Rebecca Lajboschitz

Rebecca Lajboschitz: ”Faktisk er de ting, jeg finder, oftere billige”

Tæppemager og smykkedesigner Rebecca Lajboschitz, 33, samler på porcelænsfigurer, vintagekjoler, stofrester og guld, som gør lejligheden på Christianshavn til et tingfinderparadis. Hun bor med sin mand og deres to børn, og i opgangens øvrige lejligheder bor resten af hendes store familie.

Aladdins hule findes i en baggård på Christianshavn. For at komme ind skal du ringe på dørtelefonen ved siden af den hvide, rundbuede port. Så skal du hen over brostenene, og dem er der mange af på Christianshavn, og så rammer du opgangen med det viltre, blomstrede tapet.

Op, op, op ad trapperne, og dér bor Rebecca Lajboschitz og hendes lille familie, der består af kæresten Yuji, deres søn Feifel på treethalvt år og datter Mimi på halvandet. Rebecca er samler. Masker, lamper, dinosaurer, puder, potteplanter, fotos, kollager, kjoler, Buddha, Einstein og en håndfuld solcelle-figurer, en koala, et par katte, en panda og en frø, står og vrikker i vindueskarmen.

Et kig ind i stuen. Tæppet på væggen er lavet af Rebecca, stolen af Een København, sofabordet er Rebeccas fars mosters, og sofaen er fra Gratisting.dk
Køkkenet er lavet til lejligheden, da familien overtog den
Rebecca Lajboschitz
Et kig ind i stuen. Tæppet på væggen er lavet af Rebecca, stolen af Een København, sofabordet er Rebeccas fars mosters, og sofaen er fra Gratisting.dk
Rebecca Lajboschitz
Køkkenet er lavet til lejligheden, da familien overtog den

“Når du har én figur, er den kedelig, men når du har tre eller flere, får de et forhold til hinanden. Jeg lader ting med følelser. Det er en ekstrem form for materialisme, men jeg er ligeglad med, om det er dyrt eller billigt. Faktisk er de ting jeg finder oftere billige, for når de er højt prissat, forsvinder skattejagten,” siger Rebecca og kigger rundt i sin egen stue, som om hun ser det hele for første gang.

Ikke bare mange af lejlighedens møbler og sager, men også samlergenet er gået i arv. Rebecca kommer fra et hjem med mange ting, og hendes mor og mormor køber stadig små dimser til hinanden, når de er på loppemarked. For porcelænsdyr og keramikkopper er ikke bare ting. De er besjælede og trækker et spor af historie med sig. Det er også derfor, at Rebecca bruger rester og gammelt håndværk til de tæpper, hun laver.

Hun elsker stof med en fortid og har fået en masse fra sin farmor og afdøde farfar, som var skrædder, og fra sin mor, som har designvirksomheden Een, der bl.a. ombetrækker møbler. Alt lige fra nyere Kvadrat-stofrester til ældgamle kniplede servietter og broderede løbere til borddækning. Inspirationen til hendes tæpper kommer fra hendes forkærlighed for patchworktæpper. Rebecca dur ikke til millimeterperfektionisme.

“Jeg er sådan en rigtig hug en hæl og klip en tå-type. Jeg beundrer det sirlige kunsthåndværk, men jeg mestrer det ikke selv, så jeg finder mine egne måder, og min tilgang er blevet en del af mit udtryk.”

Tæpperne kan du bruge, som det passer dig. Det vil Rebecca ikke bestemme. Du kan slynge dem over din sofa eller lægge dem på din seng, eller du kan hænge dem op på væggen. Selv har hun strøet tæpper ud over det meste af lejligheden og er særligt fascineret af patchworktæpperne fra USA og den amerikanske folklore og de geometriske former, der gemmer på historier og bibelske fortællinger.

Rebecca har også altid været interesseret i at pynte sig og i smykker, som er fulde af historier og æstetisk kvalitet.

“Mennesker har altid pyntet sig med ubrugelige ting, men der er noget eviggyldigt over smykker. Jeg har mange diskussioner med min storebror om det, for han tror ikke på guld. Hans argument er, at man ikke kan se forskel på guld og messing, og hvorfor er guld så federe?”

Mens Rebecca var gravid med Mimi, gik hun på grundforløbet til guldsmed på Teknisk Skole, der i dag hedder NEXT.

