Kender du denne danske billedhugger, der endnu ikke har fået den anerkendelse, hun fortjener?

Artiklen er en del af Euroman, RUM, Eurowoman og Statens Museum for Kunsts kunstmagasin VÆRK, der er lavet for at hylde kunst. Magasinet er støttet af Ny Carlsbergfondet.

Væsener. Sådan omtalte Sonja Ferlov Mancoba sine skulpturer. De ofte maskelignende og toteminspirerede skulpturer, som både ligner noget og samtidig slet ikke ligner noget, man kan sætte ord på. De abstrakte figurer giver associationer til modernismen, men leder også tankerne hen på ikke-vestlig kunst fra bl.a. Afrika. Og det er ikke tilfældigt.

Sonja Ferlov Mancoba, som i 1900-tallet skabte sin karriere i skulpturernes verden, var nemlig gift med den sydafrikanske maler Ernest Mancoba. Det var i sig selv utraditionelt for tiden og medvirkende til, at hun skilte sig ud fra datidens kunstnere, men hun gik også imod materialismen og egoismen og kæmpede for et globalt åndeligt fællesskab, og så markerede hun sig i øvrigt ved at revse bl.a. kunstverdenens kommercielle interesser.

I sin levetid 1911-84 opnåede hun stor anerkendelse i kunstnerkredse og blev beundret af kolleger som Asger Jorn, Ejler Bille og Richard Mortensen, men hun var en slags kunstnernes kunstner, der aldrig blev særlig kendt i den brede befolkning.

Heller ikke i dag er Sonja Ferlov Mancoba et kunstnernavn, som vækker generel genkendelse. Men det vil Statens Museum for Kunst (SMK) gøre noget ved. Derfor har museet netop åbnet dørene til den største udstilling med hendes værker nogensinde. Ud over et stort udvalg af hendes gips-, ler- og bronzeskulpturer kan man opleve en større samling af bl.a. tegninger, som aldrig tidligere har været udstillet. Desuden rummer udstillingen dele af kunstnerens private arkiv med bl.a. fotografier, postkort samt en række brevvekslinger, som bogstavelig talt er blevet støvsuget for skimmelsvamp, og som giver et nyt og unikt indblik i den danske billedhuggers liv.

Banebrydende og højaktuel

Begejstringen er svær at skjule for direktøren på SMK, Mikkel Bogh, og hans kollega Dorthe Aagesen, som er seniorforsker og overinspektør på museet. Begge har de været med til at stable den store udstilling på benene, og de er enige om, at Sonja Ferlov Mancoba var en kunstner for sig.

– Hendes værker placerer sig et interessant sted i den modernistiske skulpturtradition, som blev etableret i starten af det 20. århundrede. Hun fandt et meget selvstændigt sprog, hvor hun fortolkede nogle af de allerede eksisterende traditioner, samtidig med at hun pegede frem mod noget nyt. Hun træder frem og er ikke bare en af mange, siger Mikkel Bogh og beskriver hende som en helt grundlæggende fascinerende kvinde.

Ikke blot var hendes skulpturer nemlig unikke, hun levede også et interessant og anderledes liv. Det var fx ikke uden betydning, at hun både var en modernistisk og en kvindelig kunstner, da ingen af delene var let i hendes levetid. Særligt ikke, når man som Sonja Ferlov Mancoba valgte at gifte sig med en ikke-europæisk mand og dermed udgjorde et ’mixed couple’, hvilket langtfra var almindeligt i Danmark dengang.

– Jeg er sikker på, at det var ægte kærlighed, men det var også et statement – især fordi hun insisterede på at hedde Ferlov Mancoba til efternavn. Hun ville sende et signal om, at hun havde valgt side, både følelsesmæssigt og i kunstnerisk forstand, ved at gifte sig med en anden tradition, som pegede ud over den europæiske horisont, siger Mikkel Bogh.

