Anne-Mette og Michael og deres staudehave

Stauder: Anne-Mette og Michaels 10 bedste råd til en smuk staudehave, der blomstrer på skift

En overdådig have er fyldt med smukke stauder, der blomstrer på skift hele sæsonen. Hvem ønsker sig ikke det? Få Anne-Mette og Michaels bedste tip til at fylde din have op med trofast blomstrende skønheder, der kommer igen år efter år.

For 20 år siden tog AnneMette og Michael Munk Hansen springet og flyttede fra en lejlighed i København til et hus med en 4.000 kvadratmeter stor have på Bornholm.

Huset er en tidligere landbrugsejendom, og der var mark over det hele, men efter tre år gik parret i gang med at skabe den have, der i dag er blevet til Enghøj Staudehave – et smukt område i engelsk cottagestil med marker som nærmeste nabo.

staudehave-blomster.jpg
Tv: Ærteblomster er både smukke, velduftende og fine mellem stauderne. Sørg for, at planterne har noget at klatre op ad, så de ikke ligger hen ad jorden. Stativet i sig selv kan være en flot installation i haven. I baggrunden anes stauden tæppepileurt. Th: Violfrøstjerne er en elegant staude, der udvikler høje stande fyldt med bedårende florlette lyslilla blomster. Brug dem i et bed, hvor de kan svæve yndefuldt over lavere stauder.

Tip: Planter med mørke blade er smukke mellem alle de friskgrønne vækster.

Konstant på jagt

Anne-Mette og Michael elsker at skabe, for eksempel at sætte gamle møbler i stand, så det faldt dem naturligt også at lade de kreative evner komme til udtryk i haven. Kærligheden faldt på stauder, og de er konstant på jagt efter spændende frø og planter.

I haven prøver de tanker og ideer af, og i den proces opstår ofte nye tanker og ideer, blandt andet til plantesammensætninger. Haven har udviklet sig gennem årene ved, at der er kommet flere og flere bede til, ligesom parret har bygget små havehuse, som både giver charmerende liv og er hyggelige at tage plads i.

vandspir-og-blomsterbede.jpg
Tv: Det skaber glæde og en herlig velkomst, når du bliver mødt med en overdådighed af planter, så snart du træder ind ad havelågen. Bedet her er blandt andet fyldt med floks og pileurt.Th: Vand er et hyggeligt element i haven, og har du vand, kan du dyrke stemningsfulde planter som nøkkerose, hjertevandkærte og vandspir. I krukken står blandt andre stauden kæmpe verbena.

Tip: Anlæg gange imellem bedene, så det er spændende at gå på opdagelse i haven.

Besøg haven

Anne-Mette og Michael går primært efter planter, der kan klare sig uden at skulle vandes hele tiden, så som udgangspunkt er det kun krukkevæksterne, der får med vandkanden.

Selv om haven i dag fremstår som utrolig gennemført, bliver Anne-Mette og Michael ved med at få nye ideer, som skal afprøves. For dem bliver det grønne rum aldrig færdigt, for haven skal være et vidunderligt sted at opholde sig, samtidig med at kreativiteten får frit spil.

Vil du se mere til livet i Enghøj Staudehave, så følg @enghojstaudehave, eller find den på Facebook. Du kan også besøge haven, som ligger på Søndre Landevej 218 i Aakirkeby (1. maj-1. oktober, tirsdage og torsdage kl. 13-17 samt weekender kl. 13-16).

lady-of-shalott-og-hus.jpg
Tv: Den engelske rose ’Lady of Shalott’ har silkebløde kronblade, der ligger i tætte lag, og dufter vidunderligt. Ved siden af rosen vokser blærespiræaen ’Diabolo’, en løvfældende busk med de smukkeste mørke blade, der spiller flot op til rosens gyldne blomster.Th: Michael kan forvandle genbrugsbrædder til de hyggeligste havehuse, der pynter rundt om i haven, og som er perfekte, når det er nødvendigt at krybe i ly for regn og blæst. Riven kommer jævnligt frem, så havegangene fremstår smukke. De høje gule skærme til venstre er bronzefennikel.

Skab en frodig staudehave

En eventyrlig have bliver ikke til fra den ene dag til den anden, så væbn dig med tålmodighed, og lav en strategi. 

  • Arbejd med et bed ad gangen. Start et sted, du har daglig fornøjelse af at se på. Fortsæt med et nyt bed hvert år.
  • Anlæg kun så stor en del af haven, som du har tid, lyst og overskud til at passe. Vær realistisk.
  • Start med at vælge blomsterfarve eller tema til dit bed, for eksempel tørketålende planter eller hvide blomster.
  • Tænk right plant for the right place – eller på godt dansk: Planterne skal passe til haven og ikke omvendt. Tag derfor højde for både jordbundsforhold, blæst og læ, sol og skygge samt nedbør, inden du vælger planter.
  • Vælg forskellige stauder, så der er blomster fra foråret, og til frosten kommer.
  • Gå efter planter med forskellige farver, -former og -størrelser for at få variation. Husk, at løvet har lige så stor betydning som blomsterne.
  • Del haven op efter blomsterfarver for at sikre en god harmoni.
  • Når stauderne er vokset godt til, kan du dele dem og på den måde få flere planter. Husk også at høste frø.
  • Lad havearbejdet være en fornøjelse. Gør det, du har lyst til, og glæd dig over det, du når.
  • En have bliver aldrig færdig – og den behøver ikke at være færdig for at være perfekt.