“Det var superfedt at lære nogle af de grundlæggende teknikker, og hvis jeg var 22, var jeg gået efter en læreplads. Men det kan også blive en forhindring at lære at gøre noget rigtigt. Det kan forpurre den frie form og formgivning. Så nu forsøger jeg at bruge det til min fordel, at jeg ikke ved det hele. Jeg ved ikke, hvordan man gør. Men jeg gør det alligevel.”

Klædeskabet er snedkereret og indeholder et hav af vintagekjoler
Opgangen med tapet af Josef Frank. Paradiset hedder det
Rebecca Lajboschitz
Klædeskabet er snedkereret og indeholder et hav af vintagekjoler
Rebecca Lajboschitz
Opgangen med tapet af Josef Frank. Paradiset hedder det

Farver og materialer

Tæpper og smykker, kollager og tøj og sågar japansk iste, som Rebecca serverer i små glas, og som smager en smule røget. Hun laver alt muligt kreativt. Tænk, at kunne spille på så mange forskellige materialer. Det må være en gave. Men det er det ikke nødvendigvis. Rebecca har haft et kæmpe issue med, at hun ikke har valgt én vej.

Hver gang hun syr, savner hun at arbejde med guld, og når hun sidder og fletter garn, drømmer hun om at arbejde med quilt. De kreative felter er snævre, så hvis du vil være en af de bedste, skal du excellere inden for ét område. Sådan har Rebecca i hvert fald tænkt. Men hvad nytter det, når hun elsker at beskæftige sig med lidt af hvert, det hele?

Det må være lysten, der driver værket. Ligesom det har været det på den snørklede vej gennem mosaikken af uddannelser op gennem hendes 20’ere. Efter endt gymnasietid gik Rebecca på en lille kunstskole på Jagtvej, der hed Billedskolen, og som ikke længere findes. Det var et stort fælles værksted, hvor eleverne havde hver deres plads, og som var en god øvelse i arbejdsselvdisciplin, fordi lærerne i højere grad fungerede som sparringspartnere frem for pensumherskere.

Lamperne er fra Beau Marché, og den turkise stol er en østeuropæisk børnestol fra Gratisting.dk
Den lyserøde vægreol er fra en Tal R-udstilling på Louisiana. Det orange bord er fra hendes bedsteforældres køkken
Rebecca Lajboschitz
Lamperne er fra Beau Marché, og den turkise stol er en østeuropæisk børnestol fra Gratisting.dk
Rebecca Lajboschitz
Den lyserøde vægreol er fra en Tal R-udstilling på Louisiana. Det orange bord er fra hendes bedsteforældres køkken

I en alder af 21 kom Rebecca ind på den eftertragtede forårsudstilling på Charlottenborg med sine kollager. Hun assisterede for kunstnere som Helle Mardahl og Tal R. Som 22-årig søgte hun ind på et par kunstskoler i London og klarede optagelsesprøven på det meget velrenommerede Goldsmiths, University of London. Nu skulle det være.

“Jeg syntes, at alle i København kendte hinanden. Kunstscenen var mere et ræs, der handlede mere om, hvem man kendte, end hvad man lavede. Det blev jeg træt af og irriteret over. Jeg var klar til at komme væk.”

Goldsmiths kunne dog ikke indfri Rebeccas drøm om et artsy London-life. Skolen bød på masser af inspirerende workshops og tillokkende lokaler, og alting lød helt rigtigt og så helt rigtigt ud. Men det føltes ikke rigtigt for Rebecca.

“Jeg kunne ikke finde mig til rette i det konceptuelle. Når lærerne spurgte mig: “Hvorfor ser det, du har lavet, sådan ud?” kunne jeg aldrig svare. Jeg blev enormt selvbevidst, og det bremsede mig totalt, at de bad mig være ekstremt bevidst i en ubevidst situation.”

Det Rebecca har grebet fat i, har været det sanselige. Sådan var det også på Goldsmiths. Så tog hun noget garn, som hun svingede rundt og rundt om nogle søm på en træplade, så fandt hun nogle bøger, som hun klippede i. Hendes tingfinderfingre har altid haft deres eget liv og været tættere på hendes hjerte end hjerne. Hun er ikke typen, der skriver et manifest på fem A4-sider om den støvsugerpose, som var blevet tømt og blev udstillet i et hjørne. Som en af de andre elever.