Netop det, at hun giftede sig med en afrikaner, var medvirkende til, at hun blev den kunstner, hun blev, og det er også en af årsagerne til, at hun er særlig aktuel lige nu, mener Dorthe Aagesen. Hendes interesse for andre kulturer skinnede nemlig ikke kun igennem i hendes privatliv, men også i hendes kunstneriske praksis, og hun havde en stærk tro på samhørighed, medmenneskelighed og fællesskab på tværs af landegrænser. En tro, som hun selv engang udtrykte i et brev til sin ven, kunsthistorikeren Troels Andersen, med formuleringen ”Kun i kraft af hinanden kan vi leve og ånde, og ingen skaber alene”.

– Sonja Ferlov Mancoba var meget optaget af global kultur, og hun var en stærk fortaler for solidariteten mellem mennesker på tværs af kulturer og nødvendigheden af at have et globalt udsyn, siger Dorthe Aagesen og tilføjer:

– Alt det er jo relevante budskaber i den verden, vi lever i i dag, og det er med til at gøre hende aktuel. Måske er det faktisk først nu, at vi rigtig er i stand til at få øje på denne side af hendes kunst og betydningen af hendes budskab.

Krig, kunst og kærlighed

Sonja Ferlov Mancobas interesse for afrikansk kultur og såkaldt primitiv kunst blev vækket mange år før mødet med Ernest Mancoba i 1939. Hun blev født i 1911 og voksede op i et nordsjællandsk overklassehjem. Hun begyndte tidligt at tegne, og allerede som teenager blev hun introduceret for ikke-vestlig kunst, fordi hendes forældre var nære venner af ægteparret Carl og Amalie Kjersmeier, som i mellemkrigsårene opbyggede en af de største private samlinger herhjemme af afrikansk kunst. Som 20-årig blev hun elev på Kunsthåndværkerskolen i København, hvor hun mødte sine fremtidige kolleger Ejler Bille og Richard Mortensen, og året efter, i 1932, fortsatte de alle tre på Kunstakademiet.

Hun begyndte karrieren som maler, men allerede i 1935 blev hun interesseret i skulpturen, og herefter arbejdede hun primært i materialer som ler og gips. I efteråret 1935 debuterede hun på Den Surrealistiske Udstilling i Odense, og året efter flyttede hun til Frankrig, hvor hun tilbragte det meste af sit liv. Det var her, hun mødte sin kommende mand, den sydafrikanske modernist og avantgardekunstner Ernest Mancoba, og her, at de sammen blev naboer til og venner med den italienske billedhugger Alberto Giacometti.

Ernest Mancoba blev i 1940-44 interneret i en tysk fangelejr, hvor parret i 1942 blev gift under et af Sonja Ferlov Mancobas besøg. I 1946 fik de sønnen Wonga, og i slutningen af 40’erne boede de en kort periode i Danmark, hvor Sonja Ferlov Mancoba blev knyttet til kunstnersammenslutningen CoBrA og styrkede sit venskab med Asger Jorn. Bl.a. pga. åbenlys racisme rejste parret dog hurtigt tilbage til Frankrig.

Oprindelig havde Sonja Ferlov Mancoba ikke noget ønske om at lave politisk kunst, men hendes oplevelser gjorde, at hun havde svært ved at komme uden om at forholde sig til den verden, hun var en del af, personligt og kunstnerisk.

– Hendes brug af ikke-vestlig inspiration gjorde hende meget politisk engageret i det, man inden for klassisk modernistisk kunsthistorie kalder primitivisme. Et begreb, der har eksisteret siden starten af det 20. århundrede, hvor kunstnere som Picasso og Emil Nolde begyndte at skele til ikke-vestlig kunst. Men Sonja Ferlov Mancobas tilgang var anderledes. Hun var bevidst om, at der var masser at klicheer og faldgruber i måden, hvorpå man så på ikke-vestlig kunst, siger Mikkel Bogh og bliver suppleret af Dorthe Aagesen:

– Hun var yderst kritisk over for termen primitivisme, fordi den jo antyder, at der er tale om noget laverestående, mindre raffineret og sofistikeret end vestlig kunst. Hun var i det hele taget bevidst om, hvordan man talte om andre kulturer, og om betydningen af at forholde sig respektfuldt over for andre, siger hun.

