Sussie Frank tør noget, når det kommer til i iøjnefaldende indretningsløsninger
Når julen melder sin ankomst, klæder boligstylist Sussie Frank den store villa i Randers i et skønt julemiks af klassiske juleornamenter, glitter, unikapynt og vintagekugler, der klæder stilen i de store stuer.
Af: Julie Wittrup & Mikkel Dahlstrøm/Another Studio Foto: Mikkel Dahlstrøm
At komme indenfor i Sussie og Rasmus Franks hjem er som at åbne en æske fuld af farvestrålende bolsjer – det ene lokker mere end det andet, og det kan være svært at vælge.
I villaen i Randers står farverige og kreative indretningsløsninger i kø, og det er ikke til at pege på, hvilken af de mange inspirerende ideer, man bedst kan lide.
Er det den lyserøde trappe, der snor sig som en skulptur gennem huset eller det lyseblå køkken, der både er moderne og samtidig passer perfekt ind i stilen i den gamle villa? Eller måske det gennemførte badeværelse klædt i marmor fra gulv til loft?
Det gamle hus fandt i Sussie en ejer, der havde drømme og planer for en istandsættelse tro mod husets alder og udtryk, og som samtidig er sprængfyldt af alternative indretningsideer.
"Allerede et halvt år inden vi overtog huset, havde jeg forelsket mig i Ditte Reffstrup fra Gannis smukke blå køkken, som jeg havde set i et boligblad, og da vi overtog huset, opdagede vi, at køkkenlågerne som de tidligere ejere havde malet hvide, oprindeligt var blå. Da kunne det slet ikke være anderledes – lågerne på vores fremtidige køkken skulle selvfølgelig være blå. Den lyserøde trappe kom sig af, at de tidligere ejer havde hvid trappe og mørkeblå væg opad. Jeg synes, det kunne være smukt, hvis trappen i stedet blev til en skulptur i rummet, i stedet for at væggene tog fokus," forklarer Sussie.
I følge Sussie er der ingen indretningsregler hos hende. Loppefund, nye designs og hjemmekreerede ting forenes i et skønt sammensurium, og julens pynt passer perfekt ind her.
"Jeg pynter ikke bevidst op, så julens pynt passer ind. Det sker helt automatisk, fordi jeg vælger med hjertet og mikser tingene, præcis som jeg gør i min indretning resten af året. Hvis en genstand til hjemmet, et møbel eller et nyt stykke julepynt er valgt med hjertet, så er det min erfaring, at det passer ind, uanset om farven er off eller ej," siger Sussie.
Nok finder du klassiske juleelementer hos Sussie, og rød sniger sig også ind i form af små glimt, men det er de sarte pasteller, der dominerer. Gerne mikset med vintagepynt i traditionelle farver og håndlavet unikapynt som skæve engle i keramik eller små buttede svampe syet ud af vintagestof – naturligvis altid med et drys glimmer.
I et fad på sofabordet står en skål med skæve julekugler formet som både citroner, måner og halverede avocadoer, på stakken af bøger bag sofaen står en klassisk juleklokke upcyclet med en ny stor stofsløjfe, og på træet hænger blandt andet håndlavede slikstokke og små trommer syet ud af vintagestof, og dét miks opsummerer meget godt stilen i Sussies skønne julestue.
Sussie Frank
HVEM: Sussie Frank, boligstylist og kreativ konsulent i egen virksomhed, Playground
Styling, samt Rasmus, selvstændig, og børnene Anne og Peter. Følg med på @sussiefrank.