Rebeccas drivkraft er hendes nysgerrighed. Det slår gnister, når hun ser en særlig smuk sten, eller hun får øje på et sirligt broderi. Hun har sans for at sætte ting sammen, også dem, der ikke umiddelbart matcher.

Derfor blev Goldsmiths aldrig stedet for Rebecca. Hun meldte sig ud og tog forskellige kurser inden for maskinstrik, smykker og syning, søgte ind på London Metropolitan University, hvor hun lavede kunstneriske dragter og assisterede en farveglad hattemager og en kunstner. Efter tre år tog hun tilbage til København og søgte ind på den private syskole Fashion Design Akademiet, hvor hun lærte at konstruere og tilskære.

Rebecca Lajboschitz bor med sin mand Yuji og deres børn Feifel og Mimi. I værkstedet i kælderen folder hun sig ud og syr tæpper i eget mærke, Leibo.
Rebecca Lajboschitz
Rebecca Lajboschitz bor med sin mand Yuji og deres børn Feifel og Mimi. I værkstedet i kælderen folder hun sig ud og syr tæpper i eget mærke, Leibo.
Rebecca Lajboschitz

Familiekollektiv

Rebeccas lejlighed er ikke bare et skatkammer i sig selv. Den ligger i en bygning, der tidligere har været ejet af flåden og fungeret som hospital og opfostringshjem for drenge fra landet. Opgangen, som Rebecca bor i, er udelukkende beboet af hendes familie. Nedenunder Rebecca bor en af hendes tre brødre, hendes storebror, med sin kæreste og to børn. Ved siden af bor farmor på 94, og under farmor bor mormor på 88.

Ovenpå bor Jonathan, som har fungeret som en ekstra bror for Rebecca hele hendes liv, hans hustru og deres baby. Overfor dem bor Sofia, som er Jonathans søster, hendes mand og deres tre børn. I stueetagen bor Rebeccas forældre. I den anden opgang bor hendes lillebror Noah, og ovenpå ham bor hendes fars lillebror med sin kone og sine børn.

Ovenpå dem hendes ældste lillebror. I den tredje bygning, som også huser det familieejede hotel Kanalhuset, bor også hendes onkels svigermor Elisabeth, og Thorbjørn, som er Rebeccas ekstra bedstefar på 90.

Det er Rebeccas far og mor, der har stået for renoveringen af bygningerne, og familien flyttede ind for to år siden, da Feifel var halvandet år. Siden er Mimi kommet til. Der er børn her og der og alle vegne, ligesom den ældre generation er over det hele, når ikke de sidder stille og banker hinanden i rummikub. Fordelene ved den slags kollektiv er til at få øje på.

“Mine børn ser deres bedsteforældre hver eneste dag og får også mange ekstra søskende. Samtidig kan vi trække os tilbage og lukke døren. Nogle gange har vi brug for bare at være os fire, og det er okay.”

Lige nu er både Rebecca og Yuji nyopstartede selvstændige. Rebecca har, efter hun blev færdig på syskolen, arbejdet med kommunikation og visuel identitet i Folkehuset Absalon, som er stiftet af hendes far, mor og resten af familien, og gået på grundforløbet på guldsmedeuddannelsen.

Yuji arbejdede indtil for nylig som restaurantchef på Kanalhuset, men har sagt op for at give sin farfar, den amerikanske børnebogsillustrator Leonard Weisgards tegninger nyt liv på plakater og ved at genudgive nogle af bøgerne. Nogle af dem hænger indrammet på væggen i selskab med Tal R-tryk og børnetegninger over kommoden, der er malet i pastelfarver. Det bliver i familien.

Blåt er godt og flot.
Rebecca Lajboschitz
Rebecca Lajboschitz
Blåt er godt og flot.

Svar udbedes

Hvordan kommer man hjem med de gode ting fra loppemarkedet?

“Køb dem, når du ser dem. Rigtig ofte har jeg hørt på min mor og mormor, der har fortrudt, at de ikke købte det, de faldt for.”

Hvad fra garderoben ville du redde, hvis bygningen brændte?

“Nogle af min farmors gamle kjoler. Den, jeg har på, er hendes gamle, og så har jeg en masse andre Marimekko-kjoler. Du skal bare gemme tingene længe nok, så bliver de moderne igen.”

Hvilken vinyl sætter I på pladespilleren?

“Roberta Flack eller Diana Ross. Vi hører også meget hiphop, Kendrick Lamar og min guilty pleasure, Lil Wayne.”