Alligevel lagde Sonja Ferlov Mancoba ikke fingrene imellem, når det kom til måden, hvorpå hun omtalte den vestlige samtidskunst og kulturen.

– Hun var meget kritisk over for vestlig kapitalisme, kristen mission og kolonitiden – tre ting, der dengang var vævet sammen og var en del af den samme kulturhistorie. Det beskriver hun i ret voldsomme vendinger og kalder det bl.a. for ’råddenskab’, fortæller Mikkel Bogh.

Engleveninden Clarisse

Sonja Ferlov Mancoba var ikke kun kunstner. Hun var også menneske, og så var hun kvinde, hvilket på den tid ikke var en helt ligegyldig faktor, selvom det ikke var noget, hun selv gjorde en dyd ud af at fremhæve.

I en bog, som netop er udgivet i forbindelse med udstillingen på SMK, har forfatteren Hanne-Vibeke Holst fordybet sig i de adskillige breve, som Sonja Ferlov Mancoba skrev og modtog i sin levetid. Især en række breve mellem Sonja Ferlov Mancoba og veninden Clarisse Penso har været med til at åbne dørene til billedhuggerens mere private sider, fortæller den danske forfatter.

Sonja Ferlov Mancoba mødte Clarisse Penso i Paris i slutningen af 30’erne i Alberto Giacomettis atelier, hvor Clarisse stod model. De blev hurtigt nære venner, og da Sonja Ferlov Mancoba og hendes mand efter deres korte ophold i Danmark gerne ville tilbage til Frankrig, skaffede Clarisse Penso dem et lille, primitivt hus i udkanten af en landsby i det nordøstlige Frankrig. Her boede de fra 1952 til 1961, og det er fra denne periode, at brevene mellem Clarisse Penso og Sonja Ferlov Mancoba er bevaret.

– Det er en ret utrolig brevveksling. Sonja brugte brevene til at lette sit hjerte og fortælle om stort og småt – fra sit hverdagsliv med køkkenhave og kaniner til sine økonomiske problemer og kunstneriske overvejelser, fortæller Hanne-Vibeke Holst.

Ifølge forfatteren er et gennemgående tema, hvor svært det var for Sonja Ferlov Mancoba at finde tid til sin kunst, fordi hun samtidig skulle agere mor og husmor, og fordi familien var så trængt økonomisk. I alle årene holdt Clarisse Penso hånden under familien, bl.a. ved at sende tøj, bøger, lp’er, medicin, legetøj m.m., og Sonja Ferlov Mancoba beskrev hende da også som en engel. Ud over at man gennem brevene får et indtryk af den danske billedhugger som nøjsom, beskeden og høflig, er det især rollen som kvindelige kunstner, som Hanne-Vibeke Holst har bidt mærke i.

– Tilsyneladende var hun ikke feminist, men kønnet var alligevel definerende for hende. Forstået på den måde, at til trods for at både hun og hendes mand var kunstnere, og at hun selv var afsindig ambitiøs, så ser det ikke ud til, at der var nogen diskussion om kønsrollerne i familien. Det var hende, der var den hovedansvarlige for hjemmets opretholdelse og opfostringen af deres fælles barn, og det lader ikke til, at hun satte spørgsmålstegn ved den fordeling, siger Hanne-Vibeke Holst og fortæller, at mens Ernest Mancoba havde et atelier, om end et særdeles primitivt et, måtte Sonja Ferlov Mancoba nøjes med et iskoldt kammer.

– Hun beklagede sig ikke over denne skævhed, men det er tydeligt, at det var en kamp for hende at få plads til sig selv. Hun blev konstant afbrudt i sit arbejde, fordi hverdagen kom på tværs og stillede sine uophørlige krav til hende, og hun skrev flere gange, at hun var dybt frustreret over, at hun ikke kunne få tid til at koncentrere sig om skulpturen, siger Hanne-Vibeke Holst.

