Christensen Egelund er tredje generation i familievirksomheden Vipp og barnebarn af Vipp-spandens designer, Holger Nielsen. Hun er vokset op med et brand, der i dag sælger møbler, lamper, køkkener og accessories til dit hjem ud fra en klar fortælling om pedalspandens æstetik og funktion.

“Missionen var at vækste det amerikanske marked, som på det tidspunkt havde en relativ beskeden omsætning. Og planen var, at vi skulle etablere et showroom i konventionel forstand – på gadeplan med butiksansatte og kasseapparat – men da vi kom herover, fik vi kolde fødder.

Huslejen var ublu, og udlejerne var utilnærmelige, og derfor gav det bedre mening at kombinere vores hjem, som vi var i gang med at renovere, med et showroom. Sådan er det også blevet i vores nye lejlighed, der ligger 10 gader længere nord på, også i Tribeca.”

Bygningen, som de bor i nu, er en typisk newyorker- cast iron-bygning fra slutningen af 1800-tallet. Lokalerne har oprindeligt huset en blondefabrik, og de kæmpestore vinduer, der i sin tid havde til formål at give godt dagslys for produktionen, er et af hjemmets karakteristiske fortrin.

Lyset vælter ind, uanset hvor i lejligheden du opholder dig, og med kig til SoHos øvrige huse, er du aldrig i tvivl om, hvor i verden du befinder dig. At lejligheden både fungerer som showroom og som privat hjem for voksne, børn og en golden retriever forstyrrer ikke øjet.

Arbejdsstationer, hvor der kan afholdes møder med arkitekter og designere, er integreret i det private og i køkkenet, der fungerer som showpiece, laves der også mad til familien, for der skal være plads til at bo og leve.

Sofie og Frank Christensen Egelund har samlet på design, kunst og møbler i mange år og tog det hele med, da de flyttede til New York, så det fordeler sig som et skandinavisk spor i indretningen.

“Da jeg mødte Frank, havde han en stor passion for kunst, som vi i dag er fælles om at dyrke. Kunst er meget personligt, og for os er en stor del af det at samle på kunst også at skabe relationer til kunstnerne og få deres historie med,” fortæller Sofie Christensen Egelund, der har værker af navne som Michael Kvium, Christian Lemmerz, Chuck Arnoldi, Lawrence Kenny, Peter Bonnén og Per Morten Abrahamsen i sit hjem. Forholdet til design har hun fået med fra barnsben.

“Min morfar, Holger Nielsen, havde et godt øje for design, og det har jeg nok arvet lidt af. Han var formgiver og meget bevidst om detaljer og kvalitet. Jeg sætter stor pris på design og arkitektur, der er modigt og inspirerende, og når folk har taget nogle utraditionelle valg. Jeg er fortaler for, at man skal investere i ting, der har en lang levetid, ældes med ynde og får patina. Hellere færre ting af bedre kvalitet.”

Sofie Christensen Egelunds to børn, der i dag 12 og 16 år, er efterhånden mere amerikanske end danske, og Sofie kalder det da også at “tage hjem,” uanset om hun er på vej mod Danmark eller på vej retur til New York.

“Mit liv i New York er mindre traditionelt, end det var i Danmark. Vi har til tider lange arbejdsdage, når det hele smelter sammen, og vi dækker flere tidszoner, men samtidig har vi en behagelig fleksibilitet. Og så spænder vores arbejdsopgaver bredt. Vi har både store projekter med store budgetter, og så har vi turen ned til det lokale posthus, der skal klares,” fortæller hun. Hverdagen på Manhattan kan være stressende, men er også givende.

“Vi bor på en af de korteste gader på Manhattan, der ligger mellem SoHo og Tribeca. Her er et godt miks af gadehandlere, trafik og graffiti på den ene side og de smukke og karakteristiske cast iron-bygninger og gallerier på den anden side.

I dag er kvarteret relativt mondænt, men for 30 år siden var det anderledes – der var ingen vand og varme i bygningerne, og du skulle se dig over skulderen, når du gik på gaden. Nu er her en god blanding af det rå og det smukke – uden at det bliver for pænt og kedeligt.”

Og så er der selvfølgelig alle de mange stemmer, New York også summer af.

“Vi møder mange spændende og skæve mennesker i forbindelse med vores projekter og privat, og så er der alle dem, vi støder ind i på gaden – vores UPS-leveringsbud, barberen på hjørnet eller manden i døgnkiosken, hvor vores hund Cooper altid får bacon.

Vi har kontakt med en virkelig alsidig gruppe af mennesker i New York, og folk er virkelig forskellige. Det er en smeltedigel af personligheder, kulturer, nationaliteter og religioner, og det er inspirerende og befriende. Det synes jeg ikke, at man oplever på samme måde i Danmark.”