Oprørsk og idealistisk

Et interessant spørgsmål er så, om det også kan ses i hendes kunst, at Sonja Ferlov Mancoba var kvinde. Både og, mener Mikkel Bogh og Dorthe Aagesen. For på den ene side fremstår flere af hendes værker maskuline og krigeriske i deres udtryk, og på den anden side var Sonja Ferlov Mancoba kendt for at passe på og følge sine skulpturer i årevis, som var det hendes børn. Netop fordi hun drog så stor omsorg for de enkelte værker og havde svært ved at afslutte dem, skabte hun ’kun’ i omegnen af 120 skulpturer, hvilket er beskedent sammenlignet med hendes kunstneriske kolleger.

– Spørgsmålet om, hvorvidt hun byggede sine værker på en specifik kvindelig erfaring, er svært, for hvis man svarer bekræftende på det, kommer man også til at sige, at kvindelige kunstnere har ét udtryk, og mandlige har et andet, og det tror jeg faktisk ikke var i hendes interesse. Hun har tænkt på det som et universelt sprog og skelnede ikke mellem mandlig og kvindelig erfaring, siger Mikkel Bogh.

SMK har i arbejdet med udstillingen netop været bevidst om at forsøge at trække Sonja Ferlov Mancoba ud af rammesætningen som kvindelig kunstner.

– Hun er tidligere beskrevet som en lidt indadvendt, sky, blid, poetisk og tilbagetrukket kunstner, hvilket jo var typiske noble kvindelige egenskaber dengang, og derfor er det jo nok, fordi hun var kvinde, at hun blev omtalt sådan. Men hun var samtidig meget aggressiv, dømmende, voldsom og brutal i sit udtryk og sin omgang med andre mennesker, hvilket hun heller ikke selv lagde skjul på, siger Dorthe Aagesen.

I flere sammenhænge er Sonja Ferlov Mancoba også beskrevet som kompromisløs, fx i forhold til sine kunstnerkolleger, som hun følte sig svigtet af og ofte udtrykte kritik over for.

– Hun fandt ikke den solidaritet, som hun havde håbet på. Hun havde utrolig høje idealer og store forventninger til, hvordan man skulle ofre sig for sagen, og hun forstod ikke, hvorfor hendes kolleger løb efter penge og berømmelse, siger Dorthe Aagesen.

Sonja Ferlov Mancoba var især skuffet over sine gode venner fra sine unge dage, kunstnere som Ejler Bille og Richard Mortensen, fordi de fulgte kunstverdenens tiltagende kommercialisering, som hun også så den abstrakte kunst som en del af. For selvom man måske kan opfatte Sonja Ferlov Mancobas værker som abstrakte, var hun yderst skeptisk over for netop denne form for kunst.

– For hende var det abstrakte noget, der var løsrevet fra menneskelig erfaring, og noget, der reducerede kunsten til et smykke, og det var hun meget kritisk over for. Hun tog stor afstand fra, hvordan gallerier solgte pyntelig abstrakt kunst, der kunne hænge i banker og rige folks hjem, fortæller Mikkel Bogh og tilføjer, at hun samtidig godt vidste, at hun skød sig selv i foden indtjeningsmæssigt ved at sætte så høje idealer.

Alligevel stod Sonja Ferlov Mancoba fast, og netop hendes idealistiske tilgang til kunsten og hendes  evindelige opgør er noget af det, der gør hende værd at huske, mener Dorthe Aagesen.

– Hele sit liv var Sonja Ferlov Mancoba i opgør. I opgør med en vestlig kultur, med abstraktionen og med ideer om kunstverdenen og kunstneren som den geniale skaber. Her udfordrede hun også modernismen. Hun forsøgte at skabe en kultur, som kunne noget af det samme, som de afrikanske masker kunne, som tjente et åndeligt fællesskab, eller som satte nogle ting i gang hos beskueren på en anden måde, end vi kender fra moderne vestlig kunst. Og der havde hun altså fat i et projekt, som gjorde hende helt særlig.